Plader

Bisse: Højlandet

Skrevet af Frederik Voss

Bisse er tilbage med sin tredje udgivelse i år, Højlandet. En over 70 minutter lang vandretur med døden, det altopslugende ego og legende børn tilsat velspillet rockmusik og et til stadighed mere forfinet lyrisk udtryk.

»Skal vi da opgive Kunsten, skrevet med stort K fordi at det ER en katedral og ikke bare en banegård, og indsætte kunsten med lille jævne k som ikke rager op og vover at gøre opmærksom på sig selv? Det er hvad I har valgt at gøre. Jeg vil ønske jer et godt job, for en koncert bliver det næppe, og selv med andægtighed i mit hele væsen træde ind i katedralen, hvor stilheden hersker, og hvor den kun brydes når Kunstens skønne kor trækker vejret dybt ind for at åbenbare de smægtende toner og ord hvorpå jeg bæres ind i himlene.«

Således skriver Bisse i en heftig revsen af den danske kunstforståelse i tillægshæftet Connie & Kunsten, der er et udskrift af en debat på Det Rytmiske Musikkonservatoriums interne Facebook-gruppe, og som fulgte med til stjerneskuddets seneste LP Happy Meal (2016). Trods at det ikke er en del af Højlandet som værk, føler jeg mig stadig nødsaget til at sætte dette album i et generelt Bisse-perspektiv, og det gør ovenstående citat. Loftet for Bisses kunstneriske ambitioner er ikke-eksisterende. Det er selvsmagende, højtravende og utrolig forfriskende. Selvom Bisses kunstbegreb og tanker om sit virke er oppustet i nærmest uset grad på disse egne, er der et utvivlsomt payoff, der vil være umuligt at komme udenom for lytteren: Thorbjørn Radisch Bredkjær har noget på hjertet, og han vier gerne sit liv og udleverer sig selv for at indskrive dette noget i kunsten.

Bisses hyperproduktivitet er en allerede velkendt historie, hvorfor det vel nærmest må betragtes som en lang udgivelsespause når, det nu er et halvt år siden, EP’en Big Tasty blev sluppet fri i maj i år. Det vejer Højlandet så i givet fald op for ved at være mere end 80 minutter lang.

Min tilgang til denne anmeldelse er, væsentligt anderledes end den normalt vil være. Jeg vil i mit mest Bisse-inspirerede moment ikke lade mig holde tilbage og være bange for at overfortolke. Det virker sgu passende lige denne gang. Det er simpelthen på grund af, at jeg lytter anderledes til Bisses musik. Lyrikken er så central for min lytteoplevelse, at den vægter højere end den normalt vil gøre. De musikalske virkemidler bliver simpelthen mindre relevante for mig at forholde mig til.

Musikalsk ligger Højlandet i naturlig forlængelse af Happy Meal og Big Tasty. Produktionen er måske overordnet set mere luftig (den skrabede hårde produktion, som for eksempel kendes fra ”Shotgun for dig”, er væk). Der er blevet lidt plads til mere blæs med fine bidrag fra blandt andet Bo Rande (Blue Foundation) og Ned Ferm. Ellers leverer Bissebanden (som backingbandet er blevet døbt) fortsat et utrolig velspillet alternativt rock-bagtæppe, der spænder fra tilbagelænet Destroyer-lydende pop på singlen ”Seks hjerter” til de Iggy Pop’ske punk-udladninger på sangen ”Fred”. Men det er med en konstant følelse af, at det netop er et bagtæppe for, den scene Bisse har stillet sig op på.

Hvad er det så, Bisse fra sin scene vil have os til at reflektere over og spejle os selv i denne gang? Antagonisterne er døden og dertil forbunden angst, tiden samt det forbandede ego, der aldrig mættes. Musikken og børnenes naive livsglæde og uskyld er Bissens trofaste hjælpere. Scenerne sættes på en vandretur i Skotland, i børnehaven ved Sankt Petri Skole, på cykeltur til Jægerspris Nordskov og ikke mindst til koncerterne og i vokalboksen. Bisse udleverer sit eget liv og reflekterer undervejs over, hvad det gør ved hans liv, når jeg netop nu sidder og forsøger at skille det hele ad.

Dødsangsten som tema sættes straks i spil sættes med albumåbneren ”Death metal”: »Pludselig at være bange for juletræer / Pludselig at være bange for naboer / Pludselig at være bange for forbipasserende biler /Pludselig at være bange for fodgængerfelter / Følelsen af at ku dø når som helst« skråler Bisse løs i en højtempo-sang, der lyder som et angstanfald. På vandreturen i det skotske højland på sangen ”Holy Grail” lurer døden i form af helikopteren, chancen for at falde ned og mindesten. Selv på de skæringer, hvor livet ellers er i relativt høj kurs hos sangskriveren, lurer døden i baggrunden. På den livsbekræftende single ”Seks hjerter” skal kirkegården krydses, og børnene ænser ikke døden. På ståstedet ”Drømmefundet” svæver spøgelsesskibene stadig, men det er okay.

På den eminente 12 minutter lange Cave-inspirerede historiefortælling ”Kongeegen”, der udgør albummets humør-bundskraber, bliver døden både sat i stævne som et socialkritisk fænomen i historien om hjemløse Ejnar, de fjernsynsafhængige genboers åndelige død og en for Bisse personlig tiltrækning af Kongeegen – den længstlevende organisme i Danmark. Jeg sidder efterladt med følelsen af, at selv Kongeegen skal dø, omend det bliver senere end Bisse og mig.

På ”Takvingen”, ”Fred”, ”Nat med mig”, ”Drabant” og måske specielt ”Virak” kæmper Bisse med selvleden og det evigt tørstige ego: »Du er bedre end de andre, men hvad med din bedre halvdel? / Har vi ikke alle sådan én?«. På den ene side er musikken flugten og Bisses personligt fundne mening, men det udgør samtidig også roden til ambitionerne og det voksende ego, der fodres af de skrigende fans, udsolgte koncerter og venneanmodninger fra folk, han ikke kender. Egoet kammer over, og Bisse er ikke bange for at indrømme det: »Kigger på menneskenes ansigter / ser kun skuffejern & narrefisser / ingen sir mig noget længere / hvad sker der?«, synger han på “Nat med mig”, og i en tematisk genistreg mødes narcissismen med både den sjælelige og fysiske død på ”Selfiedøden”.

Bisse balancerer sine lyriske elementer smukt igennem albummet. Kunstnerisk usexede hverdagselementer som Playstation-spil og chat-ikoner indlemmes i de svulstige begrebers verden. Bisse vekselvirker mellem at være beskuer og selvbeskuende. Han har humoren med i sine dødsensalvorlige tekster, når han f.eks. nådesløst udstiller Citibois og musicals, og på samme måde som forbilledet C.V. Jørgensen formår han fortsat inkorporere en lussing til det politiske system og borgerligheden, uden at værket nogensinde kommer til at fremstå som et politisk manifest. Følelserne forbliver i højsædet. Lyrikken er måske endnu skarpere end på tidligere udspil og uden at tage noget som helst fra Blodtrilogien (PMSUmage og Happy Meal) eller Bitchin, fremstår denne plade som det hidtil mest helstøbte Bisse-værk for mig.

På samme måde som det indledende citat går Bisse rigtig nok en linedans over det prætentiøse. Som en repræsentant for Connie (Det Rytmiske Musikkonservatorie), der giver Bisse svar på hans kunstsyn fra starten af anmeldelsen, også bemærker i Connie & Kunsten: »Hvad er det reelt, det her handler om? (…) Det hele er så diffust, at det ender på grænsen til at være varm luft.« Er det så varm luft? Falder han på sin linedans i forsøget på at indskrive sin egen fortælling i Kunstens verden? Det synes jeg ikke. Når Bisse lægger sig selv og sit følelsesliv på dissektionsbordet, leverer han netop også en sandfærdig mulighed til lytteren for at spejle sig deri. Det er i sådan en grad, at jeg får lyst til skrive om døden, livet og egoet i denne anmeldelse fremfor at beskrive den skarpe rytmik i “Drabant”, den utroligt forløsende struktur i “Laurentii tårer” og melodierne i “Seks hjerter”, der sidder fast i mit hoved. Måske kræver sådan en selvudlevering en tro på et større kunstbegreb. Med Højlandet får Bisse mig i hvert fald til at reflektere over tilstedeværelsen og det at være menneske. Det er, hvad der skal til for at blive betraget som Kunstner (skrevet med stort K) i min optik.

★★★★★★

Leave a Reply