Nyheder

Oktober-koncerter II: Konger og engle tager til Amandas bryllup

Oktober er allerede halvvejs, og her på Undertoner-redaktionen har vi kigget resten af måneden igennem for koncerter.

Den norske indiefolkduo Kings of Convenience har de sidste seks år spillet i Danmark ganske ofte, blandt andet på Roskilde Festival og NorthSide. Igen kommer de et smut forbi Danmark, når de spiller den 17. oktober på Train i Aarhus og to dage senere, den 19. oktober, i Lille Vega i København. Disse to koncerter skiller sig dog ud, for det særlige ved dem er, at duoen udelukkende vil spille nye, endnu ikke udgivede sange. De er nemlig i gang med at arbejde på deres kommende album og ser koncerterne som et led i processen. Det er altså en ganske enestående mulighed, når Kings of Convenience tester materialet live. Deres seneste album, Declaration of Indepence, er helt tilbage fra 2009.

Angel Olsen klar til hovedbundsmassage. Foto: PR

Angel Olsen er klar til en opkvikkende hovedbundsmassage inden sin optræden i Koncerthuset. Foto: PR

En af årets mest produktive kvindelige musikere er sangskriveren Angel Olsen fra St. Louis. Hun spiller i Koncerthusets studie 2 den 20. oktober. Olsen udgav sidste måned pladen My Woman, som vi her på Undertoner rosende gav fem U’er. Vores anmelder Steen Fabrin Michelsen skrev blandt andet: »Ægte, det er Angel Olsen, selv om hun altså går nye veje. Hun er ikke ude i et pop-ærinde, men hun har sig selv med i det, hun gør. Hun afslører et talent, der næsten virker grænseløst – såvel sangskrivermæssigt som vokalt.« Angel viser også nye veje med sit nyeste album – tidligere har man hørt både mere punkede og mere stille sider fra hende, men på My Woman udfordrer hun sig selv og sit musikalske udtryk. Hør for eksempel den catchy “Shut Up, Kiss Me”.

Den 22. oktober spiller danske Jærv sin første koncert som hovednavn. Dette kommer til at foregå på Ideal Bar i København. Jærv alias aalborgensiske Amanda Glindvad har efterhånden fået fart på med sit dansksprogede electropop-projekt. I løbet af foråret og sommeren spillede hun på festivaler som Spot og Trailerpark, og i sidste uge varmede hun op for norske Kakkmaddafakka på Train. Samtidig har flere danske musikblogs rost hendes debut-ep Dit hav. Det stopper dog ikke Jærv i at skrive nye sange, og hun har for nylig udgivet nummeret ”Befri mig”.

En anden stærk kvindelig musiker, som er på koncertprogrammet denne oktober, er britiske Bat for Lashes, som spiller i Store Vega den 26. oktober. Bag kunstnernavnet finder vi Natasha Khan, og hun udgav tilbage i juli sit fjerde album, The Bride. På dette album fordyber Khan sig i et univers af ungdommelig, uforløst kærlighed, og hele pladen er en fortælling om en ung brud, der mister sin gom i en bilulykke lige inden brylluppet. Bat for Lashes er en af de største indenfor sit felt af drømmepop med elektroniske elementer hjemme i Storbritannien, og hun er nu klar til indtage Danmark med et voksende repertoire. Koncerten er samtidig en del af Vegas 20 års jubilæum, som fejres dette efterår.

Du er som altid velkommen til at tjekke Undertoners koncertkalender ud.

Leave a Reply