Koncerter

Phono Festival 2016, 6.-8.10.16, FAF Siloen, Odense

Skrevet af Daniel Niebuhr

Den 11. udgave af Phono i Odense bød både på maskerede polakker, halvnøgne japanere, et førstegangsmøde mellem sublime håndværkere og en hypnotiserende magtdemonstration fra fortryllende Aïsha Devi.

Fotos: Mia Dernoff

Den 11. udgave af den elektroniske Phono Festival bar præg af, at Odense Havn med årene har gennemgået en stor modernisering, der gør det mere attraktivt at afvikle en festival her, og det smittede også af på fremmødet. Samtidig var det glædeligt at kunne konstatere, at festivalen er blevet mere professionelle i opsætning og afvikling, end da jeg var der for to år siden. Programmet for årets Phono var dog knap så imponerende som sidste år, men det ville også være urimeligt at forvente, da 2015 var Phonos 10 års jubilæum med et helt ekstraordinært program. Ikke desto mindre var der også interessante elektroniske navne på Phono 2016.

Foodman
Torsdag kl. 22.30

Åbningsaftenen på Phono 2016 stod primært i Solens Riges tegn. Japanerne var ankommet, og dét med en trio af vidt forskellige navne fra nærmest diametralt modsatte afkroge af genrespektret.

Foodman fik lov til at indlede ballet cirka halvvejs gennem torsdagens program bevæbnet med en midi-controller og sin bærbare computer. Den klejne japaner er kendt for sine futuristiske lydtapeter, hvor de små værker snor sig ud og ind mellem hinanden og ofte fremstår mere udsyret end kontrolleret. Jeg fik flere gange undervejs klare associationer til de udefinerbare mellemstykker i de senere års Animal Collective-koncerter, hvilket nok allermest siger noget om, hvor bred Foodmans appel er.

Han formåede både at indfange meget kaotiske og opbrudte sektioner og blande det med noget langt mere IDM-lydende, der blandt andet gav en flok unge drenge masser af anledninger til at praktisere deres footwork på forreste række. Foodman arbejdede klogt og gav publikum, hvad de ville have og forventede, uden dog at nå et fuldstændig overlegent niveau. På den måde var kimen lagt til nogle af dette års festivals mere bizarre optrin.

★★★★☆☆

Group A
Torsdag kl. 23.45

Den japanske delegation var nemlig ikke færdig med at imponere. Group A, der vist ikke længere kan betegnes som en eksklusiv hemmelighed forbeholdt nichedyrkere, og som med årene har skabt sig en kultstatus på højde med eksempelvis Nisennenmondai, indtog senere på aftenen scenen og gav publikum mørk og dystopisk chokterapi af den uforglemmelige slags.

Group A.

Group A var en del af dette års japanske delegation.

Halvnøgne og iklædt en form for sløranordning for yderligere at mystificere aktørernes identiteter valgte de to kvinder ikke at spilde tiden særlig meget. De satte hurtigt i gang med Sayaka Botanics skærende violinspil over nogle endog meget hårdtslående, industrielle trommerytmer, mens Tommi Tokyo vandrede hvileløst og manisk rundt på scenen og både messede og skreg udechifrerbare strofer.

Med tiden eskalerede spektaklet til en bizar kombination af et forvrænget støjinferno over forsimplede krautrockrytmer på ”Suffocated”, der havde masser af potentiale til at forarge mere casual festivalgængere. Mit største ankepunkt, (som desværre også blev et tilbagevendende tema for Phono16), var, at der simpelthen ikke var afsat nok tid til Group A, hvis optrædener (som så megen anden elektronisk musik) i høj grad handler om at bygge numre forsigtigt op og nå et langt, udstrakt klimaks. De succesfulde sektioner var heldigvis i overtal, men man kan også sagtens ærgre sig over, at koncerten visse steder føltes forceret og forhastet.

★★★★★☆
Anden Enhed.

Så går vi til bords: Anden Enhed på Phono.

Anden Enhed
Fredag

Fredag blev jeg mødt med de ærgerlige informationer om, at flyforsinkelser havde skubbet Phonos program en time. For at hente så meget som muligt blev især de første par optrædener forkortet en anelse, hed det, og det gik i første omgang ud over Anden Enhed.

Duoen, der består af Michael Mørkholt og Andreas Pallisgaard, der tidligere har slået folderne i henholdsvis Solhorn og Pinkunoizu, og som i fjor udkom med den fælles debut Første halvår, havde sat sig til rette ved nogle borde midt på dansegulvet, badet i rødt lys. Denne type Phono-koncerter slipper som regel rigtig godt af sted med at skabe en helt anden type koncertoplevelse, hvor distancen mellem band og publikum bliver mindre, men samtidig også træder et ekstra skridt væk fra aktørerne for i stedet ”blot” at betragte dem fra en vis afstand.

Det var også tilfældet fredag aften, hvilket rent faktisk klædte Anden Enhed, hvis ambiente, analoge synthimprovisationer skyllede ubesværet ind over det omkringstående publikum. Dog endte man med at blive spist af med et noget kortere sæt, end man måske havde håbet på. Jeg ved ikke, om der overhovedet havde været meget andet at komme efter – duoens improviserende og asynkrone tilgang taget i betragtning (det havde der jo nok). Det føltes alligevel en smule uforløst og indholdsfattigt, men selve rammerne ramte arrangørerne heldigvis plet med.

★★★½☆☆

T’ien Lai
Fredag

Tidligere på året havde jeg fornøjelsen af at opleve polske RSS Boys på Primavera Sound i en vanvittig optræden, hvor de maskerede polakker hensynsløst slyngede om sig med heftige beats og synkoperede lydelementer, som mine (bedste)forældres generation nok bedst ville betegne som »bip-bip-musik«. Til Phono16 fik jeg heldigvis også mulighed for at stifte bekendtskab med RSS Boys’ ligesindede legekammerater/alter egoer T’ien Lai, der opererer med en afgjort interessant fusion af elektronisk og organisk techno.

T'ien Lien.

Det maskeklædte, polske band T’ien Lai i aktion.

Tre mand høj – én til at bestyre den elektroniske afdeling, to til at tage sig af percussion – og med ansigterne tildækket af sorte stofstykker var T’ien Lai en til tider rent meditativ seance, hvor dronelydflader blandede sig med de tribale trommerytmer og andet slagtøjsinput. Dette blev kun yderligere forstærket af især de to percussionisters forstenede, udtryksløse og nærmest maskinelle fremtræden på scenen, som stod i skarp kontrast til fredagspublikummet, som efterhånden havde fundet vej til havnefronten.

En stor del af koncerten blev brugt på, at band såvel som publikum skulle finde sig til rette i de skiftende grooves, og man kunne til tider have ønsket sig, at der fra trioens side var blevet lagt endnu længere tid i kompositionerne, og især sidste tredjedel af hvert enkelt nummer, for at skabe nogle endnu større musikalske payoffs.

Når det så er sagt, var T’ien Lai både gennemført underholdende, dybt fascinerende og ikke mindst en overbevisende ambassadør for Phonos stærke bookingarbejde.

★★★★★☆

Aïsha Devi
Lørdag kl. 22.30

Det svært at forklare, helt præcis hvor god Aïsha Devi var på Phono lørdag aften. Den schweiziskfødte kvinde med de nepalesiske rødder havde inden sit besøg i Odense brugt det forgangne års tid på at høste roser efter roser for sin seneste udgivelse, Of Matter and Spirit, og den allerede tilstedeværende hype omkring hendes navn formåede hun til fulde at leve op til.

Aisha.

Aïsha Devis optræden på Phono fredag aften var til ren topkarakter.

Aïsha Devi åbnede fra start af, med stor sikkerhed, op for de skærende synthflader og en pulserende bas i sit okkulte, shamanistiske lydunivers. Imens farede surrealistiske visuals rundt bag hendes silhuet – heraf mange uddrag af musikvideoen til den forrygende single ”Mazda”, som vi desværre ikke fik lov til at opleve denne aften – og mystificerede kun yderligere den generelle stemning i lokalet. Størstedelen af publikum på gulvet lod i hvert fald aldrig rigtig til at finde fodfæste i den musikalske bastard mellem bastant techno og udsyret spiritisme. Og når hun selv greb mikrofonen for at messe sin klagesang over de indbyggede vokalsamples, var det desuden med overlegen eksekvering, hvilket kun byggede ekstra på musikkens i forvejen flerfacetterede udtryk. Som en ekstra bonus fremstod lydforholdene i betonsiloen derudover en sjælden gang helt og aldeles upåklagelige, og det skal der selvfølgelig også lyde en stor ros for.

Et efterfølgende ønske herfra må være at få Aïsha Devi tilbage på dansk jord, men denne gang i langt mere intime rammer. For selv med en tydelig distance mellem kunstner og publikum, leverede hun en hypnotiserende magtdemonstration.

★★★★★★

Brassfoot x Lord Tusk
Fredag kl. 23.45

På forhånd var fusionskoncerten med London-artisterne Brassfoot og Lord Tusk et frygteligt interessant skue for electro-aficionadoer. For første gang slog de to mænd med rødder dybt begravet i dub-, techno- og housemiljøerne pjalterne sammen live på en scene og gav publikum muligheden for at nyde det bedste fra et hav af forskellige, men i den grad forenelige elektroniske verdener.

Tålmodighed var nøgleordet til Phono16’s næstsidste optræden, mens duoen perfektionistisk brugte uendeligheder på at finpudse de mindste detaljer i et sæt, der i høj grad emmede af mere klassisk techno fra, hvad der efterhånden er fjerne årtier. Omdrejningspunktet var imidlertid Lord Tusks ihærdige betjening af sin del af det rød-grønne bord, hvor han serverede et underspillet basspor, hurtigt skiftede over til en mere distinkt synthversion af samme stykke, tilbage til bassporet – alt sammen sofistikeret og minutiøst udført. På hans venstre side stod så Brassfoot og indtog en noget mere anonym, men ikke desto mindre lige så essentiel rolle i forhold til at få alle de underliggende beats og samples til at komplimentere sin medsammensvornes input.

De to kapaciteter ramte sjældent forbi hinanden, men samtidig var det også tydeligt, at det var en førstegangsaffære for begges vedkommende. Måske blev der spillet lidt mere sikkert, end hvad både Brassfoot og Lord Tusk begge er i stand til at mestre. Hvad angår selve håndværket kan ingen dog tage fra dem, at de er nogle af de mest solide performere inden for hvert deres felt.

★★★★½☆

Deltag i debat