Plader

Pixies: Head Carrier

Skrevet af Søren Jakobsen

Med Head Carrier er Pixies tilbage i form. Sådan en slags grundform, uden de store spurter indlagt. Begynd ej her.

Efter Pixies‘ live-comeback i 2004 gik der næsten 10 år, før det ret så undervældende album Indie Cindy ramte hylderne og streamingtjenesterne i 2013. Det lod dermed til, at man godt kunne affinde sig med, at Frank Black og co. for resten af karrieren godt kunne nøjes med at spille greatest hits. Der er trods alt en del af dem, og de har i den grad været afgørende for alternativ rockmusiks udvikling siden slut-80’erne, så skidt pyt med at de bliver leveret lettere sjusket efterhånden.

Derfor er det pudsigt nok, at Pixies alligevel formår at levere et momentvis rigtig glimrende udspil med Head Carrier – der dog ikke kommer i nærheden af de højder, Boston-bandet nåede i deres storhedstid. Fra åbningsnummeret, det hvinende (og ganske effektive) titelnummer, står det dog hurtigt klart, at de i det mindste rammer deres egen lyd meget godt, hvilket man ellers godt kunne være lidt urolig for, da producer Tom Dalgerty er et nyt bekendtskab som afløser for bandets vanlige lydmester Gil Norton.

Det er ikke den eneste, mindre revolution i bandet, der for første gang har den garvede, argentinske bassist Paz Lenchantin med som fuldgyldigt medlem, efter Kim Deal beklageligvis brød med bandet i 2013. Lenchantins rolle er dog ikke synderligt afvigende fra Deals, og hendes vokal er  bevidst eller ubevidst  skåret ud af samme kævle som Deals, mens der til gengæld virker til at være skruet ned for hendes bas i mikset. Et klassisk typecast, med andre ord.

Et par af sangene midtvejs bærer præg af den klassiske Frank Black/Black Francis-sarkasme, som singlen “Oona” med det umiskendeligt Pixie’ske guitarriff, underligt romantiske tekst og det vældigt catchy omkvæd “I Wanna Be in Your Band”, mens den efterfølgende “Talent” sender et par knive i retning af musik-”industriens” fortsatte udfordringer siden Pixies’ heyday.

“Talent” er i øvrigt et af de bedre numre på en plade, hvor det ellers er lidt svært at sætte enkelte numre op på en piedestal. Biddet er der nu og da, men det bliver sjældent til meget mere end bløde markeringer og varselsbjæf. Det er Pixies light, det her – selv Joey Santiagos hæderkronede barberbladssoloer virker tæmmede og rutineprægede, selvom singleforløberen “Um Chagga Lagga” har lidt mere fuego i bagsværen og virker interesseret i at ophidse. Omvendt er guitarriffet i “All I Think About Now” et så åbenlyst plagiat af deres nok mest kendte nummer, “Where Is My Mind”, at man håber, at det er bevidst. Ifølge Black skulle det være en hyldest til den faldne våbensøster Kim Deal, så det kan jo være – ellers er det noget uinspireret.

Overordnet set er Head Carrier altså ikke nogen voldsom stor berigelse af Pixies’ bagkatalog, omend man føler sig nogenlunde mæt og tilfreds, når man har hørt pladen igennem. Bundniveauet er lige så højt som topniveauet er lavt, hvilket efterlader os med en plade, der er udmærket, men givetvis hurtigt vil være glemt igen på andet end bandets sætlister live, der nu har lidt aktualitet at tilføje, såvel som at Paz Lenchantin i højere grad kan føle sig som en “rigtig” del af bandet.

Det kan godt være, at man hænger fast i fortiden i forhold til at bedømme Pixies’ nutidige præstationer, men så må de virkelig lade være med at lave en plade, der i så høj grad lever op til grundprincipperne på deres første plader. Når det så er sagt, så er Head Carrier ikke nogen dårlig plade. Det er bare heller ikke noget mindeværdigt album, og det kan godt undre, hvorfor bandet gad at lave den, bortset fra at have noget nyt at turnere med.

★★★☆☆☆

Deltag i debat