Koncerter

PJ Harvey, 09.10.16, Falconer Salen, Frederiksberg

Ved den første af to koncerter i Falconer Salen gav PJ Harvey og hendes evigt omskiftelige band med de to styrmænd Mick Harvey og John Parish publikum en dyster sejltur langt ind i forståelsen af menneskets eksistens.

At PJ Harvey afsluttede koncerten i Falconer Salen med Bob Dylan-klassikeren “Highway 61 Revisited” i den utroligt intense version, som hun indspillede på albummet Rid of Me i 1993, var måske nok en overraskelse, når nu hun har så mange sange, hun selv har skrevet, at vælge imellem.

Alligevel giver det mening. Dels er hun på landevejen igen efter omtrent halvanden måneds pause og genoptager touren med sit nye album The Hope Six Demolition Project, som i øvrigt bragte hende til Roskilde Festival i sommer. Dels rummer Dylans symbolske tekst med den bibelske reference til fortællingen om Abraham, der af Gud bliver pålagt at ofre sin søn Isak, samme stof, som hun selv skriver ud fra. Det handler om at overkomme livet.

PJ Harvey tilhører nemlig – ligesom Dylan – en lille eksklusiv gruppe af sangskrivere, som også tæller Patti Smith, Kate Bush, Nick Cave, Leonard Cohen, Morrissey, Bruce Springsteen og Tom Waits, der alle formår at undersøge de vilkår, menneskelivet er underlagt, ved blandt andet at søge svar i historie, litteratur, mytologi, religion og kunst. Med andre ord: At fortælle den lille historie i den store fortælling.

Tidligere i karrieren tog PJ Harvey introspektivt udgangspunkt i sit eget følelsesliv, når hun ekspressivt beskæftigede sig med køn, seksualitet, vrede, sorg, tab og længsel. Det har hun i dag ændret sådan, at hun nu vender blikket udad mod verden og beskriver dens lidelser, håb, kampe og konflikter. Man kan derfor næsten sige, at hun i dag er noget så umoderne som protestsanger – dog ikke frelst, som mange, der forsøger sig med politiske tekster, har tendens til at blive. Heldigvis.

Perspektivskiftet trådte for alvor i kraft i 2011 med det mageløse mesterværk Let England Shake, hvor Harvey undersøgte Englands rolle som krigsførende nation gennem tiden, og i år kom så det næsten lige så fremragende The Hope Six Demolition Project, hvor hun, for at få inspiration til sangene, rejste rundt med fotografen og instruktøren Seamus Murphy til så forskellige lokaliteter som Kosovo, Afghanistan og Washington D.C. Det udmøntede sig udover albummet i bogprojektet “The Hollow of the Hand”.

Det var primært med sangene fra disse to album, at den sortklædte, spinkle og undselige, men også mystiske og dybt dragende kvinde entrerede scenen med sit ni mand høje band, der ligeledes var klædt helt i sort. På hver sin side stod hendes mangeårige samarbejdspartnere Mick Harvey og John Parish, og bagved og omkring sig stod resten af det aldeles fremragende band.

På trods af at PJ Harvey selvfølgelig er kaptajnen, og Mick Harvey og John Parish de to styrmænd på skibet, slog det mig, hvordan bandet alligevel havde en forholdsvis flad struktur. Ustandselig skiftede de instrumenter indbyrdes. Mick Harvey lavede blandt andet håndklap, og Parish fattede et sæt maracas, når musikken krævede det. Ingen spillede samme instrument koncerten igennem, men bidrog med det, der skulle til, for at holde hastigheden og kursen på fartøjet, hvor Harvey forrest på dækket trak vod i jagten på forståelse af menneskets eksistens, hvis hun da ikke trak sig tilbage for selv at blæse i sin saxofon som menigt medlem af bandet.

Bandet lagde ud med tre stærke versioner af sange fra The Hope Six Demolition Project. Først den majestætiske “Chain of Keys” med marchtrommerne og barytonsaxofonen, derefter “The Ministry of Defence” med de hårde guitarnedslag og mandskoret, og til sidst den powerrockende single “The Community of Hope”. Denne sang handler jo om, hvordan myndighederne i Washington D.C. uden held forsøger at forbedre levevilkårene for borgerne med boligprojektet HOPE VI, hvilket udmønter sig i omkvædet: »They’re gonna put a Wallmart here / They’re gonna put a Wallmart here.«

De fleste af numrene fra The Hope Six Demolition Project fungerede super godt. Vi fik blandt andet også den utroligt smukke coda-agtige “The Orange Monkey” og “Dollar, Dollar”, hvor en sitrende smuk afsluttende saxofonsolo skal fremhæves. Det eneste nummer, som efter min mening faldt lidt igennem, var “The Wheel”, hvor det er som om, alle instrumenter bevidst skrues så lavt ned som overhovedet muligt for at skabe det karakteristiske lydtæppe. Det fungerede ikke helt live. Der manglede lidt struktur og pondus.

Fra Let England Shake glimrede en personlig favorit, “In the Dark Places”, ved sit fravær, men ellers blev sange som “Let England Shake” og “The Words That Maketh Murder” spillet med intenst nærvær. Undervejs var der også plads til at besøge plader som Rid of Me, hvor vi fik den hårdtslående “50 Ft Queenie”, og fra White Chalk fik vi blandt andet den sjældent fremførte “To Talk to You”, vi fik også To Bring You My Loves rå titelnummer og MTV-hittet “Down by the Water”, hvor jeg manglede lidt smæk på fuzzbassen.

I modsætning til junis Roskilde-koncert kom PJ Harvey og hendes store band tilbage på scenen for at give ekstranumre efter højlydte, stædige klapsalver. Før Dylan-coveret udgjorde de allersidste toner, spillede hun to andre sjældent hørte livenumre i form af titelnummeret og “The River” fra 1998-albummet Is This Desire? og belønnede dermed publikum i koncertsalen yderligere i forhold til sommerens festivalgængere.

Alt i alt var det en fed, fed oplevelse at se PJ Harvey. Hun kan i den grad mærkes – selv nede fra 28. række eller deromkring.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat