Plader

Prophets of Rage: The Party’s Over EP

Skrevet af Zenia Menzer

Rap/rock-supergruppen Prophets of Rage formår at skabe nye lydudtryk gennem den nye vokalsammensætning med medlemmer fra Public Enemy og Cypress Hill, mens den instrumentale side stort set udgøres af Rage Against the Machine. Lyden fra især sidstnævnte er meget genkendelig i den nye konstellation, og det trækker kreativitetsniveauet lidt ned.

Prophets of Rage er et nydannet band sammensat af medlemmer fra Cypress Hill, Public Enemy og Rage Against the Machine, og gennem lydbilledet lader medlemmernes rødder sig tydeligt afsløre. Sammensætningen af rap og rock giver klare associationer til 90’ernes crossover, og mange steder bliver man henledt til velkendte riff og trommepassager fra især Rage Against the Machine, så det er ikke kun Prophets of Rages bandnavn, der sender tankerne hen på Rage Against the Machine (bandnavnet refererer samtidig til Public Enemys sang “Prophets of Rage”fra 1988). Når Prophets of Rage endda også fremfører numre fra Rage Against the Machine, så man må sige, at sammenligningen ligger lige for.

Derfor kan det til tider være vanskeligt at pege direkte på nogen egentlig nyskabelse hos Prophets of Rage, da meget af det instrumentale er genkendeligt, hvis man er Rage Against the Machine-fan. Omvendt bliver der naturligvis lagt et nyt lag på, idet det konfrontative vokalarbejde ikke længere udføres af Rage Against the Machines forsanger, Zack de la Rocha, og det er med til på sin vis at redefinere lydbilledet.

Beastie Boys-hilsenen ”No Sleep Til Cleveland” er et eksempel dette. Her indgår vokalerne i et samarbejde, der både udfordrer og supplerer hinanden, og samtidig omfavner Tom Morellos guitar et langt mere retrorocket udtryk, end hvad man hører hos Rage Against the Machine. Dog er der indlagt en guitarpassage, der på mange måder leder tankerne direkte hen til Audioslaves ”Like a Stone”. Med de langstrakte riff og den tunge, rytmiske basgang indføres der en melodiøs variation over nummerets tema – som man blandt andet også kender det fra Audioslave (som består af bandet fra Rage Against the Machine og sanger Chris Cornell). Prophets of Rage bliver dermed hurtigt en smeltedigel for de enkelte medlemmers fortid, og gennem hele EP’en er der strøet små perler ud, der leder tankerne hen på det.

Nummeret “Prophets of Rage” indledes også på en måde, som får lytteren til at huske fortidens konstruktioner. Med et tudehorn efterfulgt af en tromme- og guitarpassage, der gradvist bliver mere og mere voluminøs, skabes der associationer til Rage Against the Machines “Testify”. Der ligger også her vrede og energi og ulmer, selvom Prophets of Rage ikke helt når samme aggressionsniveau som Rage Against the Machine. Associationerne dukker ligeledes op på “Shut Em Down”, hvor guitaren indleder med et legende riff, der dog bevæger sig over i et tungere og mere markant udspil. Her markerer Morellos letgenkendelige guitar sig gennem de vrængende, insisterende vrid, der også kendetegner Rage Against the Machine.

På nogle punkter fungerer den nye sammensætning fint, idet vokalerne og den instrumentelle side indgår i en energisk og dynamisk sammensmeltning. Flere af lydsporene synes genoptaget direkte fra Rage Against the Machine, men variationerne over gamle temaer er der som sagt også. Faren er, at man mangler Zack de la Rochas vokal, fordi lyden minder så meget om noget, han burde være en del af, og at man derfor i højere grad bliver påvirket til at dykke ned i sin gamle pladesamling end rent faktisk at lytte til Prophets of Rage.

På den anden side er det positivt at høre bandmedlemmerne føre deres lyd med sig og lave nye sammensætninger, der trods alt også er at finde på The Party’s Over. Det er en EP fyldt med energi og dynamik, der bliver leveret gennem overlegne riff og tempofyldte trommer. Man skal dog nok være indstillet på, at Prophets of Rage bygger på noget genkendeligt, og at den nytænkning, der forekommer, kreeres oven på noget allerede tænkt.

Der er altså en række elementer, som er svære at løbe fra, men det lader heller ikke nødvendigvis til at være dét, Prophets of Rage vil. The Party’s Over rejser sig dog også til mere end et plagiat af ovennævnte bands, og gennem den nye vokalsammensætning får Prophets of Rage deres egen, ikke uvedkommende, stemme.

★★★½☆☆

Deltag i debat