Plader

The Radio Dept.: Running Out of Love

Skrevet af Søren Hansen

Efter seks års stilhed er det svenske indiepopband tilbage med et album med politiske tekster og en lidt sær blanding af synthpop og deep house (!), som dog rummer visse voldsomt iørefaldende numre.

Svenske The Radio Dept. har alle dage været et band, hvor man ikke er i tvivl om, hvor deres inspiration kommer fra. I deres gamle shoegazedage, navnlig på deres fuzzede debutalbum, Lesser Matters fra 2003, er det meget tydeligt, at stilen pegede direkte tilbage på pionerende britiske grupper som My Bloody Valentine og Cocteau Twins. The Radio Dept.’s rigtige gennembrud kom i 2010 med deres dreampoppede tredje album, Clinging to a Scheme, som blev mødt med både lyttermæssig og kritisk ros. Nu er der gået seks år siden sidste album, og bandet fra Lund er reduceret til to medlemmer i form af Johan Duncanson og Martin Larsson.

I løbet af årene har The Radio Dept. gennemgået nogle stilmæssige forandringer igennem forskellige nuancer af dream- og indiepop og er nu endt i en ejendommelig blanding af deep house og synthpop. Den mest lysende indflydelseskilde er 80’er-gruppen New Order, men der bliver også prøvet kræfter med lyde i stil med både Kraftwerk og The Strokes.

Grunden til, at jeg nævner alle disse navne, er, at nærmest alle lyde på Running Out of Love lyder som noget, man har hørt før. Det er et grundlæggende problem med albummet. På den anden side får The Radio Dept. samtidig skåret nogle rigtig solide numre og et par catchy pophits. Et eksempel er “We Got Game”, som skaber et virkelig fedt dansenummer med et mindeværdigt omkvæd på et fundament af synthesizere og trommemaskiner, der kunne have ligget på Kraftwerks Tour de France Soundtracks, sammen med forsanger Johan Duncansons dybe, underspillede signaturvokal.

Så skal man dog lige igennem et udmærket mellemspil i form af “Thieves of State” og den alt for lange, uinteressante single “Occupied” for at komme hen til “This Thing Was Bound to Happen”. Kombinér The Strokes’ Julian Casablancas’ popsensibilitet i melodierne med et skvæt af Tame Impalas Kevin Parker, og du har her et fantastisk godt popnummer. Alt, hvad The Radio Dept. lader til at prøve at ramme, falder på dette nummer i hak i omkvædet, som er dejligt simpelt og helt fantastisk ørehængende.

Hen mod slutningen af albummet kvitterer duoen også lige med to gode sange. “Committed to the Cause” er et fedt nummer med et basriff, som blandes med synths, der låner fra house og pop med deres swingende rytmer. Derudover er der funky trommer og percussion plus et godt standhaftigt omkvæd, hvor bandet prædiker, at de aldrig vil holde op med at kæmpe deres sag. “Teach Me to Forget” er også en smuk sidste sang med en fin tekstlig tvetydighed – teksten kan være henvendt til en enkelt person, der står én nær, eller dreje sig om en mere universel og samfundsmæssig problematik, og med et følt omkvæd får “Teach Me to Forget” rundet albummet rigtig fint af.

En relativt ny ting, som den svenske indietronicagruppe prøver kræfter med, er at skrive primært politiske tekster. Ikke at de ikke har gjort det før, men ifølge dem selv er flygtningekrisens konsekvenser i Sverige vendt tilbage som tema, hver gang de gik i gang med en ny sang. Deres venstreorienterede og antinationalistiske synspunkter kommer virkelig til udtryk, specielt på singlen “Swedish Guns”, hvor den svenske våbenindustri får et lag tæsk for at have medvirket til mange uskyldige menneskers død.

Alt i alt er Running Out of Love et udmærket album, som dog ikke når op på siden af bandets tidligere bedrifter. Jeg synes, at der er en tilbagegang i melodiernes skarphed og arrangementernes opfindsomhed og kreativitet siden Clinging to a Scheme, men det kan nok godt skyldes en større fokus på at lave tekster, der handler om noget. De ting er dog ikke uforenlige, og den nye retning bliver en smule skuffende. Læg dertil, at Running Out of Love generelt bare lyder som New Order til forveksling det meste af tiden. Det ændrer dog ikke på, at det nye album fra The Radio Dept. rummer nogle rigtig fede synthpophits, som kan ligge og spille i dit hoved lang tid efter, du har hørt det.

★★★½☆☆

Deltag i debat