Koncerter

Thurston Moore & Ole Mofjell, 17.10.16, Jazzhouse, København

dalkjd dljad

I Jazzhouse gav Thurston Moore og den unge trommeslager Ole Mofjell adgang til den frie, ubevidste musik, hvor tanke og handling smelter sammen, og hvor al mening opløses igennem deres free noise-improvisation.

dalkjd dljad

Thurston Moore fotograferet under koncert i Vega i 2015. Foto: Mathias Laurvig

Træ, metal, lidt plastik og elektricitet. Så simpelt kan man beskrive elguitaren. Hvis disse elementer er sat sammen på den rigtige måde, kan du vride lyde og toner ud af dem. Du kan få den til at lave smukke lyde. Du kan endda forstærke de lyde så højt, at du kan spille dem, så mange mennesker på meget store steder kan høre dem. Folk på et fyldt stadion endda.

Men når alt kommer til alt, er guitaren bare træ, metal, lidt plastik og elektricitet. Den er ikke andet end et instrument – et »middel til at opnå et bestemt resultat«, som der står i Den Danske Ordbog. Det er et dødt objekt, der bliver bragt til live af en instrumentalist, og mulighederne for, hvordan man betjener dette instrument, er endeløse. De designere, der har lavet instrumentet, har givetvis tænkt, at instrumentet skal bruges på en bestemt måde, men det begrænser ikke instrumentets muligheder. Således kan guitaren eksempelvis bruges som et (meget dyrt) brødskærebræt, en (sikkert dårlig) hammer eller til at spille musik på.

Hvis der er nogen, der har forstået dét, er det støjrockvirtuosen Thurston Moore. For fjerde gang inden for et års tid spillede han mandag aften i København – denne gang til en improviseret free noise-koncert sammen med den norske trommeslager Ole Mofjell, som Moore mødte for et år siden, da han underviste Mofjell på Rytmisk Musikkonservatorium.

Thurston Moore har mange udtryk at trække på – fra det harmonisk smukke og akustiske på Demolished Thoughts, det tonalt ekspanderende i Sonic Youth til totalt toneopløsende free noise-udladninger. Det var det sidste, vi oplevede på Jazzhouse. Jeg mindes ikke, at jeg hørte Thurston Moore spille noget, der mindede om en tone denne aften. Næ, hans guitarspil startede, der hvor det bliver for underligt og atonalt for langt de fleste guitarister. I stedet ledte Moore konstant efter guitarens potentielle lyde, der normalt gemmer sig ved siden af de velklingende skalaer. Det er en udforskning af de steder på guitaren, hvor designerne slet ikke har tænkt, at man skal spille. På den måde afdækker han guitarklange, der måske ikke længere er nyt territorie (Moore har trods alt været i gang med dette arbejde i 40 år), men som alligevel lyder som en udforskning af nyt musikalsk potentiale. På den måde er det ikke helt ved siden af at kalde ham for støjprofessor, jf. hans titel som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium.

Til dette forskningsarbejde har Moore fundet sig en glimrende samarbejdspartner i Ole Mofjell. Ifølge Moore havde de kun brugt en middag på Det Lille Apotek og en 30 sekunder lang lydprøve på at forberede aftenens show, men alligevel spillede de som om, de har spillet sammen hele livet. Den unge, norske trommeslager minder nemlig om Thurston Moore. Konstant leder Ole Mofjell efter trommespillets grænser, for derefter at udvide dem. Således er guitarforstærkere og en saxofon en lige så naturlig del af hans trommesæt som en stortromme og en hihat. I en lang malstrøm fornægtede han alle rytmiske strukturer og spillede i stedet i en lang, surrealistisk stream of consciousness-tilstand. En tilstand, der tillod nordmanden at arbejde med selv de mindste lyde, der kan komme ud af et bækken, til et storslået, bombastisk og syret svingende spil på hele sættet. Det er ikke forkert at sige, at Ole Mofjell trækker på freejazzens traditionelle spillemåder, men han forsøger så sandelig også at udvide disse spillemåder.

Sammen omfortolkede Moore og Mofjell de musikalske strukturer, således at handlingen kom tættere på tanken. Ikke noget med at tænke: »Hvilken akkord eller tone vil lyde godt som den næste?« Eller: »Vil det passe at spille dobbelttempo i dette stykke?« Tværtimod spiller og slår de, mens tanken tænkes – ja, hvis ikke før. Således kan jeg ikke lade være med at overveje, om de overhovedet spiller på baggrund af deres bevidsthed, eller om de får adgang til noget ubevidst, når de spiller på denne måde. Har vi i virkeligheden at gøre med en musikalsk surrealisme, hvor musikernes underbevidsthed kommer til syne igennem deres performance?

Hvis jeg har ret i min tese, er vi også ude over at tale om musikken som et følelsesformidlende sprog. Du ved: Dur er glad, mol er melankolsk, støj er et symbol for en støjende modernitet. For nu er der slet ikke nogen tanke bag ved det musikalske sprog, og der er således heller ingen mening at finde i musikken. Tilbage har vi bare lyd. Lyd, man kan lytte til og se som en her og nu-formidling af Moore og Mofjells underbevidsthed. Det er lyde, som ørerne, kroppen og hjernen bare skal indtage uden at fortolke.

Hertil kommer faren for, at man i den søgen ikke finder noget, der er så spændende, at det er værd at formidle til et publikum. Selvom koncerten indeholdt nogle overskønne ”støj”-passager (i anførselstegn, for det er absurd at tale om en bevidst handling som at støje), så må vi stadig sige det, som det er: Man skal være ret tålmodig, når man møder op til en times free noise-improvisation, og jeg skal da heller ikke sige mig fri for, at jeg i perioder havde svært ved at koncentrere mig om musikken. Det blev i stedet en baggrundslyd, som fik mine tanker til at bevæge sig andre steder hen – nogle gange helt ud i kedsomheden. Det er også fint nok. Det her er jo heller ikke Kim Larsen, vi er til koncert med. Det her er absolut ikke underholdning.

Så var det godt eller skidt? Tja, der må jeg desværre være dig svar skyldig. Jeg tror heller ikke, at målet var, at det nødvendigvis skulle være godt. Det skulle blot være en her-og-nu-udforskning af musikkens klangmuligheder. Det eksperiment er i sig selv en høj bedømmelse værd, men den konkrete vurdering af koncerten afhænger af ens tålmodighed over for musikken. Var det bare mig, der var utålmodig, når jeg begyndte at kede mig, eller var det egentlig ligegyldigt, hvad jeg følte, så længe jeg bare oplevede? Jeg ved det i grunden ikke.

★★★☆☆☆

Deltag i debat