Plader

Torden & Lynild: Sky til jord

Skrevet af Maja Hirani

Bag navnet Torden og Lynild gemmer sig to velkendte, bundsolide skikkelser i dansk rap: rapperen Trepac og produceren Melancolia. Med Torden og Lynild er de sammen om et konceptuelt projekt, hvor de med fælles kræfter hidkalder sig al vrede, foragt og håbløshed overfor det moderne, nyttemaksimerende rationalitetsregime. Det er samtiden, der står nådesløst for skud på Sky til jord.

Torden og Lynild er en ny duo i dansk rap – men bare rolig, Torden og Lynild er langt fra nye, friske drenge i klassen, der fulde af gå-på-mod og overambitiøst hiphopsind vil forsøge at springe dine trommehinder med bragende hits og lynende flowstykker. Tværtimod, faktisk. Bag navnet gemmer sig to velkendte, bundsolide skikkelser i dansk rap: rapperen Trepac og produceren Melancolia. Med Torden og Lynild er de sammen om et konceptuelt projekt, hvor de med fælles kræfter hidkalder sig al vrede, foragt og håbløshed overfor det moderne, nyttemaksimerende rationalitetsregime. Det er samtiden, der står nådesløst for skud på Sky til jord.

Siden Trepacs Fatamorgana fra 2011 har mit forhold til dansk rap ikke været det samme. Det var en personlig plade for Trepac, skrevet »på en depression«, der i øvrigt hovedsagligt var produceret af netop Melancolia. På samme måde blev det en personlig plade for lytteren (selv nævner jeg vel pladen i ca., hver anden anmeldelse jeg skriver efterhånden?!). Det var samtidig en plade, der fulgte tidens tendenser: Performativt biografiske tendenser, der særligt gennemstrømmede litteraturen – og stadig gør – men også kunsten, musikken og kulturlivet generelt. Navngivne jeg-fortællinger, konfliktfyldt selvransagelse og selvudslettende autenticitet er nogle af nøgleordene i det sidste årtis største kulturprodukter. Sky til jord kan ses som et modstykke til al denne indadvendte selvbekendelse. Alle tekster på Sky til jord er skrevet uden et eneste ”jeg”. Alle numre er henvendt til samfundet – alle i samfundet. Og selvom det er vredt og klagende, er det ikke indelukket eller indebrændt. Nej, det tilbyder nærmere en gennemgribende samfundskritik med et jamrende skrig om stillingtagen og oprør. Det er med andre ord arrigt på sådan en rigtig klassisk marxistisk facon. Trepac er som født til at levere i en bidsk tone, ligesom Melancolias lydbilleder ofte før har mindet om dramatiske humørsvingninger. Sky til jord er derfor ikke et uventet solidt album, men det lider sine kvaler, og i mine ører har det har meget at gøre med den tilgang pladen er skabt i.

Trepacs samtidsdiagnose er trukket ned over samtlige numre, der alle forsøger at overgå hinanden i kulsort pessimisme. Tekstuniverset er holdt på et relativt abstrakt og overordnet plan, der nok rummer konkrete skildringer af skruppelløse magtsyge finansmænd (”CEO”) og trivielle lønmodtagende slaveskæbner (”Undermennesker”), men som altid forsøger at rumme så meget problematik som muligt på én gang. Der er med andre ord zoomet utrolig langt ud, og i det perspektiv bliver samfundskritikken til tider en anelse grumset. Især på 13 ulykkelige tracks i træk. Sky til jord er derfor i konstant fare for at lyde repeterende og uskarpt i sin fulde længde. Hvis vi parterer albummet lidt af gangen, gemmer der sig ikke desto mindre noget af det skarpeste og mest relevante, vi har set længe fra både Trepac og Melancolia. Ligesom Trepac er konsekvent i sine tekster, således er også Melancolia i sin lydside. Det er buldrende, klagende beats, der har et gennemgående opfarende udtryk over sig og som med al kraft og med alle virkemidler forsøger, at male billeder af et hjælpeløst stormfuldt uvejr. Tag blot intronummeret, ”Tilbagetog”, hvor scenen indledende sættes af filmiske effekter og hjemsøgende skrig før Trepac fremmaner sin arrige form for anti-moderne problemerklæring om bl.a. at tage »tilbage til før de tomme tønder havde bedrevet noget«. Stilen holder albummet ud og indebærer både albummets styrker og svagheder.

På ”Undermennesker” slynger Trepac lussinger ud til de bedøvede lønmodtagere – eller »myrerne«, som det sympatisk udtrykkes – over et fantastisk kaotisk virvar af en skizofren produktion. Det hele bliver dog holdt i et erfarent jerngreb af Melancolia, og mindst ligeså imponerende er Trepacs skudsikre balancering over beatet, hvor han forsøger at løfte sløret for »den sandhed der er ubekvem« for de fremmedgjorte arbejdere, der passivt udnyttes og lystrer for en simpel håndøre. I mine ører er det som taget ud af Det kommunistiske manifest, og Marx smiler formentlig også i graven. For det er fornemt eksekveret, godt fortalt og knytter i høj grad an til resten af albummet. Fra helt samme skuffe finder vi ,”CEO” og ”Troja” der går i kødet på sjælløs kontantfiksering og egennyttemaksimering. Sådan er der flere stærke skæringer på pladen: ”Mundlam” udfolder en mesterlig, stemningsmættet produktion, der leder op til at Trepac bruger sparsomme 15 sekunder på en lam-får-tematik, der på original vis kritiserer alle som en.

På ”To ben” berører Trepac bl.a. globale klimaproblemer med en uovertruffen kølighed i både flow og lyrik, når han vrissende konstaterer, at det er »utroligt, så enkelt det er for en race at køre en klode i sænk.« Pladen slutter af med ”Kortslutning”, der er besynderligt velsvingende og på forunderlig vis inkorporer en bunke elektriske effekter. Nummeret samler på mange måder op på samtidsanalysen med en gennemført elektricitetsmetaforik, og igen tvinges lytteren til at se indad blot for herefter straks vende blikket ud. Mens første vers bogstaveligt talt gnistrer af håb og fremskridtstro, ender nummeret som tiden og livets gang: nemlig mere og mere konfliktfyldt og pessimistisk. »Postmoderne hulemænd med drømme der er ufuldendte / humøret kører på vekselstrøm / deres smil er konjunkturbestemt / det er svært at være udadvendt med selvtilliden skudt i sænk / der’ brug for flere faser før det føles sufficient.«

Sky til jords største kvaler er gentageligheden og rammeopsætningen, der kan efterlade helhedsindtrykket både enerhvervende og unuanceret. Det er ikke så meget den ufravigelige samfundskritik, der er problemet. Det er snarere albummets uvejrsvinkel, der ofte sætter en unødvendig, sommetider uoriginal begrænsning ned over albummet. Torden, lyn, storm, mørke og kulde er fast inventar i tekstuniverset, der meget stædigt forsøges opretholdt af lydsiden, der flere steder koger over i dramatik og teatralske dybder. Det er tilfældet på bl.a. ”Grå toner”, ”Himlen falder”, ”Lydglimt” og ”Det forjættede land”. Omkvædsstilen er en anden massiv hæmsko på Sky til jord, der er værd at notere sig. Det er sungne, mærkelige skabninger, der sjældent harmonerer med resten af nummeret ved enten at være for udpenslende (som i f.eks. ”Lås og slå”) eller for abstrakt (som i f.eks. ”To ben”) i forhold til versene. Ja okay, indrømmet, vi er nede i detaljerne nu, men omkvædene er en klar achilleshæl for Sky til jord’s overbevisningskraft.

Puha, en tung anmeldelse til et modigt og tungt projekt. Et projekt, der balancerer et bekvemt sted mellem prisværdig revisionistisk oprørstrang og klassisk, pessimistisk sortsyn. Sky til jord indeholder flere skarpe numre, men både stil og koncept har sine klare begrænsninger, og hverken tekstunivers og lyd formår helt at fastholde intensiteten albummet ud.

★★★½☆☆

Deltag i debat