Plader

A Tribe Called Quest: We Got It from Here… Thank You 4 Your Service

Skrevet af Søren Hansen

Den legendariske amerikanske hiphopgruppe er tilbage på trods af en af hovedkræfternes død tidligere på året. Med sig har de en lang række hiphopartister fra den yngre generation som Kendrick Lamar og Anderson .Paak. Resultatet er en fænomenal plade, hvor A Tribe Called Quest lader sig inspirere af dem, de selv har inspireret.

A Tribe Called Quest. Ordene vækker bare legendarisk genklang. Men hvem er det, vi helt præcis har med at gøre? Vi har at gøre med en banebrydende hiphopgruppe, der blev dannet i 1988. Deres debutalbum, People’s Instinctive Travels and the Paths of Rhythm, var med til at danne skole inden for hiphop – en skole som fokuserede på fred, fællesskab (navnlig sort fællesskab) og at gøre opmærksom på sociale problemer i ghettoerne i USA. Det var i høj grad et opgør imod slut-80’ernes gangsta rap fra folk som NWA, Too $hort og Ice-T. Denne her plade og A Tribe Called Quests to mesterværker, Low End Theory og Midnight Marauders, lagde grundlaget for alt det, gruppen er kendt for i dag. Der er de jazzede beats, den satiriske tone, de socialt bevidste tekster og ikke mindst den helt fantastiske måde, som Q-Tip og Phife Dawg rapper til hinanden på, hvor de færdiggør hinandens sætninger og har et så dynamisk indbyrdes forhold, at det altid er underholdende.

A Tribe Called Quest er virkelig en gruppe, hvor alle er lige vigtige: DJ og producer Ali Shaheed Muhammed, MC Phife Dawg, MC, producer og de facto frontmand Q-Tip og MC’en Jarobi, som dog forlod gruppen efter første album for at blive kok. Desværre døde Phife Dawg tidligere i år af diabetes. Han nåede dog lige at være med på dette album, og Jarobi er også vendt tilbage, hvilket betyder, at We Got It from Here… Thank You 4 Your Service stiller i stærkeste opstilling.

Et af de skift, A Tribe Called Quest laver på den nye plade, er, at de er langt mere politiske. Der er tonet ned for de filosofiske indslag og op for den sociale kommentar, hvilket er passende for et album fra 2016. Dette skift afholder dog ikke albummets åbner, “The Space Program”, fra at starte med lige præcis den fantastiske dynamik imellem Phife Dawg og Q-Tip, som kun Tribe kan lave. Sangen handler om en situation, hvor vi har ødelagt kloden og skal bosætte os på Mars. Det får en dobbelttydighed, da Q-Tip siger »Imagine if this shit was really talkin’ about space, dude«, som afslører, at det er en allegori over den måde, hvorpå de sorte og fattige bliver efterladt i dårlige sociale omstændigheder – afbildet ved, at de ville blive efterladt på Jorden, imens de rige ville flygte ud i rummet.

Frustrationerne fortsætter på de næste par numre, som handler om folkets utilfredshed med politikerne, politivold mod sorte unge mænd, fordummende reality-tv og generelt den gentrificering, der er blevet indført mange steder i USA. Senere på albummet, på “Melatonin”, kritiseres overdrevet pilleforbrug, på “The Killing Season” kritiseres den måde, hvorpå amerikanske soldater kynisk bliver solgt til en krig for militære eller statslige interesser, hvilket også høres i omkvædet: »They sold ya, sold ya, sold ya«.

En anden ny ting ved dette album er kvantiteten og kvaliteten af featuresne. Altså; at Andre 3000 optræder på en A Quest Called Tribe-plade er en drøm, der går i opfyldelse for mange hiphopfans! De færreste havde nok regnet med, at det nogensinde ville ske. Endnu færre havde nok regnet med, at Elton John skulle synge en outtro til et Tribe-nummer, som han gør på “Solid Wall of Sound”, eller at Jack White skulle ligge og solo’e over flere numre på pladen.

Andre mere kendte folk i A Tribe Called Quest-regi er Consequence og Busta Rhymes, som begge kan ses som uofficielle femte medlemmer af gruppen. Mere overraskende er det, at Talib Kweli og Kanye West dukker op på “The Killing Season”. Det er dog mod slutningen af albummet, at A Tribe Called Quest begynder at hive de utrolige features op af hatten. Anderson .Paak på “Movin Backwards”, en sang om rodløshed og usikkerhed for fremtiden, og Kendrick Lamar på “Conrad Tokyo”. Sidstnævnte nummer er meget inspireret, rent instrumentalt, af den retning, Kendrick Lamar gik på sit mesterværk To Pimp a Butterfly. Hans vers lyder også som noget fra førnævnte album, når han smider nogle fantastiske linjer som f.eks. »Devils and demons and Deuteronomy. Fumigate our economy, illuminate broken dreams«.

Alle disse gæster er erklærede Tribe-fans og har ladet sig inspirere af dem, men idolerne har også ladet sig inspirere af deres efterfølgere. F.eks. er original instrumentation virkelig noget, A Tribe Called Quest eksperimenterer med på denne plade, hvorimod de tidligere har været meget samplebaserede. Man kan høre meget Outkast nogle steder, Kanye West andre steder, og Kendrick Lamar nogle helt tredje steder. Tre kunstnere, der virkelig har pioneret den håndspillede hiphop på hver sin måde. Outkast er de originale innovatører på dette punkt, men sådan noget med at kunne have en guitarsolo i en hiphopsang kommer i høj grad fra Kanye West, der flere gange har inkorporeret guitarsoli i sine værker og samtidig givet plads til en næsten progrocket storladenhed i hiphop.

Meget af albummet er også centreret rundt om »the five foot assassin’«, Phife Dawg. Det emne giver dog de to svageste sange på albummet, “Lost Somebody” og “Black Spasmodic”. Men det giver også en af de stærkeste, nemlig slutnummeret “The Donald”, som runder hele albummet af med en fantastisk hyldest til Phife Dawg. Busta Rhymes giver sin accent et ekstra caribisk præg som en fejring af Phife Dawgs trinidadiske rødder. Titlen på nummeret er på overfladen en reference til USA’s nuværende president elect, Donald Trump, men er i virkeligheden en reference til Phife Dawgs alias Donald Juice. Det her nummer er bare rigtig god klassisk Tribe, og det gør mig så glad, at A Tribe Called Quests sidste album slutter med ordene »Phife Dawg«.

Dette album minder mig meget om bandets debutalbum. Der er plads til fjol, og sangene har alle mulige forskellige, vidtrækkende emner. F.eks. er “Dis Generation” en hyldest til nutidens hiphop-generation. Samplet i omkvædet er choppet på en måde, der minder mig om noget, MF Doom kunne have lavet i start-00’erne, og det fungerer rigtig godt. Det der dog gør denne sang så forfriskende er, at Tribe minder alle om, at vi har Kendrick Lamar, Earl Sweatshirt, Joey Bada$$ og J. Cole som virkelig bærer hiphopfanen videre på den mest fantastiske vis.

Min yndlingssang fra albummet er “Enough”. Det er en form for moderne udgave af de meget eksplicit seksuelle hiphopsange i R&B-tempo, som var populære i 90’erne. Beatet er virkelig godt og blander nutidens traptrommer med en mega fed reference tilbage til gruppens eget hit “Bonita Applebum” med den samplede sitar i baggrunden og den samme lidt fjollede tilgang til det seksuelle. Jarobi åbner nummeret med et virkelig animeret og underholdende flow. Derudover rammer omkvædet soleklart med sin super fængende melodilinje, som gør denne sang til en af de allerbedste på We Got It from Here… Thank You 4 Your Service.

Det vigtigste at tage med sig fra dette album er den måde, hvorpå A Tribe Called Quest ikke hviler på laurbærrene og bare slænger sig komfortabelt tilbage i deres gamle stil. På samme tid har de heller ikke ændret deres lyd fuldstændig. Alt på albummet er både klassisk A Tribe Called Quest, men samtidig også helt moderne og nyt. Specielt er deres rekruttering af nyere kunstnere eksemplarisk. Alle gæsteartister på dette album er udtalte fans af bandet, og man kan høre gruppens indflydelse på Kendrick Lamars jazzede, conscious tilgang til rap, alt Andre 3000 nogensinde har lavet og Kanye Wests fremadtænkende produktion. Det er en fantastisk gestus at lade alle disse yngre kunstnere mænge sig med legenderne på dette album, og jeg synes virkelig, at det er noget af det, der får det album til at skille sig ud. Det giver også en herlig symbiose, at A Tribe Called Quest også lader sig inspirere af dem, de har inspireret. De fleste grupper plejer at blive reaktionære på deres gamle dage og specielt på et farvel-album, men Tribe hopper over alle klichéerne og leverer en plade, der på trods af enkelte fejl stadig løfter sig til noget meget større end dens individuelle dele. Dette er en hyldestplade – og alle, den hylder, har fortjent det.

RIP, Phife Dawg, thank you 4 your service!

★★★★★★

Deltag i debat