Koncerter

Autechre, 18.11.16, Koncerthuset, København

Skrevet af Frederik Voss

De britiske electronica-pionerer gik på scenen i Studie 2 med både abstrakte synthflader, der kunne hensætte publikum i en meditativ tilstand, samt med skarpe beats, som kunne lægge op til fest. Publikum var dog tilsyneladende ikke helt enige om, hvilken type koncert, de skulle forvente af Autechre.

autechre

Foto: PR

Jeg troede egentlig, forventningerne måtte være godt afstemte for publikum. Den engelske IDM-pionerduo Autechre, bestående af Rob Brown og Sean Booth, lefler ikke for nogen og med dette års fire timer lange, femdobbelte album Elseq 1-5 i bagagen og et krav fra bandets side om en aldersgrænse på 18 år i indgangen, tænkte jeg, at det måtte være svært at være andet end tunet ind på en udfordring.

Udfordringen er således også afspejlet i valg af opvarmning. Russell Haswell leverer en af sine berygtede synthnoise-angreb på publikum, som allerede her skulle vise sig at udstille, at publikums forventninger ikke var helt så afstemte, som jeg havde håbet på. Haswell får muligvis den respons, han forsøger at fremprovokere. Blottet for beats og med et betydeligt lydniveau, sender han et lydligt kaos af sted, der sjældent lader sig etablere som et struktur-baseret, mod lytteren. For mig er det en musikalsk oplevelse, der afføder en meget konkret fysisk respons fra min krop. De dybe frekvens angriber på skift mine ben og mellemgulvet, mens den piercende midtone-støj sætter sig i brystkassen, og de skrigende øverste frekvenser går lige i mine ubeskyttede ører. Alt sammen i udforudsigelige tempi og skift. Jeg kan så at sige føle mig selv under opvarmningen.

Andetsteds blandt publikum begynder en person nedladende eller selvforsvarende at råbe med, som var det netop den rockkoncert, Haswell har gjort en karriere ud af at hade. »Så hold dog kæft,« råbes der et sted fra publikum efter det første publikumsmedlem, mens tre yngre personer blandt publikum har stillet sig op for at danse en akavet pogo-lignende dans foran scenen. Min sidemand spørger mig utålmodigt, om det overhovedet er her, Autechre skal spille, hvorefter hans ledsagerske og han selv forlader rummet, da jeg fortæller ham, at de først går på kl. 23. Nuvel, en del af publikum er her nok mere for beats end for udfordring, tænker jeg.

Det er blot tredje gang siden begyndelsen i 80’erne, at Autechre træder op på en scene i Danmark, da lyset slukkes fuldstændigt, så kun de grønne nødudgangsskilte og to meget svage lys fra Warp-artisternes laptops lader mig skimte konturerne af deres ansigter. De lægger ud med en række abstrakte synthflader og få beatprægede elementer, som nærmest tjener som et salgspitch for aftenens lydanlæg. Lyden i Studie 2 er intet mindre en formidabel denne aften, og jeg er begejstret. Den fuldstændig dæmpede belysning giver i teorien få muligheder for at blive distraheret, og inden for de første fem minutter er jeg allerede i en slags meditativ tilstand, hvor jeg forsøger at finde mønstre i og at gøre mig familiær med den klanglige kvalitet af de musikalske elementer. Elementerne og mønstrene erstattes selvfølgelig nådesløst af de to englændere, så snart jeg er begyndt at føle mig komfortabel. Jeg holdes lydligt på tæerne, og jeg elsker det.

Mit fokus afbrydes desværre abrupt, da lyset fra en lygte lige pludselig skærer voldsomt i mine øjne. Personen ved siden af mig bliver fundet af sin kammerat. Disse to hører formodentlig til blandt den del af publikum, der er der for de piskesmældende, imponerende beats, Autechre er kendt for – og knapt så meget den abstrakte, eksperimentelle del, Autechre har gjort til åbningen af sættet. Til min store frustration begynder de i hvert fald at hyggesnakke sig igennem den første del af sættet udover jævnligt at tjekke deres mobiler, der er glimrende instrumenter, hvis man ønsker at sabotere den mørkelagte koncertkontekst, Autechre har gjort brug af i en årrække. Således udfordres den musikalske udfordring, jeg er kommet for.

Sættet er opbygget som en sammenhængende lytteoplevelse, og jeg fravristes min tidsfornemmelse. Derfor ved jeg ikke hvor lang tid, der er præcis er gået, da der for alvor introduceres de hurtigere og komplekse technobeats, der cementerer, at Booth og Brown ikke bare har styr på deres klange, men også er rytmiske genier. Udover selv at finde nydelse i selve beatsene, resulterer det også i klassiske rockhyl fra mine sidepartnere og en efterfølgende momentan holden-kæft.

Generelt er min fornemmelse, at det er Elseq 1-5, der udgør grundstammen i aftenens koncertudtryk. I glimt synes jeg at høre klokkespil og andre elementer, der er manipuleret væsentligt mindre hen mod  det kolde, mørke udtryk, der normalt leveres. Det er en svært beskrivelig musikoplevelse, jeg udsættes for. Flygtige strukturer, syntetiske klange, unikke beats og budskabsløs musik. Det er for mig en øvelse i at finde flygtige fokus.

Efter en time går bandet af til jubel fra publikum, og jeg tænker, at det er en passende længde, da dæmpede lys tændes. På vejen ud overhører jeg en samtale, der anerkendende tilkendegiver, at Autechre i sandhed er nogle kompromisløs musikere. Mellem linjerne i anerkendelsen, aner jeg en vis skuffelse over, at der ikke netop var mere Intelligent Dance Music i den klassiske forstand på programmet. Der var nemlig overhovedet ikke lagt op til dans denne aften i Studie 2. De ikke-afstemte forventninger hos publikum var desværre med til at holde min oplevelse tilbage på trods af, at Autechre egentlig leverede en god koncert.

★★★★☆☆

Leave a Reply