Plader

Binær (Mund de Carlo & Trepac): Umage

Skrevet af Maja Hirani

Går du også rundt og leder efter sympatisk, teknisk overlegen rap på dansk, du kan stole på? Så henstil blot jagten. Mund de Carlo og Trepac leverer.

Umage er et samarbejde bygget på høj arbejdsmoral og respekt. Til hiphop, til sprog, til hinanden. De to hovedpersoner har rod i hver deres københavnske rapkollektiv, hvor fællestrækket er, at de sidder solidt på tronen i hver deres respektive lejr. Vi ved det, og de ved det. Herudover er de ret forskellige rappere. Trepac fra Echo Out repræsenterer det klassiske, dybt pålidelige fundament med sit modbydeligt sikre flow, eminente levering og habile tekstskrivning. Mund de Carlo fra Struglaz repræsenterer på den anden side en ivrig, eksperimenterende og vovet stil, hvor intet er sikkert, men hvor alt fra ordspil, rim, flow og koncept forsøger at skubbe grænser som grundprincip. Ikke desto mindre har Mund de Carlo i mine ører aldrig formået at udløse sit fulde potentiale på plade, og selv Trepacs seneste udgivelser har af og til kæmpet med at opretholde det forventlige tårnhøje niveau. Det er derfor en glæde at erfare, at de begge lyder federe end nogensinde på store dele af Umage.

Ved første gennemlyt er Umage ekstremt overbevisende. Allerede fra den mesterlige groovy intro ”Umagen værd” klapper man anerkendende og begynder at slappe af. Umage føles som at blive låst inde i et showroom, hvor et utal af genrens discipliner demonstreres med sikker hånd. Fra battleorienteret selvpromovering, good vibes og legesyge rim (“Nakkesved”, “Lad mig introducere”, “Talegaver” og “Totaler”) over til samfundskritik og melankolsk selvrefleksion (“Rød”, “Alarm”, “Millenium maskiner”, “Fuld kontrol” og “Ekstranummer”). På samme måde veksles der mellem alt fra rå, skrabede beats med rundhåndet scratch til mere afdæmpede, melodiske lydbilleder eller tonstungt boom bap. Det største problem med albummet er, at min første lytteoplevelse med Umage også er min bedste. Albummet udvikler sig ikke rigtig med tiden, og al det gode håndværk i både beats, teknik, rim, omkvæd kan til tider føles harmløst og endda distanceret. Det er endnu ikke blevet direkte kedeligt, men Umage er en spøjs størrelse. For på den ene side imponeres jeg over en ny detalje og et nyt rim, hver gang jeg lytter albummet igennem – men på den anden side går der ikke lang tid før, jeg har glemt det igen.

Alligevel er det svært at komme udenom, at Umage er et gennemarbejdet album, som rummer individuelle toppræstationer fra både Mund de Carlo og Trepac, der frem for alt fremtryller flere glimt af en ret magisk middelvej. Mund de Carlo sænker tempoet, trækker vejret og endelig lader substansen træde klarere i forgrunden, og Trepac folder sig ud i mere legende tekstskrivning og flows, der lyder direkte nyfødte. Det er i høj grad et spørgsmål om temperament, men i mine ører brillerer Mund de Carlo på numre som ”Fuld kontrol”, ”Dum mikrofon”, ”Stadig”, ”Ekstranummer” og en af albummets kronjuveler ”Milliniummaskiner”, hvor han ikke centrerer sine vers omkring ordspil og dobbeltbetydninger, og hvor han ikke går all out i rasende flowsekvenser. Omvendt er det svært at få armene ned over Trepacs tekniske overskud i numre som ”Kryb og kravl”, ”Nakkesved” og særligt ”Umagen værd”, hvor han er så teknisk overlegen, at man må knibe sig selv i armen. Deres indbyrdes påvirkning er med andre ord ret vellykket, og selvom Umage i høj grad lyder som en solid kompilation af forskellige idéer, så bringer de to rappere noget af det bedste frem i hinanden. Det i sig selv er Umage’s eksistensberettigelse.

Umage er mere god rap end det er stærk musik. Det er som en lærebog i rap. Niveauet er stabilt ud over alle grænser, og selv lidt ligegyldige numre som ”Totaler”, ”Talegaver”, ”Alarm” og ”Nakkesved” er veludførte på ydersiden. Trepac og Mund de Carlo er altid smukt afstemt lydsidens stemning, så selv middelmådige beats får et værdigt liv. Samtidig føles hver deres vers føles altid dybt integrerede hinanden. Og hvor ”Lad mig introducere”, ”Umagen værd”, ”Kryb og kravl” er garant for en knækket nakkehvirvel eller to, så er også de mere tænksomme, følelsesladede øjeblikke som ”Millenium maskiner”, ”Fuld kontrol” og ”Stadig” ganske effektive og silky smooth på deres egen måde. Der er dog ingen af numrene, der for alvor kravler ind under huden og efterlader et uudsletteligt indtryk. Jeg overbevises heller ikke om Binærs fællesidentitet. For mig lyder Umage som et spontant Mund de Carlo og Trepac-projekt med den primære motivation, at de to matcher hinanden bedre i forhold til både niveau og arbejdsånd, end hvad de finder hos egen lejr. Og det føles sikkert, trygt, til tider vanvittig fedt, til tider lidt for poleret og tandløst. Umages udtryk er flottere end indholdet, og der mangler en større, mere gennemtrængende fælles vision for albummet for at nå topkaraktererne. Det rokker selvfølgelig ikke ved, at Binær har en obligatorisk plads i enhver hiphoprotation.

★★★★½☆

Deltag i debat