Koncerter

Preoccupations, 14.11.16, Pumpehuset, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Det canadiske band har udviklet sig fra Women til Viet Cong til Preoccupations og dermed gennemgået flere udviklingsfaser af artrock og postpunk, som kulminerede live i Pumpehuset mandag aften.

Mandag den 14. november spillede canadiske Preoccupations i Pumpehuset. »Preoccu-hvem?,« har det lydt fra venner og bekendte, når jeg fortalte om koncerten. Tidligere hed gruppen Viet Cong, hvilket affødte en del kontroverser om, hvorvidt navnet var et racistisk udtryk for kulturel appropriation og/eller en usympatisk støtteerklæring til den brutale vietnamesiske modstandsgruppe. Desuden kan man lige fra pladeselskab til gruppemedlemmer trække en rød tråd direkte fra Viet Cong til den hedengangne artrock-gruppe Women.

Således eksisterer gruppen efterhånden i sin tredje konstellation, og den mudrede identitet kan muligvis have spillet en rolle i det beskedne fremmøde på denne regnvåde hverdagsaften. Canadiernes angstprovokerende og dystre bud på postpunk er ellers et oplagt bud på et globalt soundtrack i disse Trump-tider. Den Store Bagedyst er endda slut, så vi har ikke engang den trøst at læne os op ad længere. Vi lever i sandhed i håbløse tider – hvorfor ikke svælge i mørket?

Det gjorde Preoccupations da også, da de lagde ud med ”Anxiety”, førstesinglen fra deres selvbetitlede album. Her messer forsanger Matt Flegel sig igennem dystopiske linjer om at være lammet af en altomfavnende angst, mens de tonstunge guitarriff og fejende synthesizere buldrede ud af højtalerne. Det var et velvalgt startnummer, hvis detaljer desværre mudrede totalt i det voldsomt høje lydbillede. Hvor Viet Cong sigtede efter et mere skramlet og guitardrevet udtryk, så dyrker Preoccupations i højere grad 80’er-postpunkens synthfascination. På pladen synes jeg, at Preoccupations slipper godt fra deres flirt med det mere poppede lydunivers, men denne aften kom gruppen spøjst tøvende og sløvt ud af starthullerne.

Der blev heldigvis skruet gevaldigt op for intensitetsniveauet i løbet af koncerten, omend lydproblemerne vendte tilbage med jævne mellemrum. Den småfascistoide fremskridtshymne “March of Progress” var en skizofren men herlig affære, der lyder som tre-fire forskellige numre mast sammen til ét fem minutter langt track. Dommedagsstemningen fik dog en brat pause, da Preoccupations spillede “Select Your Drone” fra deres første udgivelse, EP’en Casette. EPen kan ses som et bindeled mellem arven fra artrocken i Women og Viet Congs mere aggressive in-your-face-stil, og “Select Your Drone” var derfor en kærkommen lille overraskelse i sætlisten, der ellers ikke bød på nogen uventet slinger i valsen.

Omtrent herefter faldt det 11 minutter lange nummer “Memory”. Umiddelbart virker det vovet at smide et så langt nummer midt ind i koncerten, men heldigvis er sangen dynamisk bundet op på tre distinkte afsnit, hvoraf den afsluttende ambiente del blev forkortet en del, så hverken publikum eller band tabte fokus på aftenens slutspurt. Hvor Flegels vokal i starten af koncerten havde svært ved at vinde fodfæste, så leverede han især på “Memory” en fremragende indsats – skiftevis melodisk syngende og harskt brølende.

Da Preoccupations på dette tidspunkt affyrede en længere salve af nyere materiale, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor anderledes gruppen i dag fremstår. Det er ikke kun deres musik, der har ændret sig og er blevet mildere efter navneskiftet. Forandringen manifesterer sig helt ud i selve deres tilstedeværelse på scenen. Hvor Viet Cong i sensommeren 2015 optrådte på en destruktiv og aggressiv facon over for publikum og hinanden, så var denne anarkistiske fandenivoldskhed fraværende under Preoccupations’ optræden i Pumpehuset. Bandet spillede tight og energisk, men også med en klar distance til publikum og til hinanden.

Aftenen endte, som den jo måtte ende: Med en trommehindesprængende udgave af dødsnummeret “Death”, som jeg skyder til at have varet et sted imellem femten og tyve minutter. Jeg glemte simpelthen at holde øje med tiden; så opslugt var jeg af bandets nådesløse forsøg på at nedbryde publikum gennem rendyrket støjkatarsis. Det labyrintiske nummer var en sand tour de force i støjrockens æstetik, der sendte publikum og undertegnede granatchokkede og fortumlede ud i den kølige københavnske novembernat.

Det var lige, som det skulle være.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat