Koncerter

The Pop Group, 29.11.16, Jazzhouse, København

Det britiske kaosorkester The Pop Group viste, at de stadig er et yderst potent liveband, da de besøgte Danmark for første gang – 37 år efter udgivelsen af deres debutalbum, Y. Desværre havde publikum ikke lyst til at træde ind i bandets kaos.

The Pop Group nåede kun lige at bevare roen og overblikket i løbet af de fire slag med trommestikkerne, trommeslageren Bruce Smith brugte til at tælle aftenens første nummer, ”We Are All Prostitutes”, ind. Herfra var der talt ind til en aften i kaossets tegn på Jazzhouse, da The Pop Group spillede deres første koncert nogensinde i København – sølle 37 år efter udgivelsen af debutalbummet Y (1979).

Der rungede et anarkistisk og vredt funkkaos ud i fjæset på det midaldrende publikum, der var mødt op for at se det vrede, britiske kultband. »We are the ones to blame / They will give us a new name / We shall be / Hypocrites, hypocrites, hypocrites,« skreg den 56-årige forsanger Mark Stewart, mens han gjorde et indlevende forsøg på at ligne en undsluppen patient fra et sindssygehospital.

Hvis du ikke aner, hvem dette groft oversete kultrock band er – ja, så lad mig give dig en hurtig introduktion. Vurderet på hvor få der var dukket op på Jazzhouse, kunne noget tyde på, at de færreste kender denne musikalske knaldperle. Ud fra den punkaske, der allerede var knastør i 1979, opstod gruppens herligt kaotiske og avantgardistiske kombination af post-punk og funk. Med afsæt i punkens vrede og funkens direkte appel til kroppen tog gruppen det bedste fra begge verdener og blev således forgængere for senere bands som Nick Caves The Birthday Party, Nine Inch Nails og Rage Against the Machine. Men blot to år efter udgivelsen af debutalbummet gik gruppen i opløsning for først at blive gendannet i 2010.

De 29 års pause skal vist mest bare ses som en lang slumretilstand, hvis man dømmer efter bandets energiniveau under koncerten. Sammenlignet med f.eks. Rage Against the Machines relativt pæne efterskolevrede, så er The Pop Group the fucking real deal. Ganske vist havde de, for min skyld, ikke behøvet at lave deres hidtil to album efter genforeningen, Citizen Zombie (2015) og Honeymoon on Mars (2016), men på en livescene overgår de stadig en lang række af efterkommerne.

Således er kvartetten knivskarpe i deres nærmest Nile Rodgers-svingende discogrooves, mens Mark Stewart skriger sine Fidel Castro-hyldesttekster ud, så man gang på gang må holde sig for ørerne, når vokaler brager overstyret ud af højtalerne. Bedst som det hele er ved at blive for stramt, opløser bandet sit eget groove for blot at lade sig flyde af sted i nærmest free-jazzede improvisationer, der bliver perfekt toppet af Mark Stewart nasale skrig, der bliver besvaret af Bruce Smiths fjollede korsang, mens Gareth Sager flyver rundt mellem vrælende saxofonflader, dubbede keyboardlyde og funky guitarriff. Sådan ville min far sgu ikke bevæge sig rundt på en scene.

Desværre er jeg også nødt til at tilføje et meget bestemt men, der særligt skal rettes mod publikum. Det publikum, der kunne se ud til at være nogenlunde jævnaldrende med de gamle mænd oppe på scenen. The Pop Group er stort set ingenting uden et energisk publikum. Derfor bliver det helt store men det grådige publikum, der bare tog imod og tog imod uden at give noget tilbage som de grådige kapitalistsvin, Mark Stewart indirekte erklærede som sin hovedfjende i løbet af hele koncerten. Og ganske hurtigt forsvandt den fascinerende oplevelse af at stå midt i en anarkistisk, anti-kapitalistisk dundertale, så jeg til sidst følte, at jeg stod og betragtede et mislykket freakshow. Ikke engang illusionen om at være undsluppet fra sindssygehospitalet kunne Mark Stewart opretholde, når han roligt tørrede sveden af sit ansigt i de passager, hvor han ikke sang. Der lignede han bare hvilken som helst overvægtig mand på 56 år.

Jeg tillader mig altså at være så hård, fordi jeg netop oplevede det modsatte, da The Pop Group gæstede OFF Festival i Polen for tre år siden, og her skal jeg da lige love for, at det energiske band var et perfekt match med det unge, feststemte publikum. Men på Jazzhouse var kombinationen af publikum og band sådan cirka lige så malplaceret, som hvis Richard Ragnvald skulle spille til en fest på Allerød Gymnasium.

Jeg kunne slet ikke lade være med at trække på smilebåndet, da publikum af ren venlighed fik kaldt bandet ud til ekstranumre af hele to omgange. Det var sådan cirka, al det engagement publikum havde været så generøse at tage med ned i Jazzhouses kælder på en efterårsdeprimerende tirsdag aften, og det kunne de ærlig talt godt have fyret af noget før.

Selv en glimrende sang som ekstranummeret ”She Is Beyond Good and Evil” endte med at fremstå som punkteret og tam, efter bandet for længst havde besluttet sig for, at det her bare skulle overstås med æren i behold. Den ære beholdte de så sandelig også, overfor et publikum, der var direkte uforskammede med deres gamle, korslagte arme, der som et skjold blokerede for selv den mindste trangt til at ryste stængerne og skrige i vrede. Kære gamle mænd, næste gang må I gerne tage del i freakshowet.

★★★☆☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

4 kommentarer

  • Mærkelig anmeldelse. Der er da vist noget, du har misforstået, lille ven. Publikum responderede fuldstændig i overensstemmelse med koncertgængerkodeks anno 1980-85. Det er lidt pinligt ikke at være klar over sådan noget. Mvh, trods alt, til den lille anmelderspire fra en af dem, der som 13-årig hørte Y i 1980.

  • Tak for din kommentar, AZ. Jeg er altid oprigtigt glad for at få kritik for mine anmeldelser, og hvis du har haft en anden (og bedre) oplevelse end mig, er det helt fint.

    Jeg mener dog ikke, at man som musikanmelder skal vide alt om, hvordan det var at gå til koncerter, længe før jeg selv blev født. Det ved jeg af gode grunde meget lidt om, og jeg tror heller aldrig, at jeg vil kunne forstå det fuldt ud – der skulle man nok have været der.

    Til gengæld mener jeg helt generelt, at en koncertanmelder skal være sansende og observerende under koncerten. Både overfor sig selv, bandet og de andre i rummet. Hertil behøver man ikke at vide, hvordan man gik til koncert i start-80’erne. Hertil må man beskrive og bedømme oplevelsen på ens egne, nutidige præmisser. I det her tilfælde er det altså sanset igennem en lille 25-årig anmelderspires øjne – og jeg kan altså ikke skrive ud fra, hvordan, jeg tror, andre har oplevet koncerten.

    Men jeg er også nysgerrig på, hvordan andre har oplevet koncerten, og derfor hilser jeg modsvar meget velkomment.

    Med venlig hilsen
    Perry MacLeod Jensen

  • The Pop Group spillede i Aarhus til PopRevo for nogle år siden. Så de har altså været forbi DK før.

  • Hej Martin. Det er da også sandt. Det var vist “den første koncert nogensinde i København”, som Jazzhouse kunne bryste sig af, som var blevet til “første koncert på dansk grund”. Jeg retter, så vi ikke bringer løgne videre til eftertiden!
    Mvh Camilla/Undertoner

Leave a Reply