Plader

Common: Black America Again

Skrevet af Niklas Kiær

Hiphop i 2016 har været domineret af comebacks fra veteranerne A Tribe Called Quest og De La Soul, men en anden veteran er også vendt tilbage. Common har udgivet Black America Again, men kan det kaldes et comeback?

Det har været et besynderligt år for hiphop. Modsat tidligere år er der ikke rigtig nogen, som er gået efter kronen på overbevisende vis. Kendrick Lamar har med Untitled Unmastered udgivet et “b-side-album” til To Pimp a Butterfly, og Kanye West forvirrede mere end imponerede med The Life of Pablo. Begge disse udgivelser kom i årets første kvartal, og det meste af året forløb uden nogen nævneværdige udgivelser fra hiphoppens øverste lag. Heller ingen nye rappere har påkrævet sig synderlig opmærksomhed, bortset fra måske Chance, the Rappers sympatiske gospelprojekt Coloring Book.

Til gengæld har året budt på adskillige nævneværdige comebacks, hvor De La Soul og særligt A Tribe Called Quests We Got It From Here… Thank You 4 Your Service har imponeret. Få dage forinden udkom en anden gammel kending med sit ellevte album, nemlig Common med Black America Again. På trods af rapperens fine omdømme gik udgivelsen næsten ubemærket hen. Måske A Tribe Called Quests comeback, med den triste kontekst af medlemmet Phife Dawgs dødsfald, trak overskrifterne i stedet. Man hørte i hvert fald overraskende lidt til 44-årige Commons seneste udgivelse, og som et slags absurd symbol på dette, så står udgivelsen stadig ikke nævnt i brødteksten på rapperens Wikipedia-side.

På nogle måder har Common altid været overset. På trods af væsentlige værker som Ressurection (1994), Like Water for Chocolate (2000) og Be (2005), så er rapperen oftere blevet mødt med latterliggørelse snarere end respekt. Et gentagende fokus på kærlighed og spiritualitet i sine tekster, det “mærkelige” (og undervurderede) album Electric Circus og en sidegesjæft som middelmådig skuespiller har efterladt ham med et ry som en ufarlig flødebolle, der har nok i at hænge ud med de kendte.

Men stilheden omkring Common har muligvis virket til hans fordel. I hvert fald er det en anderledes motiveret og skarp rapper, som springer frem på Black America Again. Efter at partnerskabet med Chicago-produceren No I.D. blev forsøgt genetableret på de seneste to udgivelser, så lyder han som om, Common i højere grad har genfundet inspiration på det seneste album. Med jazz-instrumentalisterne Kariem Riggins og Robert Glasper som gennemgående producere lyder albummet umiskendeligt af Common, men alligevel friskt – og det føles som et nyt kapitel af den rutinerede rappers karriere. Deres organiske, sjælfulde produktioner klæder Common perfekt og gør hele albummet til en fornøjelse at lytte til – fra nakkebrækkende beats på “Home” og “Pyramids” til sensuelle sjælere som “Unfamiliar” og “Red Wine”.

På pladens andet nummer, føromtalte “Home”, sætter Common kritikerne på plads: »They’ll put disrespect on your name and respect it again/Every section you in, bless ‘em and keep bussin’/If they don’t like it, shake the dust and say “fuck ‘em”/Until you get home, I’m the on you trust in«. Common rapper tilsyneladende til sig selv fra et højere sted og minder sig selv om, at der er vigtigere ting i livet end anmeldelser og popularitet. Common rapper således tidligere i verset: »I’m a put a hyphen on your name, rapper/actor/activist« og pointerer overfor sig selv, at det ikke længere er nok at være rapper og skuespiller. Nu skal han være aktivist.

Den aktivistiske og politiske vinkel er da også et gennemgående tema på pladen. Som det antydes i albumtitlen beskæftiger Common sig nu i høj grad med race, seksualitet og køn i USA i dag, på samme måde som Beyoncé, Solange, Blood Orange, A Tribe Called Quest og til dels Frank Ocean har gjort på nogle af årets bedste album. Commons beslutning om at blive en del af noget større, snarere end at forsøge at imødekomme sine kritikere, lader til at have været et nødvendigt kunstnerisk skridt for ham. Det er således også på albummets mest politiske numre, at han er stærkest, og passionen er mest tydelig i den karakteristiske stemme. Blandt disse er “A Bigger Picture Called Free”, og særligt titelnummeret med selveste Stevie Wonder på omkvæd, blandt de mest nævneværdige.

Selv “Pyramids” – med den noget brugte præmis »Nu skal du høre, hvordan rigtige rappere gør det« – formår at have en autencitet og nerve, fordi Common rent faktisk rapper vildere end nogensinde før. Aldrig har jeg hørt ham rappe hårdere og “flowe” stærkere end på linjerne: »But I’m a orator, the corduroy boy/Came the door-to-door name down the corridor of fame/I walk like an Egyptian on a mission to listen to conditions/Envision a vision of what we wishing/I’ve been commisioned to deprison the prism of your mind/Spit the wisdom of the one devine«.

Albummet er dog ikke en ren rap-tour de force. De hårdere produktioner blandes med flere sjælere, hvor succesraten er lidt mere blandet. Generelt får den erfarne rapper besøg af nogle velvalgte unge sangere i Syd, Elena, BJ the Chicago Kid og PJ, samt de mere erfarne Marsha Ambrosius og Bilal, der dukker op på flere af pladens stærkeste numre. Særligt to numre falder dog igennem, ikke fordi de er dårlige, men deres tempo og udtryk passer ikke ind i forhold til resten af albummet. Det gælder “Love Star”, der besøges af førnævnte PJ, som simpelthen føles direkte sløv og doven sammenlignet med titelnummeret, der kommer lige forinden. Også John Legend-nummeret “Rain” virker underligt malplaceret, og det føles mest af alt af et nummer, der blev sorteret fra til John Legends egen nye udgivelse Darkness and Light.

Til gengæld samles Black America Again smukt op af “Letter to the Free”, der også fungerer som afsluttende nummer på den imponerende, men skræmmende, aktuelle dokumentar 13th af Ava DuVernay. Common rapper igen med nerve og kant, men det er særligt nummerets call and response-omkvæd, der får de små hår på kroppen til at rejse sig. Med et kvindeligt kor som call og Bilal som croonende response mærker man tyngden af sangens emne, med Glaspers melankolske klaver og Riggins’ stampende trommer som musikalsk ramme for de messende forhåbninger om endelig frihed.

Common har begået sit bedste album siden Be, og til min personlige overraskelse føles udgivelsen ikke bare relevant, men som en nødvendig del af det nuværende kunstneriske fokus på politik og identitet i USA. De sidste 10 år har Common tilsyneladende ledt efter en musikalsk identitet, der kunne holde ham relevant inden for hiphop, men kampen virker til at have været misledt. Mødet med Kariem Riggins og Robert Glasper har pustet liv i den musikalske side, men det er Commons tydelige passion for afrikansk-amerikanernes ret til et frit og ligestillet liv i USA, der viser en rapper i sit es. Black America Again er helt tydeligt et af årets bedste hiphop-udgivelser for mig, og hvem ved, måske Common endelig vil modtage den respekt, han fortjener, netop fordi han har opgivet at kæmpe for at få den.

★★★★★☆

Deltag i debat