Plader

Devendra Banhart: Ape in Pink Marble

Skrevet af Joram Menzer

På sit niende album når den venezuelsk-amerikanske boheme-hippie højere musikalske luftlag, når han viser sig som en mester i underspillet vellyd. Men på albummets anden halvdel mister han fokus.

Den venezuelsk-amerikanske boheme-hippie Devendra Banhart har med sit seneste og niende album, Ape in Pink Marble, begået en lettere ujævn affære, der, når det er bedst, når op i de højere musikalske luftlag, men af og til også rammer det ultimative kunstneriske lavpunkt: ligegyldigheden.

Når dette er sagt, skal det dog retfærdigvis også nævnes, at pladen på intet tidspunkt er decideret dårlig (læs: forfærdelig at lytte til), og den vil sandsynligvis ikke få nogen til at løfte brynene, når den kører i baggrunden til et middagsselskab. Hverken på godt eller ondt.

Ape in Pink Marble er ekstremt underspillet og indeholder nok små perler til, at de fleste lyttere, der holder af Banharts skæve univers, burde finde glæde deri. Som det fremmeste eksempel bør nævnes balladen “Saturday Night”, som er så badet i melankoli, at det til tider er nærmest ubærligt. Udgangspunktet er et tørt trommebeat, der lyder, som var det lavet på en Commodore 64 i 1980’erne, som suppleres af sporadiske synthflader og Banharts sagte og sørgmodige vokal, mens omkvædet får selskab af en klagende mandolin i baggrunden. Et absolut højdepunkt på albummet.

Derudover er fire af de første fem sange – nummer et, to, tre og fem – også værd at nævne som eksempler på, hvor godt albummet kan være. For nu at starte fra starten åbner pladen med “Middle Names”, hvor velourblødt guitarspil og Banharts vokal leder os ind i nummeret med små vindpust i baggrunden. Dernæst lader nummeret sig åbne med flere og flere musikalske lag, uden at sangen dog på noget tidspunkt bliver fuldstændig forløst. “Middle Names” er dermed en fin repræsentant for albummets underspillede facon.

Albummets andet nummer, “Good Time Charlie”, lyder som om, at den er indspillet under vand, på samme måde som blandt andet David Bowies “The Man Who Sold the World” gør. Koret på sangen lyder i udtalt grad ligeså, mens det psykedeliske guitarspil er med til at understrege følelsen af, at man som lytter bevæger sig rundt i et skævt popunivers. “Jon Lends a Hand” er, ligesom førnævnte “Saturday Night”, et absolut højdepunkt. Sangen er et stilstudie i, hvordan underspillet vellyd kan gå op i en højere enhed, som det blandt andet kendes fra John Grant og Stereolab. Her ligger dansen lige under overfladen og venter forgæves på at blive forløst. Det er smukt udført.

Dernæst følger den lidt kedelige “Mara”, inden vi som sang nummer fem finder “Fancy Man”, som nok er noget af det mest dansable på albummet, og hvor Banhart tørt konstaterer: »I come from a long line of people/who’ve never waited in line«. Det er jo sjovt og skønt. Specielt når sangen nu handler om en Fancy Man, som er taget et smut til Thailand, fordi han har hørt, at de har fået en ny zoologisk have.

Herefter kommer den del af albummet, hvor det føles som om, at Banhart mister en smule fokus, hvilket betyder, at man som lytter desværre også mister fokus, og en stor del af den sidste halvdel af albummet fremstår ligegyldig med mange ballader, som ikke skiller sig nævneværdigt ud. Hvor de bedste sange på albummet sprudler af musikalsk overskud og opfindsomhed, kæmper en del af sangene i midten med et easy listening-udtryk, hvor de simple og skrabede musikalske arrangementer tenderer det kedsommelige. Derfor bliver der for meget tale om baggrundsmuzak, der ville fungere lige så godt i en elevator i et indkøbscenter som på et anlæg hjemme i stuen, og det er ærgerligt, når nu Banharts gode sange på Ape in Pink Marble faktisk er tæt på det sublime.

★★★★☆☆

Deltag i debat