Koncerter

Kent, 05.12.16, Forum, Frederiksberg

Skrevet af Signe Palsøe

Måske tippede Kent søndag aften indimellem imod det rigeligt stillestående eller skød en smule forbi bullseye med deres sætliste. Det var heldigvis hurtigt glemt, når svenskernes suveræne pop/rock-melankoli nåede højder, der var en afslutningsturné værdig.

Lørdag var blevet til søndag en hel uge senere, før det store nedtællingsur på Kents backdrop endelig nåede 00:00, og de fire svenskere plus korpiger indfandt sig på scenen. Samtidig var pladsen hos os på gulvet en kende bedre, end man kunne forvente sig af et totalt udsolgt Forum. Et vidne om, at Kents udskydelse af sidste uges koncert i sidste øjeblik, pga. en infektion på stemmebåndet hos Joakim Berg, desværre nok har ramt en del tilrejsende fans, som ikke havde mulighed for at komme tilbage til København ugen derpå for at overvære bandets afskedskoncert på dansk grund.

Lørdagsstemningen havde publikum dog ikke lagt på hylden, og den to en halv time lange koncert var rigt akkompagneret af klappen, hujen og syngen-med fra særligt salens forreste del. Det var uklart, om de enkelte udfald i Joakim Bergs vokal hist og her skyldtes efterveer fra sidste uges sygdom eller blot et ønske om at lade publikum give deres besyv med på vokalfronten, men vigtigst af alt: Det fungerede, og lyden fremstod på den gode side af velafbalanceret i Forums ellers drilske betonrammer, selvom man måske i ny og næ kunne savne Sami Sirviös guitarflader længere fremme i lydbilledet.

Særligt første del af koncerten inviterede dog ikke til den store deltagelse fra os på gulvet. Den fine, lige dele patosladede og vemodige “Gigi” fra svenskernes svanesang i form af albummet Då som nu för alltid gled ubemærket over i lettere beskårne versioner af “999” og siden “En timme en minut” og “Berg & Dalvana”. Mens mågerne kredsede og bølgerne brød på de meget smukke flerlængede visuals, som bandet havde med sig, kom Kent således fra start ved med spredte, velplacerede pluk i bagkataloget at indhylle Forum i lydlandskaber, der var stemningsfulde, tætte, eftertænksomme – og i sidste ende en smule statiske i både lyd og opsætning.

Det var dog ikke et indtryk, der kom til at præge koncerten som helhed. Med Bergs »tack och förlåt« for henholdsvis aftenens fremmøde og sidste uges misere slog Kent tonerne an til “Vinternoll2”, mens storskærmene illuderede en vildfarelse blandt nøgne birkestammer i nattemørke og sikrede aftenens hidtil mest intense møde mellem visuals og musik. Et virkemiddel, der dog kun blev stærkere, som koncerten skred frem, snart med mødet mellem det herligt pompøse nye nummer “Andromeda” og, ja, galaktiske hvirvler og farvesætninger, senere med bagkatalogets sværvægtere som “Kärleken väntar” og “Musik non stop” med både lettere urovækkende visuals og et heldigvis temmelig dansevilligt publikum for en søndag aften.

Kadencen af stærke numre steg således støt mod koncertens klimaks af en afslutning – dog ikke uden at sætlisten undervejs led under et par ikke helt vellykkede indslag. Ikke mindst skæmmede en uvant elektronisk og noget rodet “Innan allting tar slut” samt den rigeligt schlagerklingende “Egoist” og fædrelandshymnen “Sverige”, der bare ikke er voldsomt gode numre (förlåt til de malmøgensere, der troligt stillede op med lightere). Skønhedspletter, jovist, men også musik, der fik lov at ånde på bekostning af potentielle indslag som “400 slag”, “Stoppa mig juni (lilla ego)”, “Pärlor”, “Kevlarsjäl”, “Sundance Kid”, “Et himmelsk drog”, “Max 500” och och och

Nej, det er ingen let sag at være på afskedsturné med en god procentdel af de sidste 20 års bedste storladne rockproduktioner fra vores broderfolk. Og ret skal være ret, Kent gav søndag aften et stærkt bud på en tilbagerejse gennem hele karrieren og kom endda noget længere omkring, end da jeg sidst hørte dem på Roskilde Festival i 2005, selvom talrige udgivelser er føjet til bagkataloget siden da.

Med Kents helt store talent for afslutningsnumre, der samler credoer, vemod og kuldslåede guitarflader til en hård klump i halsen, kunne de uanset øvrige forbehold selvfølgelig kun lukke koncerten suverænt. “747”, “Forlåtelsen”, “Dom andra” og “Mannen i den vita hatten (16 år senare)” blev det til, inden, naturligvis, “Den sista sången” fremført med hjælp fra backdroppets spøgelsesbørnekor tonede frem. En perfekt afslutning fra et band, der altid har specialiseret sig i numre, som – når de fungerer allerbedst – netop stikker til hjertet på samme måde som en vanskelig afsked. »Vi ska alla en gång dö«, jovist – men åh, jeg håber nu, vi når at få glæde af melankolikerne i Kent i andre konstellationer, inden vi når dertil.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply