Plader

RA: Then I Woke Up in Paradise EP

Skrevet af Frederik Voss

Malmø-kvartetten RA begiver sig ud i sortromantisk postpunk med bl.a. Iceage, Lust for Youth og Joy Division som musikalske slægtninge. Første del af EP’en bliver desværre en tand for sløv, men anden del tager gevaldig revanche.

I 2014 kunne man opleve fem unge fyre spille psykedelisk rock på Roskilde Festivals Rising-scene. Malmø-bandet blev derefter decimeret til en mere mørksynet kvartet efter den tragiske fortælling om vennen Antons død, som der fortælles om i den lille kortfilmsdokumentar Malmö Mentality. Året efter udgav de debutalbummet Scandinavia, hvor de skrev sig ind i bølgen af postpunkede bands, og selv sætter de sig i kasse med bands som Iceage, Lust for Youth og Holograms. Man har kunnet opleve RA en del gange på dansk grund, og sangen “Prism” har fået en remixbehandling af Trentemøller. Så langt så godt.

Nu er RA tilbage med fire sange på EP’en Then I Woke Up in Paradise, hvor gruppen i et fortsat dystert sindelag har rykket sig hen imod et mere synthpræget og poleret post-punk-udtryk på de 16 minutter, EP’en varer.

Then I Woke Up in Paradise lægger søvndyssende ud med sangen ”Oceans”, der som en genre-prototype pligtopfyldende – i et sløv tempo med bassen og synth som fundament – staccato’er sig maskinelt igennem en simpel struktur med simple akkordrundgange og forglemmelige melodier sunget af trommeslager og sanger Simon Minós dybe røst. Overraskelsen er fuldkommen udeladt.

Titelnummeret fortsætter ud af samme tangent og dyrker det simple, uden at det nogensinde bliver rigtig spændende eller overraskende. I udgivelsens tilhørende pressemateriale forklarer bandet, at de har stilet efter en mere romantisk følelse, hvilket sangtitlerne egentlig også indikerer. Mit indtryk efter at have lyttet til de to første sange er dog nærmere, at de kommunikerer sløvsind – og måske et ønske om at dele det med et andet menneske? Om det er romantisk, må være op til læseren/lytteren selv at vurdere.

Den anden halvdel af EP’en er jeg til gengæld langt mere begejstret for. ”040” skruer op for tempoet, desperationen i vokalen og peger mere i retning af debutalbummet med EP’ens klart mest skramlede produktion. Det er mere dynamisk og med en mere forløsende struktur, der giver plads til en herlig kraftudladning i omkvædet. Det minder mig lidt om en opdateret version af nogle af de finere momenter fra Editors’ debutalbum.

Afslutteren ”Orchid” er EP’ens højdepunkt. En akustisk guitar blandes med synthflader, en dobbeltvokal i hver sit oktav med fine melodier på, hvad der må betragtes som den mest interessante produktion på udgivelsen. Akkorderne overrasker og skurer smukt i mine ører, når de skal. Det er egentlig den samme sløvsindsstemning, som RA stiler efter på den første halvdel af EP’en, men her beviser de, at det ikke behøver at være kedeligt at formidle sådan et sindelag. Hvor ville jeg dog ønske, at det var det her niveau, svenskerne holdt på hele EP’en.

Tilbage sidder jeg altså med en utrolig blandet lytteoplevelse. De skånske pojkar har fint styr på, hvordan man kommer til at lyde som et postpunkband og viser, at de faktisk også godt kan skrive gode sange. RA gør det bare ikke konsekvent.

★★★½☆☆

Deltag i debat