Plader

Band Ane: Anish Music V

Band Ane - Anish Music V
Skrevet af Frederik Voss

På sin femte Anish Music-udgivelse er Band Ane transformeret til et fuldblods ambient-projekt, der kræver lytterens fulde opmærksomhed og høretelefoner.

Ane Østergaard er lidt af en Undertoner-darling, der har hentet fortjent anerkendelse for sine eksperimentelle elektroniske udgivelser siden den første del af Anish Music udkom for 10 år siden – en udgivelse, der er aldret smukt. Denne EP er den femte del i rækken. Hvor Anish Music (2006) og Anish Music Too & Free (2009) var kendetegnet ved en enormt smittende musikalsk legesyge – som en præsentation af malebøger for lytteren, hvor der demonstrativt blev tegnet udenfor stregerne og bladret videre, så snart motivet var genkendt. Med Anish Music Caravan (2014) fandt Band Ane et mere indadvendt indtryk med et større fokus på ambiente lydflader, selvom der stadig var plads til et fantasifuldt beat hist og her. I hvilken retning er Band Ane så stukket afsted i dag?

Anish Music V er for det første ‘kun’ en EP i forhold til de tidligere albumudgivelser. I den tilhørende pressemeddelelse lægges der stor vægt på, at musikken skal opleves med høretelefoner på – opfordringen hermed givet videre til læseren.

Et hurtigt skimt ned over tretrinsraket-tracklisten afslører at tidligere udgivelsers kærlige titler som ”Skildpadden Dennis”, ”DJ Lillemor”, ”Craptelly” og ”Rock My Boat (Molto Grave)” overskygges af Ane Østergaards måske mest konventionelle til dato: ”Borrowed” og ”The Pool”. Helt har hun selvfølgelig ikke kunne opgive ordlegen, og parralleluniversel kvanteteori ryger en tur i fantasimaskinen og bliver til titlen ”Vultimerse”. Det kan virke lidt banalt at gå i dybden med sangtitlerne, men de giver et fint fingerpeg om, hvad man som lytter kan forvente af EP’en. Det er mere tyst og indavendt, og hvor Anish Music Caravan indeholdte ambiente passager, er transformationen nu fuldendt, og der er tale om en fuldblods ambient-udgivelse.

Hvad karakteriserer en god ambient-plade? Jeg finder ingen grund til at gendefinere den dybe tallerken her, og holder mig til fader Brian Enos egen beskrivelse i Music for Airports’ (1978) liner notes; »Ambient Music must be able to accommodate many levels of listening attention without enforcing one in particular; it must be as ignorable as it is interesting.«

Fungerer Anish Music V så, hvis man er uopmærksom? Jeg står først og fremmest i et lyttedillemma i forhold til den præsenterede præmis fra pressemeddelelsen. Hvordan tager jeg mit store sæt høretelefoner på, der normalt er dedikeret til de mest opmærksomme gennemlytninger, hvor kablet er min lænke, uden at musikken kommer til at kræve min opmærksomhed? Den måde, jeg normalt bruger min uopmærksomme ambientmusik på, er at lade den fylde mit værelse med en behagelig stemning, mens jeg holder mit fokus andetsteds. Det lader høretelefonspræmissen mig ikke gøre. Jeg forsøger ellers flere gange at få det til at virke, men det er en dårlig kombination.

Jeg skrotter derfor høretelefonerne og giver albummet nogle gennemlytninger, som et højtalerbaggrundstæppe. Jeg ænser den rolige stemning. Der er ikke mange lyde, der skurer i mine ører undervejs. Stemningen, jeg fornemmer, er en lethed. Det fungerer bedre på denne måde, men den uopmærksomme fornøjelse er også en anelse kort med den 21 minutter lange spillelængde. Så er den meditative uopmærksomhed ellers brugt op. Det går lidt for hurtigt, og med dette fokus er værket ikke voldsomt stærkt. Det har nødvendigvis ikke været Ane Østergaards intention, at værket skulle kunne dette, men det er ikke desto mindre mine forventninger til en ambientudgivelse. Hvilket rejser en mere principiel diskussion. Giver EP’en som format mening for ambient-genren?

Ja, EP’en giver mening for ambient-genren, hvis man lytter med fuld opmærksomhed. Anish Music V har en flot detaljerigdom fra start til slut. ”Borrowed” er kendetegnet ved en gammel traver af en lyd – den knitrende vinyl pickup, der er konstanten, der binder nummeret sammen. Udover det giver det mest mening at snakke om lydteksturer.

Lydene er ikke fuldt genkendelige og tager ikke form som strukturer eller akkorder. Det lyder jo mest som et væld af synthflader, men pressemeddelelsen afslører, at Ane Østergaard har fundet et væld af spændende lyde, som hun har optaget i felten. Som lytter interesserer oprindelsen mig egentlig ikke besynderligt meget. Det interessante er sensationen, i hvordan lydene rykker på tværs af stereobilledet, hvordan teksturerne roligt skifter karakter, den både irriterende og nysgerrighedsskabende omskiftelighed, der holder min opmærksomhed på sine tåspidser.

”Vultimerse” føles mere ren og behagelig i dens karakter. Jeg har svært ved ikke at blive opmærksom på min egen krop, mens jeg lytter. Først kæmper jeg lidt imod, da jeg ikke vil have, der skal gå komplet new age i den. Men så accepterer jeg det egentlig bare. Og det er rart. Jeg tolker ikke. Det er ikke konkrete instrumenter, budskaber eller strukturer, men et moment jeg lytter til. Henimod slutningen af sangen bliver stemningen en anelse mere dystopisk og slutter med en fornemmelse af uforløsthed.

Den 10 minutter og 46 sekunder lange ”The Pool” rykker sig igennem flest faser og har nok også de mest interessante lydflader og miksning på EP’en. Netop her kommer den konstante forandring til sin magt, og Ane Østergaard leverer også noget vokalarbejde, hvor ordene ikke er tydelige for mig. Det er egentlig heller ikke så vigtigt. Det er ømheden i leveringen og den ekstreme nærhed, den næsten hviskende stemme bringer ind i lydbilleder, der tryllebinder mig før de sidste minutters beroligende lydlandskaber lader sig passere. Jeg nyder oplevelsen ved gentagende gennemlytninger, men den kræver mit fulde fokus. Djævlen ligger i detaljen, og det har Ane Østergaard forstået med hendes seneste udspil.

★★★★½☆

Deltag i debat