Artikler Interview

Palace Winter: Menneskelige og musikalske modsætninger

Et af årets bedste nye bands på den danske scene er Palace Winter, som fortjent har fået lidt af et gennembrud. Læs et mail-interview om, hvad de har oplevet og hvad fremtiden bringer.

Et af de nye, unge, danske bands, vi her på Undertoner holder et vågent øje med, er Palace Winter. Duo’en bestående af sangskriver Carl Coleman og producer Caspar Hesselager fik med deres blanding af stærkt singer/songwriter-håndværk og spændende elektroniske elementer lidt af et gennembrud i året, der gik. De udgav således både deres debutalbum og turnerede massivt. Blandt andet var de forbi årets Roskilde Festival, hvor de fik 5 U’er af vores anmelder. Her i dette mail-interview med den australske forsanger Carl Coleman kan du læse lidt om deres oplevelser og hvad fremtiden bringer.

I har fået lidt af et gennembrud i år og turneret massivt. Hvad tænker I om det nu, hvor det er ovre, og et nyt år er begyndt?

»Vi er fuldstændig overvældet over det, vi har oplevet. Samtidig reflekterer vi også meget over det. For mig personligt er der en masse ‘gjorde vi virkelig det?’-tanker, der rumsterer i mit baghoved. Vi er virkelig stolte af, hvad vi indtil videre har været i stand til at opnå med vores musik.«

Hvis du skal nævne en enkelt episode, der stikker ud fra mængden for dig, hvad vil det så være?

»Det er meget svært. Roskilde-koncerten var selvfølgelig en af de helt store oplevelser. Men jeg er også nødt til at sige, at det var kæmpe stort at kunne melde udsolgt på vores seneste show i London på Hoxton Square. Her var publikum bare helt fantastisk. De havde en fest, og vi følte, at alt det hårde arbejde gav afkast.«

Hvad har været de største fælles oplevelser for jer som band?

»Vi er blevet velsignet med mange fantastiske oplevelser i det forløbne år og siden begyndelsen med Palace Winter. At spille for tusindvis af mennesker på Green Man Festival i Wales var ret bizart, og noget vi aldrig vil glemme. Vi har også været på nogle hårde og anstrengende små ture, hvor vi har rejst gennem Storbrittannien med offentlig transport med vores gear og efter koncerterne sovet på vores fans gulv i Bristol. På mange måder er det den slags oplevelser, der enten splitter en gruppe ad eller gør den stærkere. For os er det heldigvis det sidste, der gør sig gældende. Vi har skabt et endnu stærkere bånd indbyrdes efter at have gået igennem den slags oplevelser. Det har været noget af det fedeste at opleve. Og så er det selvfølgelig bare fedt at møde alle de fantastiske mennesker, der har et forhold til den musik, man laver. Det føles stadig helt surrealistisk at opleve det.«

Når man arbejder så tæt sammen i et nyt band og turnerer så massivt, som I har gjort, må der opstå udfordringer, hvilke har I mødt?

»De fleste udfordringer opstår, når man er på landevejen. Om det er en synthesizer, der er defekt, at vi kommer for sent til en færge, eller et hostel minder om en crackhule i Brighton. Før eller senere er der nogen, der får nok, men vi er blevet gode til at give hinanden tid og plads, og så kommer vi ellers videre. På den tekniske side er vi altid på udkig efter måder at gøre tingene lidt bedre, så det lyder lidt bedre. Det holder vi aldrig op med. Vi elsker at spille sangene live og vil have, at publikum får så fantastisk en oplevelse af musikken som muligt hver gang. Vores guitarist, Jake, og trommeslager, JB, er helt fantastiske musikere og vi er sindsygt glade for at have dem i vores band. Maskiner!«

Hvordan supplerer Caspar og dig hinanden – både musikalsk og som mennesker?

»Jeg tror, at det måske er en af hovedårsagerne til, at vi er interessante. Caspar og jeg er på mange måder modsætninger. Menneskeligt og musikalsk. Caspar er en klassisk uddannet pianist, synthnørd, pop-producer og kæmpe perfektionist. Jeg elsker, når ting er råt. Jeg er selvlært singer/songwriter, som elsker guitarbaseret rock og kan lide at drikke bajere. Når de to verdener støder sammen, har du Palace Winter. De to andre drenge er en blanding af det hele, og jeg vender mig ofte mod dem efter klarsyn og gerne fra bunden af et ølglas.«

Hvad har I lært?

»Rigtig meget – enhver musiker lærer utroligt meget hver uge. Det er hårdt arbejde at overleve i denne branche. Jeg beundrer enhver artist, der forfølger sine drømme, og bliver ved trods mange forhindringer. Der er så mange ting, man lærer hen ad vejen. Jeg tror den vigtigste handler om kommunikation. Ikke kun internt i et band, men også i forhold til alle de mennesker, du har med at gøre i musikbranchen. Jeg tror ikke, man kommer særligt langt, hvis man er et røvhul i dag. Måske tager jeg fejl. Det næste Oasis er måske lige om hjørnet. PS: har lige set dukumentaren om dem (Supersonic, red.), og jeg elskede den.«

Hvad skal der ske nu?

»Vi har travlt i studiet, hvor vi skriver og optager vores andet album. Vi kan ikke vente med at se, hvad det bliver. Det er en fed periode lige nu, men også lidt underligt med al den tid, hvor vi ikke spiller. Man bliver lidt utålmodig. Men det er fantastisk at arbejde på nyt materiale, som man langsomt går i ét med. Det er et kreativt mysterium: “Hvad er det her for en sang?” og den slags spørgsmål.«

Hvor bevæger I jer hen musikalsk?

»Som jeg sagde, så er vi faktisk ikke hen sikre på det endnu, men det er et Palace Winter-album. Vi begynder ikke pludselig at spille reggae. Eller gør vi?«

 

Deltag i debat