Koncerter

Cass McCombs, 16.02.17, Koncertkirken, København

Flankeret af tre bandmedlemmer indtog amerikanske Cass McCombs scenen foran et publikum, der var klar til at lade sig overvælde af en helhedsoplevelse med gedigen folkrock og Frost Festivals magiske lysinstallationer. Aftenen tenderede dog en ustruktureret jamsession, der ikke altid var lige succesfuld.

Den produktive folkrocker Cass McCombs gæstede Koncertkirken med et rigere bagkatalog, end de fleste musikere kan bryste sig af. Hele otte album har han i bagagen, men det var ikke mange numre på den sparsomme sætliste, der førte publikum længere tilbage end seneste udgivelse, Mangy Love. 13 numre kunne det blive til denne aften. 13 numre, hvoraf størstedelen fadede over i en form for improviseret jam mellem McCombs og band, og som oftest var det for ustruktureret til at være en egentligt berigelse af numrene.

Struktureret er måske heller ikke den betegnelse, der passer bedst på McCombs. Siden han i 2003 udgav debuten A, har han jongleret med alt fra lo-fi til psykedelisk rock og folk, og med et tekstunivers, der rummer både mystik, humor og politik, rammer han en bred skare af fans. Det var også at se i Koncertkirken på Nørrebro, hvor publikum rummede alle fra det unge forelskede par, der rykkede ekstra tæt sammen og med kærlige hænder aede hinandens rygge under storhittet “County Line” til gruppen af midaldrende mænd med fadøl i hånden, der rockede med på den bragende “Rancid Girl”.

Den kolde februaraften indledtes med åbningsnummeret fra Mangy Love, den musikalsk lækre, og på pladen velproducerede, smooth “Bum Bum Bum”. Her blev det straks hørbart, at Koncertkirken er et lidt særligt spillested. Trommerne bragede og skraldede på en måde, som man husker det fra folkeskolen, når der blev optrådt i gymnastiksalen, og det mærkedes også i det halvløse trægulv, vi stod på. Guitar og vokal druknede lidt i støjen, men det var overraskende nok en smule charmerende, som man stod der i smukke kirkelige omgivelser. Der blev dog rettet op på lyden af lydmanden, som var gemt væk på pulpituret sammen med orglet.

Under koncertens tredje nummer, “Brighter!”, fik publikum en af de lysende oplevelser, som Frost Festival har gjort til deres varemærke. En gigantisk diskokugle, som i Koncertkirken erstattede kirkeskibet, blev belyst og projekterede en stjernehimmel ud i rummet til stor begejstring, og i et kort øjeblik var fokus fjernet fra McCombs og band, som under hele koncerten stod i en skov af store glødepærer på lampestandere. Det var på alle måder smukt og rart med lidt lys i vintermørket.

“Opposite House”, “In a Chinese Alley” og “Dreams-Come-True-Girl” var nogle af de andre musikalske herligheder, der blev fremført. Sidstnævnte gled over i en uventet orgelsolo fremført af Frank LoCrasto, som ellers gav den fuld gas på både keyboard og synth. Det var en lidt skinger affære, som – sammen med aftenens utallige andre jam-sessioner – blev en smule forstyrrende, da der ikke lod til at være nogen form for struktur eller musikalsk holdepunkt for publikum. Det blev ganske enkelt lidt for udsyret, og selvom det absolut ikke er en synd i sig selv at space lidt ud, fungerede det bare ikke denne aften – samspillet mellem musikerne var bare ikke godt nok, og det gjorde særligt intet godt, når et perfekt og velfungerende nummer som “County Line” blev skamferet af en synth til slut.

Sidste aftryk på en lidt blandet koncertoplevelse blev den humørsyge “I’m a Shoe”, som sammen med “Run Sister Run” og “County Line” var nogle af aftenens højdepunkter. Helhedsoplevelsen blev ikke ramt helt på kornet, men lysinstallationerne og de glimtvise perfekte øjeblikke udgjorde alligevel en fornøjelig oplevelse på en ellers trøstesløs dansk vinteraften.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply