Plader

Foxygen: Hang

L.A.-duoen Foxygen er tilbage med et overflødighedshorn af retrorock svøbt i nostalgi og vaklende på kanten til det karikerede.

Det er på mange måder passende, at et så skamløst bagudskuende album som Hang skulle udkomme samme dag som Trump, en præsident med blikket stift rettet mod ”fordums gyldne tider”, blev taget i ed. Fra første tone slås an på Rhodes-klaveret, driver nostalgien ned ad væggene. L.A.-duoen Foxygen har da heller aldrig lagt skjul på, at de har svært ved at relatere til moderne rockbands, som de anklager for at gå mere op i pedaler og udstyr end i at udfylde en karismatisk rolle på scenen. Sam France, Foxygens frontmand, kunne da også gå for at være David Bowie og Mick Jaggers kærlighedsbarn, hvis de var gået hele vejen i ”Dancing in the Street”. På Hang går Sam France til åben kamp mod moderne rocks dvaskhed iklædt brudstykker af alle gårsdagens helte.

Inspirationerne er til at få øje på: en luns Bowie, en portion Jagger, en knivspids Morrison og et sjask Reed kan alt sammen spores i Frances imitationer. Hvad adskiller Hang fra Foxygens tidligere udgivelser er, at rockidolerne denne gang er spædet op med romantisk-nostalgiske orkesterarrangementer. Gershwin, Bacharach og Broadway er blevet inkorporeret i inspirationsgryden og kogt godt og grundigt ind. Til sammenligning med den 90 minutter lange forgænger …And Star Power, der bugnede af ideer, men også tog pusten fra én, er Hang en lidt over 30 minutter kompakt knytnæve ført med al den idérigdom, den eklektiske L.A.-duo kan præstere, og tilsat slagkraften af et 40-mands orkester.

Hang udmærker sig også i forhold til forgængeren i sin stramme komposition og produktion. Orkestreret er mere end en simpel gimmick og udgør kernen i størstedelen af numrene. Produktionen har taget et stort skridt fremad siden …And Star Power og gør, at de rige detaljer i stryger- og blæserarrangementerne begået af Matthew E. White og Trey Pollard for alvor får lov til at skinne igennem. På pladens bedste nummer, ”Mrs. Adams”, åbenbarer det store orkester virkelig sine rige nuancer. Bløde strygere smyger sig om Frances forpinte udbrud, stejle blæsere rejser sig monumentalt ud af ingenting, og de fem minutter afsluttes af en finurlig xylofonbesat chase, der er som taget ud af Frank Zappas drejebog for stramt komponerede tossestreger. Pladens åbner ”Follow the Leader”, en sejt rockende Motown-størrelse med backupkor, som støtter Frances slidte vokal, er også et prangende eksempel på, at det stadig kan betale sig at hyre 40-mands-backing-orkestre i det 21. århundrede.

Hvor orkesterarrangementerne begejstrer, er det desværre snarere Frances hyperteatralske vokal, der er i fare for at blive trættende. Hangs præmis afhænger af en svær balancegang på en knivsæg af nostalgisk klædelighed. Foxygen og især France har en tendens til at blive overmandet af deres egen karikatur, hvilket gør det svært at tage for eksempel den svulstigt melodramatiske ”Avalon” alvorligt. Med udgangspunkt i kabaretens territorium med et dominerende saloonklaver begiver nummeret sig i ind i det endnu farligere ABBA-land, hvor Björn Ulvaeus er faldet i LSD-gryden og har givet sig i kast med en parodi på ”Waterloo”. Visse musikalske trends har bedst af at forblive i fortiden.

Jonathan Rado og Sam France fandt sammen som Foxygen som 15-årige og har formået at fastholde en drenget begejstring for deres idoler og en tegneserieagtig legesyge. Den kan lykkes på ambitiøse numre som ”America”, men risikerer også at virke latterlig – som på ”Rise Up”, der for mit indre øre udgør den pompøse lydside til en scene fra Blades of Glory med følgende lyrik: »Believe in yourself, and follow your heart / and listen to your own dreams!« Hang har karakter nok til at splitte fans af Foxygens tidligere mere rendyrkede nostalgirock imellem dem, der kan give sig fuldt hen til det nye koncept, og andre, som vil finde ørefløden og ekkoerne af ABBA en tand for retrogradt.

★★★★☆☆

Deltag i debat