Plader

Spines: Lymph Nodes

Skrevet af Zenia Menzer

Den danske trio viser med deres debutalbum, at de formår at skabe flere sammenhængende udtryk, der omfavner både det legende og alvorstunge. Det er en befriende lytteoplevelse med flere fængslende elementer i det instrumentale billede.

Fra indledning til afslutning er der postpunkede energiudladninger på Spines‘ debutalbum, Lymph Nodes. Den danske trio har udarbejdet syv numre, der alle er bygget op omkring trommer, guitar, bas og ikke mindst vokalen, der underbygger og fremhæver bandets punkede og lettere trashede lyd.

Det er sigende for hele albummet, at den instrumentale del og vokalarbejdet smelter sammen til et symbiotisk udtryk, der forekommer lige dele melodisk og larmende. Vokalen anvendes adskillige gange i råb og i en skæv, uskøn form, hvilket giver et rebelsk og anarkistisk udtryk. Dette kan blandt andet høres på “Costume” og “Patients Have Patience”, hvor vokalen flere gange strækkes ud i lettere forvredne passager og med vilje får lov til at knække over. Samtidig ligger der et stramt, korrigeret udtryk i instrumenterne bag, hvilket akkompagnerer den skødesløse vokal med et mere alvorstungt udtryk. Kombinationen af disse elementer skaber et legesygt og insisterende dramatisk rum, hvor der både gives frihed til at opføre sig, som man vil, men hvor der også gives nogle retningslinjer for, hvad der er tilladt.

Flere af numrene holdes – i den rette punk-ånd – under to minutter, og det giver nogle kompakte og sammentrukne udbrud undervejs på pladen. Fremfor at dyrke de vævende narrativer og lange labyrintiske melodier repræsenterer Lymph Nodes de kortere, fragmenterede bekendtskaber. Udtrykket er opbrudt, og de korte numre indledes konfronterende, hvilket blandt andet kan høres på “Concrete Walls” og “Improve”. Sigende for disse numre er det dog også, at det lettere aggressive og pågående udtryk blødes en smule op undervejs, når der skabes et mere reelt meloditungt billede.

Det fandenivolske bider sig dog fast på flere af numrene og slipper først, når den sidste tone afbryder nummeret. Dette er “Improve” et fint eksempel på, fordi nummeret med sin hidsige start domineret af guitar og trommer nærmest angriber sin lytter, og fordi der kort og kontant lukkes ned for dynamikken, lige inden nummeret rammer de to minutter. Det fremstår nærmest som om, nummeret hverken har indledning eller afslutning, men at man som lytter præsenteres for en midterdel – en energiudladning man falder ned i og uden advarsel rykkes ud af igen. Numre som disse er i høj grad med til at skabe dynamiske svingninger albummet igennem, og lytteren efterlades ikke med ret meget tænketid, inden vedkommende kastes ud i melodistrømmen.

Pladens indledende nummer, “Costume”, varer over de to minutter, og det afsluttende nummer er med sine 3 minutter og 29 sekunder også pladens længste. Dette skaber en god ramme om albummet som en helhed, og det er også i høj grad med til at tilføje nogle mindre flygtige udtryk undervejs. Selvom der er flere numre, der varer under to minutter, veksles der mellem kortere og lidt længere varighed, og det er på dén måde, Spines får skabt mere stabile og varige melodier og indtryk. Det er på flere måder gennem disse sammenblandinger, at man som lytter kan finde det alvorlige og lette side om side.

Essensen på Lymph Nodes er det punkede udtryk, der er til stede på hele albummet, og derfor kræver bandets lyd også en accept af nogle former for trash og indifference. De skæve og intenderede underpræstationer er en del af bandets DNA, men det er også tydeligt, at det instrumentale arbejde ikke udføres hverken sløset eller uovervejet. Bandet får på den måde skabt flere oplevelser og mere varige indtryk, der paradoksalt nok bringes i flygtige former, og det bliver et kendetegn for deres originalitet.

★★★★★☆

Deltag i debat