Plader

Björn Magnusson: Almost Transparent Blue

Skrevet af Søren Hansen

I en hvirvelvind af forvirrede og eventyrlystne instrumenter står Björn Magnusson i centrum og prøver at holde styr på det hele. Det lykkes momentvis, men han ender for det meste med at fortabe sig i uinteressant ligegyldighed på albummet Almost Transparent Blue.

Der står i pressemeddelelsen, at Björn Magnusson ikke prøver at please nogen som helst. Det lykkes han utroligt godt med overalt på denne her plade.

Björn Magnusson er en yderst obskur, lo-fi støjpopmusiker med bopæl i Berlin og et analogt studie i de schweiziske alper. Efter to reelle album og et par mindre udgivelser er han klar med Almost Transparent Blue. Et album fyldt med forvredne melodier og rytmer med en stream of consciousness-tilgang til tekstskrivningen, som til tider kan minde om den tilfældige måde, David Byrne er gået til værks, blot ikke nær så gribende. Musikken er en sjov form for guitarbaseret lo-fi-pop, ofte druknet i rumklang og forskellige former for effekter, som giver en ret unik lyd, som er svær at placere i én genre. Guitaren og vokalen er ofte velsignet med overraskende og catchy melodier, hvilket er den klare styrke overalt på dette album.

Jeg føler mig dog lidt snydt. For på en eller anden måde har jeg det som om, at jeg burde kunne lide det her album. Altså, der er en tydelig brug af 70’ernes string machines som f.eks. Crumar overalt på denne plade, og der er meget forskelligartede sange, som alle er lidt drømmende og psykedeliske, men samtidig støjende og overraskende. Problemet med albummet er bare, at jeg kan lide, når kunst har en form for berettigelse til at eksistere. Og størstedelen af tiden synes det, i mine øjne, ikke at være til stede på Almost Transparent Blue. Det imponerer mig bare ikke at have noget støjguitar lidt tilfældigt strøget ud over nogle ufokuserede trommer. Det kan igen være, at det er mig, der ikke kan se det geniale i Magnussons musik, men det virker bare som præcis den slags prætentiøse undergrunds-bullshit, som findes i titusindvis af eksemplarer overalt på internettet.

Nå, men i musikken kan der, specielt i vokalperformancen, trækkes tråde tilbage til f.eks. Velvet Underground og andre 60’er-grupper tilsat noget fri improvisation og støj. Det høres meget tydeligt på de egentlig udmærkede numre “New Bodies” og “The Heat”, hvor der også åbnes for forskellige nuancer af solskinspop a la Zombies og Beach Boys, specielt på sidstnævnte nummer. Nogle gange, som på eksempelvis “Flies in the Grid”, dukker der andre lyspunkter op. For med referencer tilbage til f.eks. en gruppe som Animal Collective har Magnusson på højst ukonventionel vis skabt en rimelig avantgarde popsang, som jeg er ret vild med.

Et andet højdepunkt er “Gone to Church, Feather Dragpipes”, der med sin unikke blanding af retro-synthflader med rå guitar skaber en æterisk og omsluttende atmosfære, som jeg ville ønske havde spredt sig til resten af albummet. Det, Magnusson gør bedst, er hans meget aparte måde at levere en sjov vokalmelodi på. Problemet med disse ting er dog, at hans musikalske virkemidler begynder at vise sig som rimeligt begrænsede i løbet af et helt albums musik.

Hvad angår teksterne er der ikke for alvor noget, der interesserer mig synderligt meget, selvom linjer som »Time sits like a stone« og »Get out of your snake skin« er meget spøjse. Det er bare ikke en eksistentiel dekonstruktion af virkeligheden, som det omtales i pressemeddelelsen. Altså, du skal i hvert fald ikke forvente, at du lige pludselig har det som om, du er med i en Kafka-roman, når du hører albummet. På den anden side er det ikke sikkert, at det overhovedet ville være muligt. Og skal det overhovedet betyde noget? Næ, ikke nødvendigvis, men det gør teksterne på dette album heller ikke.

Kald mig gammeldags, men jeg savner en eller anden form for fokus og gribende sangskrivning. Altså, de to “Guitar Sketches” føles bare som fyld på et album, der ikke just bugner af substans. Det er ikke blot fordi, de er instrumentale. F.eks. har Boards of Canada nogle af de mest fantastiske instrumentale kompositions- og strukturerings-evner, jeg nogensinde har hørt. Men selv på Almost Transparent Blues vokalnumre mærkes der bare tit en helt fundamental ligegyldighed, og det kan være, at det netop er dér, at Magnussons eksistentielle mesterligheder kommer til syne – ved at kede mig så meget, at jeg bliver nødt til at reflektere over mit liv som individ i en postmoderne virkelighed. Hvis det er tilfældet, er det naturligvis min fejl.

Ej, jeg er nok lige lovligt hård, men dette album er bare for navlebeskuende og ufokuseret, og det lover en masse ting, jeg ikke synes, det kan holde. Der er en tre-fire sange, som jeg synes er gode, og som jeg kunne se mig selv høre i fremtiden. Men i forhold til nogle som f.eks. Talking Heads eller Sufjan Stevens og den måde, de går til eksistentiel sangskrivning på, så virker Björn Magnusson bare ikke nær så spændende og inspireret.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat