Koncerter

Blonde Redhead, 14.03.17, Koncerthuset, København

På trods af et bagkatalog spækket med gode sange balancerede den eksperimenterende indierocktrio Blonde Redhead på et mellemstadie af mild kedsomhed og fortryllelse.

Hvis man kaster et blik på newyorkerbandet Blonde Redhead, kan man let få det indtryk, at det er kontrasternes band. Hvis vi bare starter med navnet – blond og rødhåret på samme tid. Eller bandsammensætningen – et italiensk tvillingepar og en japansk sirene. Eller musikken, der strækker sig fra klassisk shoegaze, poppet disco og mere rolige toner som på det nyeste EP 3 O’Clock (2017) – og hvad der nu skulle ligge derimellem. Det kunne ligne et utroligt spraglet band, men på deres egen, finurlige måde har trioen over 24 års virke spundet en vidunderlig rød tråd mellem alle disse kontraster.

Blonde Redhead er et af få bands, der har formået at forholde sig konstruktivt til shoegaze-genren og ikke blot efterligne My Bloody Valentine og co.’s stilsikre udtryk, men i stedet videreudvikle det til, hvad nogle har kaldt for nu-gaze. Hatten af for det.

Men træerne vokser desværre ikke ind i himlen, skulle det vise sig, da Blonde Redhead gæstede DR’s Koncerthus. Der var ellers lovet en tour de force igennem bagkatalogets bedste sange, hvilket også blev indfriet, men magien udeblev.

For lige så kontrastfyldt, jeg ellers lige har rost bandet for at være, lige så kontrastfri var aftenens koncert. Sangene mindede om hinanden, og der var stort set ingen dynamik i dem. Tag f.eks. ekstranummeret ”23”, der i mine ører er en førsteklasses shoegazesang. Her skaber diskrete arrangementsdetaljer, som koret i omkvædet, hele sangens dynamik, og dér skal en lydmand ikke ramme meget ved siden af, før fundamentet til den dynamik braser sammen. Selvom lyden ellers var ganske fin i Koncerthusets Studie 2, er den opgave noget nær umulig.

Vi var hensat i en trancetilstand på et mellemstadie mellem mild kedsomhed og betagelse af de vidunderlige sange. Det blev aldrig rigtig kedeligt, men fortryllelsen indfandt sig heller aldrig.

Det lovede ellers godt fra starten af. Der blev åbnet med ”Falling Man” fra hovedværket Misery Is a Butterfly (2004). På trommerne viste Simone Pace stort overskud med sine legende rytmer, Kazu Makino lagde et solidt fundament på sin seksstrengede bas, og Amadeo Pace kunne elegant fylde på med guitar og sin nasale sang. Det var en opførelse, der var tro mod studieindspilningen, men som gavmildt gav lidt ekstra instrument-ekvilibrisme. Det var fremragende.

På samme måde fortsatte det på den Sonic Youth-klingende ”Bipolar” fra Fake Can Be Just as Good (1997), hvor Kazu Makino byttede bassen ud med en guitar og tog rollen som forsanger. Sådan fortsatte det derefter på ”Elephant Woman”, og jeg kunne blive ved.

Der blev med det samme lagt et rigtig godt fundament, og det blev der som sådan ikke rokket ved. På den måde blev de gode sange neutraliseret, så de langsomt lagde sig på grænsen til det småkedelige. Det, der i starten var så godt, blev hurtigt Blonde Redheads comfort zone. Den søgte de hele tiden hen mod, og resultatet blev desværre, at fremførelsen virkede noget rutinepræget. Bedre blev det ikke af bandets udprægede brug af backtracks.

Ofte var en stor del af lydbilledet nemlig overladt til det backtrack, trioen spillede over. Den brug af backtrack kan virke provokerende for mange, og når brødrene Pace og Kazu Makino nærmest bare udfyldte huller i lydbilledet, er jeg tilbøjelig til at give kritikerne ret. Heldigvis var det langt fra hele tiden, bandet gjorde det.

Når koncerten var bedst, spillede trioen frit over et lidt anonymt basspor, som en eller anden alligevel skulle have spillet i et halvskjult hjørne af scenen. Der kunne Amadeo Pace og Kazu Makino elegant trylle smukke toner ud af deres guitarer, mens Simone Pace holdt det hele sammen med et semi-stramt beat. Det var ekvilibrisme. Når det var værst, lå de helt ved siden af det programmerede beat.

Egentlig er diskussionen for eller imod backtrack ret uinteressant. Mere interessant er det at snakke om, hvad det gør ved dem på scenen, og der må man desværre konstatere, at Blonde Redhead til tider bare koncentrerede sig om at følge tracket.

Så ja, det var ret rutinepræget, men Gud ske tak og lov, så er sangene heldigvis så gode, at det også var ganske fint at stå og lade sig hypnotisere af de smukt sammensatte akkorder. Det var uanset, om det var højenergisk som på 23 (2007)-sangen ”Spring and by Summer Fall” eller roligt som på den nye ”Give Give” fra 3 O’Clock.

Fortryllelsen var hele tiden lige ved at indfinde sig, men den kom først for alvor til allersidst i den afsluttende ”Equus”, hvor trioen ikke stoppede med at spille, bare fordi backtracket var færdigt. Næ, i stedet fortsatte de i en psych-klingende disco-jam, hvor Kazu Makino for alvor satte sig selv i scene og lagde en smuk, delay-smurt vokalflade over Pace-brødrenes hypnotiserende disco-groove.

Pludselig var der noget på spil. Trioen lod til at udfordre sig selv frem for at følge den rutineprægede præprogrammering. Det var blot ærgerligt, at vi skulle helt frem til slutningen på det sidste ekstranummer, før Blonde Redhead viste, at de også havde dét i sig.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat