Plader

Dirty Projectors: Dirty Projectors

Skrevet af Lars Andreasen

Amerikanske Dirty Projectors er faldet i et hav af smerte, der rimer på hjerte, men overrasker med et meget solidt og troværdigt bud på, hvordan en hjertesorg opleves indefra.

Efter at have lyttet lidt over halvdelen af albummet Dirty Projectors igennem første gang, sad jeg og var lidt småirriteret, men kunne ikke rigtig finde hoved eller hale i hvorfor. Jeg lagde hovedtelefonerne fra mig og begyndte at ærgre mig over at have sagt ja til at anmelde pladen, for jeg kunne egentlig slet ikke lide det, jeg havde hørt. Jeg gik en tur i rusk og slud, kom hjem og tænkte, at nu havde jeg sagt ja, så måtte det blive, som det nu kunne blive.

Jeg lyttede albummet igennem fra begyndelsen igen… Og så overrasket op, da sidste nummer fadede ud, og opdagede, at jeg faktisk havde syntes, det begyndte at lyde ret interessant. Jeg hørte det straks igen, og en gang til, og så begyndte noget at dæmre for mig…

Jeg har det nøjagtig på samme måde med Dirty Projectors, som jeg har det med Martin Hall – uden anden sammenligning i øvrigt; nemlig at det, hver gang jeg hører noget nyt fra de fronter, først skramler og kradser i ørerne, det lyder først som et lidt for lix-befængt og overtænkt projekt, hvor man, som den tysk-romerske Kejser Josef II sagde til Mozart, havde alt for mange toner med i stykket, og man sagtens kunne undvære noget af den overlæssede stukkatur. Men når man arbejder sig ind i værket, opdager man, at hvad der først fremstod som manierede og fortænkte ambitioner, faktisk har en kvalitet, der kun vokser for hver gennemlytning. Så jeg må falde på knæ og tilstå, at mine fordomme endnu engang var ved at spille mig et puds – man er vel kun et menneske!

Så nu til anmeldelsen. Dette album er én lang fortælling om det at blive forladt af den, man elsker. Frontfiguren David Longstreth blev forladt af bandmedlemmet og kæresten Amber Coffman sidste år, og den proces, Longstreth gennemgår – som vi alle gør, når vi forlades og længes – er sat ned i ni numre, der alle tematisk behandler Longstreths følelser, frustrationer og håb. Det er jo den slags plader (eller film, bøger eller hvad kunstnere ellers kan begive sig ud i at lave af mentalhygiejniske årsager), hvor man, før man går ombord i dem, har sine reservationer. For jo jo, det er skam synd for dig, at du nu er alene igen, og at din kærlighed ikke længere er gengældt af den eneste, du vil have den retur fra. Men skal vi absolut høre på det?

I dette tilfælde er svaret: Så absolut ja! Longstreth har nogle særdeles originale betragtninger over den mistede kærlighed, hvordan det griber ind i snart sagt alle ting, man er i berøring med, og hvordan man kan forsøge at få et eller andet positivt ud af det… Om overhovedet det.

Det første nummer på Dirty Projectors er “Keep Your Name”, der lægger ud med smerten i udestilleret form, som den rå kraft, der flår hjerter i stumper. Sangen er tung og slæber sig hen i et nærmest grædende langsomt tempo med vers som »There is a place that we both know / It lives in our hearts, we build it together / Fear is a manacle, but love is unchained / We’ll keep ‘em separate, and you keep your name« og »You always hurried to grow up / I think I always just feel kind of the same / What I want from art is truth, what you want is fame / Now we’ll keep ‘em separate and you keep your name«. Det oser af brudte løfter, knuste hjerter og smerten ved ikke at være i sync med hinanden, og man forstår det og husker det umiddelbart. Hele stemningen i nummeret er tung og desperat, fra den fede sound i stemmen og staccato-mellemstykket, og det giver absurd god mening i mine ører – det er sådan, man sidder og tuder og længes og samtidig er lidt skuffet, trist og desillusioneret over ikke at være værdsat.

Nummeret efterfølges af “Death Spiral”, hvis tema næppe behøver nogen nærmere introduktion, bortset fra at de erkendelser, der strømmer ud af teksten, nærmest er absurd-komiske. Man aner, hvilken vej det hele går, med omkvædet »Our love is in a death spiral«. Ja, det lugter af nederlag.

Den tredje skæring, “Up in Hudson”, sætter hele historien sammen med retrospektive blik på, hvordan alting begyndte, hvordan det første kys var – og faresignalerne, som blev overset i farten. Måden, nummeret indledes på, er underskøn. A cappella-sang og klap, der bæres op og videre af tykke saxofoner. Det fik de små hår op at stå, fortællingen glider let og ubesværet på det elegante arrangement. Omkvædet »And love will burn out / Love will just fade away« brages ud med massive trut af blæsergruppen, så det er en sand fornøjelse. Jeg føler mig henført til et sjovt mix af The Fiery Furnaces album Rehearsing My Choir og Colin Stetsons New History Warfare Vol. 2: Judges, det fungerer fantastisk godt at slentre ned ad historiens plettede fortov samtidig med, at blæsergruppens arrangementer trykker én flad op ad væggen. Og så jazz-freeformer nummeret så dejligt ud i slutningen, på kanten af at være en drone, man holder i hånden, hvor fortovet ender, og historien er fortalt.

Resten af pladen er fyldt med små perler, der dykker ned i samme stof. Nogle numre hektisk flimrende, som “Work Together”, hvor den fedeste digitalbas anslår rytmen og et skævt synkoperet sangarrangement kører på fuld Wah-wah-pedal. “Little Bubble” starter som et kammerstrygerensemble, der glider over i softpop, og som antyder hele forholdets natur med linjerne: »We had our own little bubble for a while / We didn’t know any other way for a while / We had our own little bubble for a while« serveret med en drømmende strygerbund. De næste numre, “Winner Take Nothing”, “Ascend Through Clouds” og “Cool Your Heart” står ikke helt så stærke som de første numre, fortællekraften er mere mainstream i forhold til fortolkningen af hjertesorger, men indeholder grænsesøgende og interessante arrangementer.

Dirty Projectors‘ sidste nummer, “I See You”, leverer på flere fronter. Dels lyder introen og omkvædet i den grad som Procol Harums “A Whiter Shade of Pale”, og det gør bestemt ikke noget! Dels rundes fortællingen bittersødt af, med erkendelser – eller i det mindste begyndende erkendelser – af, at slut ikke kun betyder aldrig mere, men måske også kan pege fremad.

Jeg begyndte med at være skuffet og småsur over pladen, men er kommet til min egen erkendelse, der meget overraskende lærte mig noget om min egen tilgang til musikken. Det, der stritter og stikker, kan sagtens krybe ind på en, hvis man åbner sig for det – det er jo egentlig en banal og ingenlunde ny betragtning. Men den overraskede mig, igen, fra en uventet kant, og jeg har nu Dirty Projectors på hylden over ting, der måske nok i mange år kan leve videre med mig. Ligesom jeg har det med Lou Reeds Magic and Loss, der på en meget markant måde lærte mig noget om mit tab af min far, eller Godspeed You! Black Emperors Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven, der altid løfter mit humør, fordi den nærmest buddhistisk insisterende bølge, bandet trykker frem, bare gør mig glad.

Musik har nogle iboende kræfter og terapeutiske muligheder, som Dirty Projectors/David Longstreth meget fornemt illustrerer ved at have lavet denne smukke plade, der viser, at det grimme og hårde lærer os at være smukke og bløde… Hvis vi tør.

★★★★½☆

Deltag i debat