Plader

Ecstasy in Order: XIO1 EP

Skrevet af Frederik Voss

Ecstasy in Order er Vellness Plader-kollektivets post-punkede danseorkester, der på deres første digitale EP forsøger at levere et soundtrack til natlivets meningsløshed.

Vellness Plader-kollektivet formåede vel nok som et landsdækkende undergrundsfænomen med Soundcloud som sin hovedplatform at få mere omtale i dagblade og branchen, end man reelt kunne have håbet på. Og retfærdigt – der er et væld af spændende, skæve popartister ombord på Vellness-skibet.

Københavner-gruppen Ecstasy in Order kan velsagtens beskrives som Vellness Plader-kollektivets outsider act med deres mindre skæve tilgang til den engelsksprogede Manchester-scene post-punk ala acid house, der formegentlig vil fornøje lyttere, der er til New Order og diverse af eftertidens derivativer. Denne mindre skævhed er måske netop også at finde i det kastrerende orkesternavn: Ecstasy in Order. Smag lige på dét.

På gruppens egentlige første digitale EP, XIO1, kommer de omkring det meningsløse (men dragende!) natteliv ved hjælp af trommemaskiner, acid synths, støjguitarer og forvrængede baslinjer.

”When She Goes Out” er den klassiske fortælling om den unge kvinde, der fortaber sig i natlivet, og går alene hjem tilsat et af EP’ens mere tilbagelænede beats, synthflader og groovede guitarlicks, der udover vokalen er sangens fokuspunkt for mig og bringer mine tanker henpå Darksides Psychic (2013).

”Halycon” er med det repeterende mantra »I dance my tears away« oven på sangens acid-synth rygrad mere et nøk i retning af Spleen Uniteds acid-hyldest School of Euphoria (2012).

”Backwards” forsætter på nogenlunde samme bredde- og længdegrader, men er en mere statisk størrelse, der forsøger at finde sig tilrette i sit beat og lyriske frustration.

”Death of Dangerboy” kommer lidt bredere omkring i synthpalletten og forsøger mere sangskrivningsmæssigt og bliver dermed også mere dynamisk.

På EP-afslutteren ”Liquid Suicide” lader Ecstasy in Order trommemaskinerne holde en pause og ender i et mere shoegazet rus-moment, der for mig udgør EP’ens klare højdepunkt.

Hvordan fungerer det så efter den formodede intention? Jeg sympatiserer egentlig ufattelig meget med projektet om noget nihilistisk nattelivsmusik, der hylder meningsløsheden og at forglemme sig selv på dansegulvet snarere end at gøre det hele til en stor parringsakt eller festhyldest til livet, som hovedstrømmen af natlivsmusikken hovedsageligt ynder at gøre det. Derfor er Spleen United og Darksides lignende projekter netop også, nogle jeg holder utrolig meget af.

De projekter udgør et seriøst alternativ på dansegulvet, og deres produktion og hooks er knivskarpe. Her føler jeg desværre, at Ecstasy in Order halter efter. Produktionerne bliver aldrig den store fornøjelse, og hooksene sætter sig personligt bare ikke, helt så meget som jeg kunne ønske. Derfor bliver det desværre emblematisk nok også netop ”Liquid Suicide”, der aldrig rigtig forsøger at være et alternativ til dansegulvet, der bliver bedste sang på en EP, der ellers har afstemt sine virkemidler rigtig fint. Som et band, der efter en lidt skuffende natlig rus på 4 sange, har sit comedown, hvor der først for alvor reflekteres. Men okay – mindre end Spleen United-sangeren Bjarke Niemanns melodiøre og Darkside-produceren Nicolas Jaars verdensklasseproduktioner kan selvfølgelig også gøre det, og jeg ville utvivlsomt sætte gang i fødderne og stemmebåndet, hvis ”Halycon” skulle blive sat på af den DJ, der er villig til at udfordre skæbnen og dansegulvet.

★★★½☆☆

Deltag i debat