Koncerter

Hamilton Leithauser, 01.03.17, Lille Vega, København

Skrevet af Camilla Grausen

Den tidligere The Walkmen-frontmand er en sjælden gæst i Danmark, men denne aften gav han intimkoncert i København med numrene fra sidste års I Had a Dream That You Were Mine og delte gavmildt ud af alle de følelser, som hans imponerende vokal kan udtrykke.

»I use the same voice I always had,« sang amerikanske Hamilton Leithauser i sin første sang på Lille Vegas scene, ”Sick as a Dog”. Han gør klogt i at bruge denne stemme, for den har indtil videre givet ham 14 år i front for indierockbandet The Walkmen, et soloalbum og senest et samarbejdsalbum med Vampire Weekends Rostam Batmanglij. Denne første martsaften gav stemmen ham også publikum nok til en udsolgt koncert – inklusive adskillige danske rocksangere, som sikkert var mødt op for at samle inspiration fra Leithausers vokalpræstation. Det havde de også god grund til at gøre, for han har saftsuseme en helt unik stemme, der går dybt, der går højt, og hvis kværnende desperation går lige i hjertet.

Det er med den stemme, han når os – for nogen hyggebjørn på scenen har han aldrig været. Når jeg har set ham før sammen med The Walkmen – i Amager Bio og på Roskilde – har hans attitude været den samme; lidt genert, lidt arrogant? Eller bare en seriøs sanger og sangskriver, som aldrig har ønsket at underholde. Han ved det nok godt selv, for udover de almindelige høflighedsfraser, kom der længe kun få ord fra ham, men dog en erklæring om, at han og hans håndplukkede band led af en vis portion jetlag – »but we’re psyched… we’re always psyched,« lød det knastørt. Men når man havde ham tæt på, som på aftenens relativt lille spillested, gjorde det slet ikke noget, for passionen i musikken og al den liv og sjæl, Leithauser lægger i det, når han synger, rummede al kommunikationen.

The Walkmen stod bag en perlerække af album, hvis finesse og konstante trekantsbevægelse mellem melankoli, nostalgi og desperation, vinder mere og mere med tiden – det kan jeg godt skrive under på her seks år efter udgivelsen af Lisbon og ni år efter You & Me. Lidt mindre hjerteskærende og lidt mere godmodigt er det blevet siden i Leithausers solokarriere (sammenlign for eksempel 2008’s ”On the Water” med “Rough Going (I Won’t Let Up)” fra 2016). Men ingen af The Walkmens numre er på Leithausers typiske sætliste nu til dags, og heller ikke i Lille Vega.

I stedet fylder hans udgivelse fra sidste år, fællesalbummet med Rostam, I Had a Dream That You Were Mine, det meste. Det første nummer, de to skrev sammen, fortalte Leithauser, var faktisk ”I Retired”, som indgik allerede på Leithausers solodebutalbum Black Hours fra 2014 – interessant at høre, at de to faktisk allerede arbejdede sammen dengang, og at de skrev sangen sammen som en fælles motivation til at komme videre med musikken, efter de havde forladt deres respektive bands.

Ligesom det gammeldags honky tonk-klaver og »shubidoo«-kor på ”I Retired”, har Leithauser siden The Walkmen vendt blikket bagud i musikhistorien og ladet sig inspirere af altmodische udgaver af country, blues og rock’n’roll. Med sin sikre, personlige vokal- og musikstil kan han fint tage på rundtur i disse genrer og 50’er-inspirationer, uden at det virker mærkværdigt. Dog skal han passe på, at det ikke tipper over og bliver liiidt for gumpetungt, som det var tilfældet sidst på aftenen med ”Peaceful Morning” og “Rough Going (I Won’t Let Up)”.

Undervejs fortalte Leithauser ganske få, men velvalgte anekdoter, som belyste numrene, så man fik mere ud af dem – og når han ikke havde noget at sige, så holdt han mund. Sådan skal det være. Inden ”The Bride’s Dad” fortalte han om et bryllup, han havde deltaget i som perifer gæst. Brudens sølle, uinviterede far rejste sig op og sang en sang. Leithauser blev meget rørt og gik hjem og skrev sangen fra faderens synspunkt: »My eyes are red and wild and wide / As I choked up over another line (…) The wedding guests are starting to get restless / And I think I have worn out my welcome (…) Through the center of the crowd / From the corner of my eye / I swear I saw you smiling / You’ll always be my darling…« Jeg har hverken en sølle, fraværende far eller et forestående bryllup, men fortællingen og sangen gik lige i tårekanalen alligevel.

Effektfuldt var det også på singleudspillet ”A 1000 Times”, hvor Leithauser igen og igen med sin signatur-desperadovokal synger: »I had a dream that you were mine / I’ve had that dream a 1000 times«. Så enkelt og romantisk kan det gøres. Og der blev da også sunget og svajet med ude blandt publikum. Også Rostam-albummets “The Morning Stars” fik et liveløft af Leithausers præsentation og af bandet, der i øvrigt virkede så sammenspillede, at man glemte, at de ikke altid hører sammen med Hamilton Leithauser.

Da Leithauser og band takkede af efter en times tid og en koncert, der var short but sweet, tænkte jeg: Det er alligevel utroligt, at han kan kyle samtlige af mine elskede Walkmen-sange ud og erstatte dem med andre – på plade; mindre medrivende – numre, og så alligevel lykkes så pisse godt med det.

★★★★★☆


Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply