Plader

Rainbrother: Tales From the Drought

Skrevet af Alex Nørregaard

The Migrant er blevet til Rainbrother. Tales From the Drought er første udspil under det nye navn, der genremæssigt fortsat bevæger sig indenfor folk og folkrock. Pladen er en lytteoplevelse på det jævne og fungerer bedst, når teksterne glider i baggrunden og numrene får lov at folde sig ud.

Udtrykket ’Gammel vin på nye flasker’ synes at komme til sin ret, når talen falder på den danske folkrock-gruppe Rainbrother. Centreret omkring den tidligere The Migrant– og The Elephants-forsanger, Bjarke Bendtsen, finder vi hos Rainbrother blandt andre Aske Fuglsang, Mads Hartmann, Jakob Lademann og Kristian Lademann, der alle medvirkede på The Migrants sidste udspil, Flood, fra 2015. Ja, man kan vel næsten sige, at Bendtsen og Co. er migreret fra The Migrant til Rainbrother.

Pudsigt nok er der noget på spil i albumtitlerne, for hvor The Migrant rundede af med Flood, starter Rainbrother med Tales From the Drought. Fra oversvømmelse til tørke. Hvad det helt præcist er for en tørke, der har været på spil og affødt fortællinger er ikke til at sige med sikkerhed. Andetsteds har jeg dog læst mig til, at Flood var stærkt påvirket af »en stress-relateret nedsmeltning,« og måske har vejen tilbage vist sig at være længere end ventet.

Det er dog ikke noget, man som lytter bliver voldsomt meget klogere på ved at dykke ned i teksterne til de forskellige numre (du kan finde teksterne via Rainbrothers Bandcamp-side). De fleste af numrene følger ikke nogen bestemt struktur, og der synes ikke at være nogen videre sammenhæng på tværs af pladen. I stedet bærer numrene på hver deres måde en lille fortælling i sig selv. Ifølge pressematerialet er der tale om intime rejsefortællinger, der blandt andet runder »spottende krager, udholdende jonglører, urfugle, angstpsykoser, dødbringende elskov og flodbredden, hvor udtørrede rejsende finder hvile.«.

I min optik er fortællingerne desværre ikke særligt interessante. Der er ikke noget, som umiddelbart sætter sig fast i min hukommelse eller på nogen måde rører mig. Jeg bliver ikke ramt af sammenhængen mellem det kærlige og de voldsomme billeder på ”Break Out”: »I kick you in the belly / You ain’t gonna sleep / Push you off the water bed / You don’t need / Dump you in the ocean / And you’ll learn how to swim / Because I like you«, eller meningen med: »To start believing / In a bucket of fruit« i ”Juggler”. Og jeg forstår ikke, hvad det egentlig er, der foregår i konflikten med kragen, der plager sangens jeg på ”Crow”. Især ikke, fordi det bare ender med, at »As the days are passing / And nights grow old with scorn / I stop listening«.

Bedre er det med lydsiden, hvor Rainbrother flere steder formår at skabe nogle ganske habile billeder og følelser. Åbningsnummeret ”Riverside”, der dynamisk og utroligt vellydende strømmer lytteren i møde, blander skønt melankolsk vokal og kor, piskende trommer samt såvel energiske som ensomme guitarer. I samspil med den efterfølgende, instrumentale ”East African Dream” bliver tankerne sendt godt ud over stepperne i ren Red Dead Redemption-stil.

I mine ører træder Rainbrother ved siden af med et par træge numre i form af ”Crow” og ”Birds Don’t Fly”, der cirkler hvileløst rundt i en ellers fin krydsning mellem western og eftertænksomhed. Der går lidt for meget retningsløs rocken rundt i den på ”Break Out”, som vistnok er nummeret om den føromtalte »dødbringende elskov«. Der er hooks på ”Juggler” og ”Fat Eggs”, som sætter sig fast, men i sidste ende ikke har så meget andet at byde på. I begge tilfælde kommer guitaren til let undsætning for at bryde tomgangen, mest viltert og overraskende på den indierockede “Fat Eggs”.

Anderledes er det midt på pladen, hvor ”Blue” toner frem med en underligt sløv, men fed energi. Nummeret bliver båret af et stærkt centralt guitarriff samt orgel, som danner et flot bagtæppe for Bendtsens vokal, der nærmest tvungent strækker hvert ord. Afslutningsvis danner ”Hanging” og ”The Sun” en sørgmodig og eftertænksom duo, der leder tankerne i retningen af Fleet Foxes’ følsomme folk og The Antlers’ svævende drømmeindie. Der er højt til loftet, men begge numre bibeholder et vist nærvær.

I min optik er Rainbrother bedst på Tales From the Drought, når teksterne glider i baggrunden og numrene folder sig ud, som det sker på pladens længste i form af åbneren ”Riverside” og den afsluttende ”The Sun”. Samlet set er Tales From the Drought dog en lidt for tør lytteoplevelse på det jævne.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat