Plader

The PowPow: Past Shame EP

I en vanvidsrus danser The PowPow sig helt til grænsen for nedbruddet i deres postkærestesorgs-univers, hvor den insisterende synthlyd bærer dem op, så festen kan fortsætte.

»Come on / I do not wanna sing this song / Hello / I do not wanna do this show,« indleder The PowPow deres tredje EP, Past Shame. Ironisk nok har de dog skabt fire solide rock/popnumre, der nærmest tvinger en til at skråle med på linjen »Hello / You do not wanna sing along« på åbningsnummeret.

Den hårde guitarintro på “I Do Not Wanna Sing This Song”, der pludselig brydes af danceabel synth og yearh-kor forsegler en efterfeststemning. På hele pladen har man fornemmelsen af, at der bliver freaket helt ud, og man skal holde sig dansende, for hvis ikke venter nedbruddet: »I like to piss my pants, when I get drunk«. I en blanding af partymusik og selvdestruktiv druksoundtrack forsøger vi at holde skruen i vandet, selvom skibet for længst er sejlet, og vi burde være gået hjem i seng.

The PowPow er en dansk duo, der består af sangeren Gustav Foss og guitaristen Lasse Tarp. I et mix af tyggegummipunk, rock og 90’er inspireret britpop er Past Shame en dansevenlig og dog tekstligt outreret hitparade, der skaber associationer til britpopbands som Oasis og Blur.

Tekstuniverset på deres tredje, selvudgivede EP Past Shame er humoristisk og handler om at være ung, fandenivoldsk og festglad.

På The PowPows forrige EP Love Songs for Modern Romantics flød dysfunktionel kærlighed ud gennem højtalerne, men på deres nye plade er romantikken forvandlet til en apatisk postkærestesorg.

Hvis den forrige EP handlede om at føle sig fanget i et forhold, er vi på Past Shame på vej gennem kærestesorgerne efter et forlist forhold. Det er slut med skammen, så livet skal leves for fuld drøn. Den nyvundne frihed giver magt til at smide alle hæmninger, undgå at face livets realiteter og smide kontrollen gennem stoffer. Sangene handler i hvert fald ikke længere om at være i et forhold, men om at være ung og fandenivoldsk.

På den akustiskklingende, guitarprægede ”Happy Satan” er der en noget anden stemning end på de andre numre. Her er der nærmest plads til eftertænksomhed – naturligvis på en sort og lidt sadistisk måde. »I see what you’re going through / Because deep insight you / There’s a happy satan/ Black salvation«. Her fornemmer man virkelig, det lidt spøjse og humoristiske i deres tekstunivers, som også kommer til udtryk i linjen »I like to piss my pants, when I get drunk,« der rummer en hel del selvironi.

Samme humor er dog også lidt svær at sluge for mig, da det på en gang virker som om, bandet forsøger at være humoristiske og hårde drenge, der vil tages seriøst. Den balance rammer de ikke helt, da humoren og ironien som i eksemplerne ovenfor bliver for bizar.

Deres univers har noget dragende over sig. Man får lyst til at danse hæmningsløst og freake ud. Samtidig er der dog noget klaustrofobisk over deres rumklangsunivers, hvor alt flyder lidt sammen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat