Nyheder

April-koncerter II: Den er på radaren nu! Døren til Japan!

Sådan lidt syret: Dør nr. 13 er klar til forårstour. PR-foto: Bo Sveidahl.

Undertoners koncertanbefalinger til anden halvdel af april.

April måned kommer til at slutte af med flere rigtig spændende koncerter rundt om i landet. Der er nok at gå på opdagelse i på diverse spillesteder, inden festivalsæsonen skydes i gang.

Canadiske, albumaktuelle Japandroids spiller 18. april i Pumpehuset i København. Japandroids spiller legesyg og melodisk ”ungdomsrock”. Duoen fra Vancouver udgav i januar deres tredje album, Near to the Wild Heart of Life, imens vi på Undertoner anmeldte forgængeren Celebration Rock fra 2012. Det album var i den grad en hyldest til rockmusikken, hvor canadierne, med fuld smæk, både hylder og kritiserer ungdommen med nogle af rockmusikkens ældste og mest effektfulde ingredienser som simple melodier og »uh-oh-uh-oh«-fælleskrål. Med inspiration fra gamle travere som The Stooges og The Sonics, er Japandroids klar til at ramme én lige i rockhjertet med Amors elspade.

Fredag den 21. april finder arrangementet Upcoming Aarhus Live sted. Dette foregår på Radar ved Godsbanen, og her kan du opleve spændende navne fra det aarhusianske vækstlag som Ane Monsrud, Rasmus Matthiesen, Pelican Beach, Sonic Exile og Abekejser. Upcoming Aarhus Live startede igennem radioprogrammet Upcoming Aarhus på Aarhus Studenterradio. Programmet sætter fokus på upcoming artister fra Aarhus, men hopper altså også ud af æteren for at præsentere artisterne i liveformat. Genremæssigt kommer vi vidt omkring med alt fra pop til »elektroakustisk instrumentalpop« – Abekejsers egen genrebeskrivelse.

Levende skotske støjrock-legender i form af The Jesus and Mary Chain spiller den 23. april i Store Vega i København med danske Baby in Vain som support. Sidst i marts udgav skotterne albummet Damage and Joy, som er deres første album siden 1998 (!). I 2015 besøgte de NorthSide Festival i Aarhus, hvor de var booket til at spille deres historiske album Psychocandy fra ende til anden. I silende regnvejr imponerede skotterne Undertoners udsendte anmelder Peter Krogh. Krogh kvitterede med fem store U’er og skrev blandt andet: »The Jesus and Mary Chain faldt ikke igennem. De var, og er, ældet med ynde – og havde stadig vildskaben intakt i de toner, de skabte for 30 år siden og efterfølgende.« Koncerten i Store Vega er meldt udsolgt, men heldigvis spiller The Jesus and Mary Chain også på dette års Roskilde Festival.

Sidste års vindere af DR’s Karrierekanonen Dør nr. 13 er i den grad på vej frem. I marts udgav syrerockerne EP’en Krigere uden våben, som får dem forbi flere spillesteder i løbet af april. Således gæster de Bygningen i Vejle den 20. april. Dagen efter er det Kulturmaskinen i Odense, og den 22. april er det Forbrændingen i Albertslund, som står for skud. Den 27. april spiller Dør nr. 13 ligeledes på Walthers i Skanderborg, og dagen efter i Studenterhuset i Aalborg. Under bandets koncert på sidste års Spot Festival havde Undertoner anmelder Sofie Guldager Rafn til stede, og hun uddelte fem U’er og skrev: »De fem numre blev leveret stilsikkert – særligt at bandets noget aparte frontmand, Lasse Storm, som med seler, bowlerhat og et manisk udtryk gav indtryk af at være en rutineret rockpoet. Publikum i det næsten fyldte Radar kunne da heller ikke lade være med at rykke lidt på sig, når basgangen buldrede, og de to guitarer kastede om sig med fængende riff.«

Du er som altid velkommen til at tjekke Undertoners koncertkalender ud for flere anbefalinger. Fortsat god påske!

Leave a Reply