Plader

Father John Misty: Pure Comedy

Father John Misty er tilbage med Pure Comedy. En næsten uhyggelig fremtidsspådom om en verden, hvor den eneste komedie er tragikomedien. Det er et på én gang udskuende og navlepillende album, der centrerer sig om menneskehedens tilstand i det såkaldte moderne samfund.

Amerikanske Joshua Tillman, som siden 2012 er blevet kendt som sit dansende Father John Misty-alter ego, er på mange måder en kunstner, der deler vandene. Lige så mange som tilbeder Tillmans idiosynkratiske observationer, lige så mange elsker at hade ham – og det er der helt sikkert en del, der vil, efter at have hørt Pure Comedy, da Father John Misty nok aldrig har været mere på spidsen.

Pure Comedy er nemlig markant anderledes end de to foregående album Fear Fun og I Love You, Honeybear. I et interview med Zane Lowe fra Beats 1 fortæller Tillman, at han i processen med Pure Comedy har gennemgået en fundamental personlig forandring ved hverken at ryge, drikke, tage stoffer eller spise kød. En forandring, som tydeligt reflekteres på det nye album, der emmer af sobert klarsyn. Hvor numrene på de to foregående album oftest var en 1:1 skildring af oplevelser, er de nye numre baseret på større tanker og idéer, som er forfinet over en årrække.

Resultatet er en 75 minutter lang overflod af kommentarer på et væld af emner som teknologi, berømmelse, miljø, politik, sociale medier, alder, den menneskelige natur – pakket ned i 13 numre. Også Father John Mistys egen person tages under behandling på det mere end 13 minutter lange nummer ”Leaving LA”. Det er en destillering af Tillmans frustrationer over, ja, at være menneske i denne verden.

Albummet kan nemt anses som en refleksion over det amerikanske præsidentvalg i 2016, men størstedelen af albummet er skrevet i løbet af 2015. Valget af Donald Trump får dog titelnummeret ”Pure Comedy” til at fremstå ret bogstaveligt, og omkvædet, »Comedy / Their illusions they have no choice but to believe / Their horizons that just forever recede / How’s this for irony / Their idea of being free / Is a prison of beliefs / That they never ever have to leave«, til en uhyggelig fremtidsspådom, omend det ikke var intentionen.

Under indspilningerne af Pure Comedy opsatte Tillman et dogme for sig selv. Alle numre skulle indspilles live-to-tape, aldrig med mere end to takes per nummer. Et dogme, der matcher et allerede ambitiøst album. Vokalpræstationen er imponerende – særligt på ”Things That Would Have Been Nice to Know Before the Revolution”, hvor Tillman elegant væver ind og ud af falset. I modsætning til foregående album, I Love You, Honeybear, er der på Pure Comedy ikke mange eksempler på prangende orkestreringer – det findes primært på titelnummeret og ”Total Entertainment Forever”, som også er nogle af pladens højdepunkter. Resten af numrene understøttes af mere simple strygere, klaver og til tider akustisk guitar.

Et andet af pladens højdepunkter er den bydende sarkastiske ”Ballad of the Dying Man”. »And all of the pretentious, ignorant voices that will go unchecked / The homophobes, hipsters and one percent / The false feminists he’d managed to detect / Who will critique them once he’s left?« Nummeret er på flere måder symptomatisk for Tillmans sangskrivning – det er smukt arrangeret, vokalen er indfølt, men sarkasmen er til at tage og føle på. Det er helt Bob Dylan’sk.

Pure Comedy er i høj grad et album, der cementerer Tillman som kulturel observator og fremragende lyriker. Han påtager sig sin rolle som “Father” mere end nogensinde før med sine velskrevne “prædikener”, der nok mest af alt skal høres som inspiration og ikke arrogance. Desværre er det til tider en småkedsommelig affære, når den velskrevne lyrik ikke understøttes af nogle mere interessante musikalske arrangementer. Særligt er de længere numre ”Leaving LA” og ”So I’m Growing Old on Magic Mountain” lidt en kamp at komme igennem, da de ikke just er prægede af musikalsk fremdrift. Måske de i virkeligheden ville have gjort sig bedre i en digtsamling? Forhåbentligt bliver de komprimeret en smule, hvis de skal med i sættet til årets Roskilde Festival, som Father John Misty gæster for anden gang.

★★★½☆☆

Deltag i debat