Koncerter

Fribytterdrømme, 29.04.17, Loppen, København

Fribytterdrømme live på Loppen. Foto: Kristian Gade.
Skrevet af Martin Colerick

Lad os danse på Loppen. Lad os træde nærmere. Den stille dans, den vilde dans og en tur tilbage i tiden. Fribytterdrømme dansede med publikum og indtog Loppen med selvtillid og overskud.

Navngivet efter et gammelt Tom Kristensen-digt, der blandt andet omhandler den evige søgen mellem virkelighed og virkelighedsflugt, gav Fribytterdrømme et helt udsolgt Loppen muligheden for en omgang lørdagsdrømmeri. De hev os momentvis ind i hippiedrømmenes paradis, og med bare tæer og selvtillid åbnede de aftenen med nummeret ”Mantra” fra deres netop udkomne album, Superego. Nummeret er et lækkert melodisk og typisk Fribytterdrømme-nummer, der drives langsomt frem og åbner sig i en storladen, messende rytme, hen over de samme gentagende akkorder.

Med Fribytterdrømme ved man, refleksionen er på plads og attituden i orden. Bandet trækker meget på en let genkendelig 70’er-retrorock med tydelige referencer til den mere psykedeliske og udsvævende del af genren. Særligt deres debut-EP, Labyrintens farver, med numre som ”De konstruerede” og det mindre hit ”Kosmonauten”, er meget tydeligt inspireret af rock fra den psykedeliske 70’er-scene.

Den seneste udgivelse, Superego, er dog mere grænsesøgende og mindre retro. Det er præget af afvekslende numre mellem klassisk rock, 70’er-syre og techno-præget poprock med en hård kant. Her er der numre som aftenens andet nummer ”18.09.1986”, der buldrer derudad med smæk på guitaren, og sange som nærmer sig techno og dance-genren, som ”Søg det højeste”. Fribyttedrømme spillede sange fra begge plader, og særligt ”Verden ender for dine fødder” fra Superego blev leveret godt og troværdigt.

Fribytterdrømme er vildt, kaotisk, godt sammenspillet og meget dragende. Deres musik passede perfekt til Loppens lille og lave scene, hvor den massive lyd møder publikum lige i ansigtet. Det er et enormt nærværende og energifuldt band, der hele koncerten igennem virkede tilstedeværende og i fuld kontakt med Loppens publikum.

En lidt småfuld guitarist gjorde heldigvis ikke skade på bandets særdeles velkomponerede og sammensatte lydbillede. Endvidere er lyden for det meste god på Loppen, hvilket Fribytterdrømme udnyttede fuldt ud. Det virkede overbevisende, når keyboardet fik en dominerende rolle, og dermed supplerede den ellers meget massive guitarmur.

Det unge band er bedst, når de går retro. Superego er et modigt og godt udspil, der fint trækker bandet i nogle andre retninger end den psykedeliske rock. Men de er gode til det med 70’er-referencerne, hvilket nummeret med samme navn som bandet klart beviste. Det skal være langt, sejt og opbyggende. Det skal lede bandet og publikum ind i virkelighedsflugten. Det skal invitere til drømme. Dette lykkedes særligt hen mod slutningen af aftenens koncert. Her dansede Loppen med Fribytterdrømme, og bandet lukkede en god aften på overbevisende facon.

★★★★★☆

Om skribenten

Martin Colerick

Biografi: Jeg er nok en smule konservativ når det kommer til musik. Jeg er vokset op med min fars klassiske rockplader, og er stadig en stædig rockfan. Støj, rock, punk og alle post udgaverne, fylder klart mest i pladesamlingen, men særligt Seattle-scenen fra slut-firserne og start-halvfemserne har haft min store interesse. Men, jeg er også blevet ældre, og efterhånden udvider horisonten sig. Så længe man kan mærke, at musikerne har hjertet med og mener det de synger, eller spiller, så er jeg med.
Undertoner har bedt mig finde fem favoritter. Det er umuligt, men her er fem klassikere jeg godt kan lide:
Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Vs
Temple of the dog: Temple of the dog
Kyuss: Sky Valley
Mad Season: Above
Neil Young: Harvest

Skriv et svar