Plader

Jens Lekman: Life Will See You Now

Skrevet af Alex Nørregaard

Life Will See You Now er et popalbum. Det dansable og catchy fører an, men det er svært at følge Jens Lekmans selvproklamerede mission og tema fra ende til anden.

Hvem er Jens Lekman? Det synes at være det grundlæggende spørgsmål, svenske Jens Lekman har stillet sig selv i forbindelse med sin nyeste plade, Life Will See You Now. Et forsøg på at anskue sig selv udefra i forskellige situationer, måske fordi det til sidst føltes som om, at der ikke var mere indeni. Lekman har i hvert fald udtrykt, at han blev træt af at skrive om sig selv, og har selv kaldt Life Will See You Now for en eksistentialistisk plade:

»(…) it’s really an album about that transition from what Kierkegaard called the aestethic to the ethical. It’s an existentialist record, about seeing the consequences of your choices. From being a dandelion seed, blaming the wind for where it carries you, to saying the name of your fear three times in front of the mirror. Maybe this is an album about taking responsibility. How sexy isn’t that?«

I grove træk forholder det sig vist sådan, at æstetikeren søger nydelsen og lader det momentane og vilkårligheden råde, mens etikeren tager stilling og træffer valg. At vælge sig/sit selv og tage sig/sit selv alvorligt for at kunne handle ansvarligt i verden.

Sådan starter Life Will See You Now også, hvor Lekman på den noget frelste og turboflue-ramte ”To Know Your Mission” bekender, at han fundet formålet med sin tilværelse: »But in a world of mouths / I want to be an ear / If there’s a purpose to all this / Then that’s why God put me here«. Her bliver det lidt mudret. For Lekman er vitterligt »et øre«, hvilket især hans Ghostwriting-projekt vidner om. Her indsamlede Lekman historier fra forskellige folk, interviewede en række af dem, og lavede deres beretninger om til sange. Samtidig er Lekman som musiker endnu én i koret af det, han selv kalder »en verden af munde«.

Lekman har da også brugt sin stemme flittigt siden sit forrige studiealbum, I Know What Love Isn’t, der udkom i 2012. Det lader til, at Lekman havde et album klar i 2014, men at det ikke fængede hos hverken pladeselskab eller venner, hvorfor det i stedet blev til et mixtape med tre nye sange. Og så kom Lekman med det omfattende postkortprojekt i 2015, hvor han indspillede og udgav 52 sange – én for hver af årets uger.

Så mange er der (heldigvis) ikke på Life Will See You Now, men to postkortsange, ”Postcard #17” og ”How We Met, the Long Version”, har da fundet vej til albummet. Netop de to sange viser meget godt, hvor bredt musikken spænder på Life Will See You Now. Begge numre byder på let dansable beats, men forvalter det på vidt forskellig vis, og begges hook/riff er samplet. ”Postcard #17” sampler en kort klaversekvens fra Charles Mingus’ ”Myself When I’m Real”, mens ”How We Met, the Long Version” låner heftigt fra Jackie Stoudemires ”Dancing”.

Jeg er selv mest betaget af det melankolske og rolige på ”Postcard #17”, hvor de sørgmodige klavertoner smukt støder sammen med håndklap, metallisk (ko)klokke og et ensomt horn. Kombineret med en tekst om frygt, måske her konkret om skriveblokering, bliver det til et effektivt take på grundtemaet om at vælge og agere. Det minder mig også om en tankevækkende TED-talk, hvor en mand, der er blevet blind på grund af en sjælden øjensygdom, fortæller, hvordan han troede, at hans liv ville ende, når han mistede synet. Det, der i virkeligheden var på spil, var frygt, fremprovokeret af troen på, at det er synet og det visuelle, der former det virkelige. For ham viste det modsatte sig at være tilfældet, idet frygten formede hans oplevelse af virkeligheden.

Anderledes har jeg det med disco-baskeren ”How We Met, the Long Version”, hvor universets skabelse, jordens tilblivelse og menneskets historie pludselig zoomes ind og bliver til fortællingen om et romantisk møde med en ny kærlighed. På sin vis er det sjovt nok, men kombinationen af den über-energiske musik og den løbske tekst bliver i mine ører en tand eller to for meget til livet-er-fantastisk-og-vi-har-det-fedt-siden. Som Glæde, der ihærdigt forsøger at slippe af med Triste i Inderst inde.

For sideløbende eller måske i overensstemmelse med det interessante grundtema har Lekman valgt at køre den lystige og positivt indstillede stil – i hvert fald på den instrumentale side. Som han også synger på Tracey Thorn-duetten ”Hotwire the Ferris Wheel”, »If you’re gonna write a song about this then please don’t make it a sad song«. Et nummer, der i øvrigt byder på nogle af de mest tåkrummende rim, jeg længe har hørt: »The lonely cry of a seagull (You say) / I say, “Let’s do something illegal« og »We climbed over the wired fences / You dropped one of your contact lenses«. Måske bliver de leveret med et glimt i øjet, men jeg synes ikke, de virker strengt nødvendige for at drive fortællingen fremad.

Numre som netop ”Hotwire the Ferris Wheel”, ”Evening Prayer”, ”Our First Fight” og ”What’s That Perfume That You Wear?” transporterer mig alle tilbage til de stunder, hvor min mor langede ting som Den eneste ene-soundtracket, Simply Red og The Style Council over anlægget. Måske lyder det ikke helt sådan, men det er i hvert fald det, det minder mig om.

Netop det med at blive bevæget i tid og sted af indtryk er også i centrum på den overlæssede ”What’s That Perfume That You Wear?”, hvor en sexet guitarfigur bliver overrumplet af et steelpan-sample. Fornemmelsen af pludselig at blive rykket ud af nuet på grund af en flygtig duft, der er blevet lagret på den cerebrale harddisk, er det muligt at nikke genkendende til. For Lekman er det en parfume, der vækker minder om en svunden kærlighed. Det pudsige i den forbindelse er ikke, at det sker, men mere den underlige kombination af det syntetiske i form af parfumen, » That sandalwood / The lavender / Lemon ginger«, og det ægte i form af kærligheden: »At least it was real / If it could hurt like that«.

Der er ingen tvivl om, at Jens Lekman har strikket en række ret så catchy numre sammen, men jeg er (fortsat) i tvivl om, hvem og hvor Jens Lekman er i overgangen mellem det æstetiske og etiske blandt alle de nydelsesfulde popmomenter. Jeg mener, at man bedst fornemmer retningen på ”Postcard #17” og ikke mindst den akustiske ”How Can I Tell Him”, der udforsker krydsfeltet mellem maskulinitet og intimitet. De to numre er, sammen med ”Dandelion Seed”, også forholdsvist meget nede på jorden i forhold til resten af albummet og byder på tyngde i teksterne.

Jens Lekman er måske et (pop)øre, men med Life Will See You Now fanger han ikke rigtig mit.

★★★☆☆☆

Deltag i debat