Plader

Mount Eerie: A Crow Looked at Me

Skrevet af Søren Hansen

På dette mesterværk får Phil Elverum bearbejdet sorgen over sin afdøde kone på den mest fortryllende og hjerteskærende måde.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde med det her album. Det er noget af det mest vanvittige musik, jeg nogensinde har hørt. Samtidig er det noget af det mest simple. Det får Sufjan Stevens’ album om sin afdøde mor, Carrie & Lowell, til at virke overproduceret.

Men for at give kontekst til det emne, som hele dette album kredser om: Phil Elverum er en meget rost lo-fi indiefolk/støjpop-kunstner, som har udgivet nogle af de mest kreative og eksperimenterende album i det 21. århundrede. Han startede i 90’erne som The Microphones, men skiftede navn til Mount Eerie efter The Microphones’ sidste album, som – for at gøre det endnu mere forvirrende – hedder Mount Eerie. I midten af 2016 offentliggjorde Elverum, at hans kone igennem mange år, kunstneren Geneviève Castrée Elverum, var blevet ramt af kræft i bugspytkirtlen. Hun døde senere på sommeren samme år. Normalt ville jeg helst kunne kigge på et album nogenlunde afkoblet fra dets omstændigheder, men med dette album giver det bare ingen mening.

Hvis nogen kan huske blockbusteren Fight Club fra 1999, så kan de måske huske, at hovedpersonen går til møder med bl.a. dødeligt syge patienter for virkelig at kunne føle noget og føle at være i live som menneske. Jeg har det lidt på samme måde med A Crow Looked at Me, fordi det hele bare er så privat, intimt og personligt – og fordi, man får et så ucensureret billede af en mand, som har mistet den kvinde, han helt utvivlsomt har elsket ekstremt højt.

Dette album kunne nemt være gået helt galt, fordi det er et sats bare at regne med, at ens tekster kan bære et helt projekt. Fordi melodi og arrangementer næsten ikke er til stede på dette album, selvom der nogle gange dukker en bas eller nogle sagte programmerede trommer op til at akkompagnere Elverums ensomme guitar. Grunden til, at dette album ikke går galt, men derimod ender som et mesterværk, er, at Elverums tekster maler et så godt billede af menneskets nedsmeltning og sorg efter at have mistet. Når jeg hører A Crow Looked at Me, føler jeg, at det er mig, der har mistet min hustru og nu er alene i en verden, som ikke lader til at have nogen retfærdighed eller mening. At høre albummet er én lang kuldegysning.

Det giver næsten ingen mening at hive enkelte tekstbidder ud, da stort set al teksten på A Crow Looked at Me er fuldstændig hjerteskærende og uhyggeligt rørende. Jeg vil dog alligevel prøve at give nogle eksempler på, hvilken fuldstændig mesterlig poet, vi har at gøre med:

»I go downstairs and outside and you still get mail
A week after you died a package with your name on it came
And inside was a gift for our daughter you had ordered in secret
And collapsed there on the front steps I wailed
A backpack for when she goes to school a couple years from now
You were thinking ahead to a future you must have known deep down would not include you
Though you clawed at the cliff you were sliding down
Being swallowed into a silence that is bottomless and real«

»They say a natural, cleansing devastation burning the understory, erasing trails
There is no end
But when I’m kneeling in the heat
Throwing out your underwear
The devastation is not natural or good
You do belong here
I reject nature, I disagree«

Men jeg kan kun anbefale, at man hører hele albummet og virkelig lader sig rive med ind i Elverums verden, for der er bare ikke noget fyld på denne her plade. Hver eneste linje og hvert eneste anslag på guitaren virker som en nødvendig del af hans udrenselsesproces. Derudover er der ikke særligt mange metaforer eller billeder, da døden bare får al anden poesi til at virke ligegyldig og uden dybde. Sådan føles dette album virkelig også. Jeg kunne selvfølgelig fremhæve enkelte sange, eksempelvis  “Soria Moria”, “Forest Fire” eller “Seaweed”, men de enkelte sange giver ingen mening uden hele den følelse, som det at høre hele værket giver.

Jeg kunne skrive 10 sider om A Crow Looked at Me og om, hvordan Elverum formår at skabe stemninger. Om hvordan han virkelig tackler alle de klicheer, man nævner, når man snakker om døden, og viser, at de ikke betyder noget, når det så rent faktisk rammer én så hårdt, som man overhovedet kan forestille sig muligt. Eller den overtro, der rammer mennesker i sådan en uretfærdig situation. Eller bare hvor helt vildt godt tekstarbejde, der egentlig er i linjer som:

»Conceptual emptiness was cool to talk about
Back before I knew my way around these hospitals
I would like to forget and go back into imagining
That snow shining permanently alone could say something to me true and comforting«

Selvom dette er et deprimerende album, så synes jeg, at der et eller andet sted også ligger en mulighed for at huske på at elske sine nærmeste, imens man stadig har dem. Huske, at døden er en ægte ting, og at når man er død, så er der ingenting at gøre. Så selvom det er en kliché, synes jeg, at det, man skal tage med sig fra A Crow Looked at Me, er at huske at sætte pris på ens kæreste, barn, far eller mor, for en dag forsvinder de. Og jeg vil påstå, at dette album er den mest præcise beskrivelse af de følelser, der går igennem en, når man mister det, man har allerkærest, og man kan virkelig mærke, at Elverum elskede hver eneste lille bitte detalje ved sin hustru.

Jeg vil anbefale alle, der kunne tænke sig at blive overvældet af de stærkeste følelser, kunst kan give en, at give dette album en chance og bare give sig hen i historien og teksterne. Specielt hvis du føler, at musik ikke kan få dig til at føle de store følelser mere, så hør dette album og bliv blæst væk af den intense og ærlige sorg.

For mig giver det på en måde ikke nogen mening at give en karakter til dette album. Det virker overfladisk og kynisk og føles grundlæggende forkert, men alligevel fortjener det den højeste karakter, jeg kan give. Fordi det her er bare et fantastisk eksempel på, hvad musik kan.

★★★★★★

Deltag i debat