Anbefalet Artikler

Roskilde-booker Stefan Gejsing anbefaler tre navne på årets festival

Det norske Rising-band Pom Poko. Foto: PR

Med 173 navne på plakaten til Roskilde Festival 2017 har Undertoner taget en snak med booker Stefan Gejsing for at få lidt kyndig vejledning til at finde de små hemmeligheder i programmet.

I sidste uge offentliggjorde Roskilde Festival hele plakaten til sommerens festival – hvor der blev tilføjet navne som The Jesus & Mary Chain, Slowdive, Nicolas Jaar, The xx og The Avalanches. Men når begejstringen over offentliggørelsen af ens yndlingsnavne har lagt sig, kan det være et ret tidskrævende arbejde at finde rundt i alle de små navne, bookinggruppen har rejst jordkloden tynd for at hente hjem til Dyrskuepladsen. Derfor har vi bedt bookinggruppens Stefan Gejsing, der blandt andet booker danske og nordiske navne til festivalen, om at anbefale tre navne inden for Undertoner-venlige genrer.

Pom Poko

»Det er et Rising-band fra Norge, som laver artrock med punkattitude. De har en lidt skæv tilgang til akkordrunder, riff, skift og sådan nogle ting. De er sindssygt fede live. Det er virkelig sådan noget hoppemusik, og man kommer også lidt til at grine af det, fordi det er sådan quirky punket.

Der er lige nu en tendens til meget soul, urban og r’n’b-musik på upcomingscenen i Danmark, som kan være ret fedt, men jeg har lidt ledt efter, at der ville ske et eller andet nyt. Der ligger de her lidt i forlængelse af f.eks. danske Pardans og andre bands, der er lidt jazzede med skæve akkorder og sådan noget.

Det er et ret ungt band, så man kan godt mærke, at de prøver nogle forskellige ting af, hvilket, jeg også synes, er noget af det fascinerende ved dem. I nogle af numrene er der et omkvæd, og så er der nogle andre, der stikker helt af med a, b, c, d, e, f, g-stykker.«

aYia

»aYia er en islandsk trio med to drenge og en pige, der skal spille på Gloria. De spiller noget dystert, mørkt electronica, der på en eller anden måde har den der nordiske lyd i sig – lidt på samme måde som, noget af det først Björk også havde. De har nogle elementer, der kan være ret hårde og voldsomme, men de har også en ret luftig lyd. Hende, der synger, minder mig lidt om Julee Cruise, der sang på Twin Peaks-soundtracket. Hun har sådan lidt en hviskevokal, der er meget spinkel og sprød.

De er har en ret visuel profil. Da jeg så dem sidste år på Iceland Airwaves, havde drengene mørkt tøj på, og hun havde sådan en hvid kutte på. Det gav et ret fint udtryk i forhold til deres musik.

Det er et typisk band, der vil passe sindssygt godt på Gloria, men som vil have det svært på Apollo. De har en indadvendthed, der er svær at fange på en stor udendørsscene, hvor det om sommeren også er lyst i 22 timer.«

Idles

»Et postpunk-band fra Bristol med en skidesur forsanger – på den positive måde. Deres single ”Mother” er ret heftig og en kæmpestor sviner til hans egen mor. De er fuldstændigt vanvittige live. Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set.

Forsangeren kommer til at slå sig selv ihjel på et eller andet tidspunkt, for de går fuldstændigt amok. Han virker meget sur og lige in your face-agtig, og han skælder ud på publikum. De har også en meget britiske accent, der er nærmest talende – lidt ligesom Sleaford Mods, vi havde sidste år.

Vi så dem på branchefestivalen Eurosonic i Groningen i Holland sidste år. Det er typisk, at det, vi booker, er noget vi har set rundt omkring på forskellige branchefestivaler. Livedelen er ret vigtig for os, så vi gør rigtig meget ud af at få set så meget som muligt, inden vi sætter det på plakaten. Vi har set mellem 85 og 90 procent af det live. Og så kan det selvfølgelig være, at noget af det, vi synes var mega fedt et sted, bare ikke fungerer hos os.«

 

Deltag i debat