Plader

Sleaford Mods: English Tapas

Skrevet af Daniel Niebuhr

Sleaford Mods er blevet mere polerede og professionelle på English Tapas, men produktionen mangler for det meste den nerve og ægthed, der skinnede igennem på duoens tidligere udgivelser.

At kalde Sleaford Mods‘ musikalske virke for raketvidenskab ville være en seriøs overdrivelse. Efter at have sendt socialrealistiske lussinger ud til højre og venstre gennem tre udgivelser på tre år, er Jason Williamson og Andrew Fearns efterfølgende pause gået med at turnere og samle kræfter til deres fjerde udspil, English Tapas. Resultatet er en mere professionel plade, der omvendt også mangler den sidste smule grit og ægthed, der gjorde dens forgængere til noget helt specielt.

Formlen er ellers den simple (og sædvanlige): Minimalistiske trommer, ditto bas og Williamsons maskingeværfraseringer, der ofte bliver maleriske førstehåndsberetninger fra den engelske arbejderklasseprovins. Drikke nogle øl derhjemme, tage ind til byen for at få en refill, hygge med gutterne, repeat – ikke så meget pis dér.

Musikken er uden tvivl blevet mere flerfacetteret i sit udtryk, hvor det er tydeligt, at Fearn har bygget på sit repertoire. Det kunne som sådan sagtens klæde English Tapas, at man får mere indhold at forholde sig til, men det er som sådan ikke en nødvendighed. Jeg har det ganske fint med, at man i visse artisters tilfælde har et musikalsk image, der er så skudsikkert som Sleaford Mods’, og I deres tilfælde må ”for mange kokke” i så fald være flere end én.

Højdepunktet på English Tapas er unægteligt førstesinglen ”B.H.S.”, der står som en smædesang dedikeret til den britiske forretningskæde af samme navn og dens bagmand Philip Green, der stak af til Middelhavet med alle pengene. »Laying on a boat, well what do you do?« spørger Williamson retorisk på vegne af en lavere middelklasse, der har nok at slås med i forvejen på hjemmefronten.

Man kunne måske have forestillet sig, at Sleaford Mods, med deres præcise og ofte humoristiske, sociale og politiske kommentarer tog sig rigelig med tid til at adressere det britisk-europæiske had-kærlighedsforhold, der kulminerede ved afstemningen og den efterfølgende Brexit sidste sommer, men sådan er det pudsigt nok ikke rigtig gået. I stedet holder de sig til det, som egentlig betyder noget, og lader politikerne sejle deres egen sø.

Som jeg også har nævnt før, når snakken eksempelvis er faldet på Fat White Family, er det fantastisk for arbejderklassen ovre på øerne, at de endelig har fået gang i de musikalske røster igen. Sleaford Mods har uden tvivl også nydt godt af den fælles succes, men jeg synes til gengæld også at ane, at English Tapas også bare ”er”. Den rykker ikke i mig på samme måde som især Key Markets formåede, og for at være helt ærlig, så kunne mange af numrene på English Tapas sagtens fungere som mere polerede rester fra tidligere udgivelser. Det er en skam, for på bunden er Sleaford Mods en væsentlig stemme i disse politiske omvæltningstider, og det sidste, der må ske, er, at produktiviteten overdøver budskaberne.

★★★½☆☆

Deltag i debat