Plader

Turbolens: Tro, håb & kærlighed

Skrevet af Frederik Voss

Turbolens er mødet mellem Bo Madsen og musikglade børn fra Bernadotteskolen, der er endt i et 11 minutters langt slutprodukt, der handler om tiden, der forandrer alting, og glæden ved at skabe.

Der har sjældent være så meget tryk på de danske mediekedlers sladderlyst omkring en dansk guitarist, som da Bo Madsen forlod Mew. De involverede har bestemt også gjort sit for at højne melodrama-effekten.

Jeg nævner episoder i flæng: Afgangen fra bandet kun dage før en koncert på Orange scene. Mew der laver et tåkrummende ingen-kommentar interview med DR, som var en ægte sorgproces igangsat. Bo Madsen, der som et plaster på et såret, står og spiller et akavet cover af ”Comforting Sounds” med Africa Express, dagen efter han havde set sig erstattet på Orange Scene med en sentimental stikpille til moderskibet i form af de selvsungne, afsluttende linjer »Nothing is pure anymore but solitude«. Bo Madsen erklærer Mew dødt i et interview i Politiken på trods selv at have spillet i en tremands konstellation af bandet i årevis. Bo Madsen laver et (nu slettet) opslag på sin Facebook-side, hvor der sarkastisk henvises til, at Mews singleudspil ”Carry Me to Safety” minder meget om Duran Durans ”Ordinary World”. Mew aflyser deres optræden til uddelingen af Gaffa-prisen, da det bliver offentliggjort, at Bo Madsens nye projekt Turbolens også skal spille til prisuddelingen. Så langt, så godt.

Jeg havde egentlig gerne have undgået at skulle bringe Mew i spil i beskrivelsen af Bo Madsens nye projekt Turbolens, men det er en central præmis i værket, at den er et modspil til den måde, han arbejdede på i Mew, hvilket Bo Madsen også selv har gjort opmærksom på i flere interviews. Mew er kendt for deres langsommelige arbejdsproces påtvunget af et perfektionsønske. Det har været den helt store, nærmest neurotiske drøm med millionkontrakt, verdensturnéer og anerkendte albums.

Tro, håb & kærlighed har Bo Madsen forkastet neurosen og søgt tilbage til rødderne og grunden til, at han startede med at spille musik. Den grund genfandt han i øvelokalet på Bernadotteskolen, hvor de selv startede med Mew. Her startede han Turbolens med børn fra skolen, hvor der ikke var nogen ”nej”-præmis eller et perfektionsideal, men blot en glæde ved at skabe. Det er et gennemført forsøg på at genfinde børnenes naivitet og glæde, og det er altså børnenes univers, der i høj grad præger æstetikken på EP’en. Der cykles, der stås på skateboard i gaderne omkring folkeskolen i musikvideoen til ”Rastløse Bevægelser”, og de resterende sangtitler har navne som ”Svumpen”, ”Stjernegylp” og ”Slikker tid”. Og nå ja – EP-titlen selv kan vel nok ikke blive en meget mere naiv kliché.

Der er tale om 11 minutters musik på tværs af de fire sange, som rigtig nok lyder meget som et øvelokale i en folkeskole. Guitar, trommer, bas og børnekor er grundelementerne. ”Svumpen” er en lille hyggelig intro, som starter med Bo, der alene med sin guitar emblematisk synger: »Børnene viser os vej / Se verden gennem deres leg,« hvorefter børnene stemmer i med sine instrumenter og løfter stemningen på sangen.

Popformen er på plads i sangen ”Stjernegylp”, der er ultranaiv børnerock i et opløftende tempo og med ordleg a la »Du vokser opad / Og jeg vokser nedad« og  »Vi mødes nok på vejen«, hvor Bo Madsen prøver at finde et fælles ståpunkt mellem børnenes og de voksnes verden. Skal det være så anderledes, som vi gør det til? ”Slikker tid” falder i samme bås med nærmest melodiløse rappende vokaler over børnerock, hvorefter sangen momentvis åbner sig op. På disse to sange føles det som om, Bo Madsen ikke forsøger at lave et møde med børnene, men at være et af dem. På ”Rastløse bevægelser” føles det mere som en voksen mand, der mødes med det naive udtryk fra børnene, og der er en melankoli indlejret i sangen – børnene ændrer sig også. Børnene er ikke en statisk størrelse. Der er tiden omgængelig.

Alt i alt er Tro, håb & kærlighed en mærkelig lytteoplevelse. Jeg bliver på ”Rastløse bevægelser” og momentvis andre steder grebet af musikken, og det er yderst forfriskende at høre Bo Madsen gøre noget andet, end det man er vant til at høre fra Mew. Det er en sød lille EP, der minder mig om at starte med at spille musik. Men hvad er det egentlig børnene kan tilbyde os? Som Bo Madsen også selv har givet udtryk for i interviews, har det mere været et spørgsmål om en proces. At opleve glæden og den måde børnene skaber på har været en berigelse. Det er jeg helt sikker på, at den har været. Problemet er bare at den proces ikke er gennemsigtig eller dokumenteret som sådan på EP’en, og tilbage står hvad? Det gør slutproduktet som meget af tiden er, ja, børnemusik. Og det er bedst når Bo Madsen ikke også selv forsøger at være et barn som på ”Stjernegylp” og ”Slikker tid”, men at han i stedet møder børnene som det voksne menneske, han er, og laver noget sammen med dem som på ”Rastløse bevægelser”.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg havde dog nok endt på 3 stjerner med “Rastløst Bevægelser” som det eneste forsonende nummer (og det er virkelig et GODT nummer!).

    Åbningsnummeret er – næsten – hæderligt, men “Stjernegylp” (der lyder mere som et Johnny Deluxe-nummer) og “Slikker Tid” lyder som folkeskoledemoer, der aldrig burde have set dagens lys… med al respekt for Bo Madsens talent og det prisværdige indspilningsprojekt, selvfølgelig.

Deltag i debat