Plader

Blaenavon: That’s Your Lot

Skrevet af Magnus Eldrup

Med britpoppede ørehængere sigter engelske Blaenavons ambitiøse debutalbum efter stjernerne og når et godt stykke af vejen. I sidste ende er debuten dog ikke musikalsk alsidig nok til at bære tolv sange.

Den britiske indiepoptrio Blaenavon var allerede at finde på lokale spillesteder tilbage i 2012, men de måtte se deres debutalbum blive forsinket af både egne studentereksaminer og pladeselskabets høje krav. Det unge band er nu blevet fem år ældre og har da også skruet en del op for ambitionsniveauet. Med Ben Gregory som sanger og guitarist, Frank Wright som bassist og Harris McMillan på trommer forsøger Blaenavon på debutalbummet That’s Your Lot at afsøge de helt store temaer i livet, for det meste uden at give afkald på deres fandenivoldske britpop-fornemmelser.

Mens udefinerbare lyde langsomt finder rytme og melodi, fanges man som lytter hurtigt af pladens første nummer, ”Take Care”. Før introen kan nå at gå i tomgang, skifter sangen karakter. De søgende lyde erstattes af en selvsikker bas, sporadisk guitar og Ben Gregorys vokal i centrum. Pladens første linjer ytres selvsikkert: »When you kissed my hand and passed the note / I wondered how you wrote at all / My side of the bed won’t rest tonight.«

Blaenavon fastholder det høje tempo og leverer ligeledes på ”Let’s Pray” et stilsikkert britpopnummer. Det er dog først på pladens tredje nummer, ”Orthodox Man”, at der virkelig bliver skruet op for en ørehænger. Især brugen af både falset og kor giver noget dynamik til Gregorys ellers til tider lidt rugbrødsagtige vokal. ”Orthodox Man” buldrer selvsikkert afsted og kan sagtens fortjene en plads på din forårsplayliste.

Som That’s Your Lot skrider frem, må jeg dog desværre indrømme, at min entusiasme for de unge britpoppere falmer en del. Så effektiv som guitar-bas-trommer-triaden kan være på numre som ”Orthodox Man”, så trægt kan det også føles, når den gentages sang efter sang. Blaenavon er langt fra det første band, der er stødt på dette problem, og der er da også et utal af måder, man kan få en sådan konstellation til alligevel at føles interessant, blandt andet ved brug af diverse digitale remedier. Desværre forbliver That’s Your Lot hele vejen igennem et meget analogt og ensidigt album med begrænset opbakning til Gregorys vokal. Når jeg overvejer, hvor meget tanke Blaenavon lader til at have lagt i det melodiske aspekt af deres musik, så ærgrer det mig, at lidt af den tid ikke i stedet gik til at få Gregorys guitar og Wrights bas til at lyde lidt mere interessante. Man kunne være kommet langt med et par effektpedaler.

Det er selvfølgelig ikke op til mig som anmelder at diktere, hvordan Blaenavons musik skal lyde. Bandet finder da også deres egen måde at holde lytteren på tæerne, nemlig ved at variere deres sange stilmæssigt. Det sker med stor succes på den dejligt funkede ”Lonely Side” og med markant mindre på klaverballaden ”Let Me See What Happens Next”. Og så er der jo ”Alice Come Home”. Det over seks minutter lange nummer bygger op og river ned og kaster sig i alle tænkelige retninger. Forhåbentlig står det nummer som et varsel for, hvilken ambition, vi kan forvente af Blaenavons lydbillede fremover.

Mod pladens slutning sænker Blaenavon tempoet, og Gregorys tekster får en mere prominent rolle. Specielt det obskure i Blaenavons lyrik begynder virkelig at skinne igennem. Når Gregory f.eks. starter ”I Will Be the World” med at synge: »Hand me the telephone / I need to make a call to the profit dogs«. Så er der plads til og krav om, at man som lytter selv kan og skal tildele teksten en mening. Denne form for uigennemsigtighed låner albummet noget tiltrængt dynamik. Sangene kan med ét skifte mening fra den ene gennemlytning til den næste. Ydermere, har fravalget af et skarpt udpenslet narrativ, i de fleste af sangene, givet Gregory større frihed til at skabe nogle dejligt velklingende verselinjer, hvilket blandt andet kan høres på sangen ”Ode to Joe”: »Slice and dice / Self-suffice / Gunpowder typing / Too bold«.

Som helhed er That’s Your Lot måske ikke nødvendigvis et album til fire U’er. Det er simpelthen for langt, for trægt, og musikalsk når det for sjældent helt op, hvor hårene rejser sig på armene. Grunden til, at det alligevel er denne karakter, jeg vælger at slynge over disken, kommer sig af, at That’s Your Lot, når det er bedst – når der for alvor kommer gang i britpopfesten, og Gregorys lyrik bider sig fast dybt i min hjerne – virkelig er et lyt værd. Og i en verden, hvor album alligevel dissekeres for de bedste bidder til playlisten, så kan That’s Your Lots stærke øjeblikke få lov til at skinne, mens et par af sangene nok kan få lov til at stå og samle støv.

★★★★☆☆

Deltag i debat