Plader

Ed Wood Jr: The Home Electrical

Den elektroniske mathrock-duo fra Frankrig fremviser et hav af rodede og kaotiske arrangementer, der med smukke og unikke skæringer stikker i hver sin retning, dog uden helt at smelte sammen til et helstøbt mesterværk.

The Home Electrical er det tredje studiealbum fra den franske duo Ed Wood Jr. I løbet af de sidste syv år har de, som så mange andre bands, forsøgt at finde deres helt egen lyd. Det kan man roligt sige er lykkedes for de to franske sangsmede. Det kommer i denne sammenhæng til udtryk igennem The Home Electrical. 33 minutter fordelt på otte skæringer. Et virvar der spænder så bredt, at det næsten ikke burde kunne lade sig gøre. Med alt fra store bigbandkompositioner til små spinkle lydklip af snurrende elektronik, der langsomt skærer igennem det indre og opbygger meditative tilstande for til sidst at få det hele til at styrte. Med andre ord har Ed Wood Jr på dette udspil skabt en halv times lydkaos, hvor både den spinkle og den højtravende side af verdens lyde udforskes.

The Home Electrical brages i gang med nummeret “Medellin”, der indledes af piskende guitarslag, hvor rungende basfrekvenser og galopperende trommer akkompagneres af boblende synth-lyde, der til sidst munder ud i en støjende mathrock-affære, hvor alt knækkes midt over og efterlader lytteren med en hjerterytme, der er lige så galopperende som den fire minutter og 20 sekunder lange skæring, der åbner ballet i en bragende rockkomposition.

Pladens to næste skæringer, den 66 sekunder lange “R/T” og den noget længere “Kow”, tøffer afsted i et lidt lavere tempo. Det er her den friske luft indåndes og pusten fås. Det er lyden af isnende nattefrost, hvor en krystalklar sequencer skærer igennem trommehinden på “R/T ” og fortsætter uforstyrret på efterfølgeren “Kow”, hvor vi introduceres for kølige, luftige og nærmest spøgelsesagtige vokalstykker, hvor den snurrende elektronik blandet med en krystalklar kvindevokal åbner op for det mere drømmende og meditative udtryk, der bestemt også er at finde flere steder på pladen.

Som lytter er det svært at forholde sig til sådanne 33 minutter. Et sanseindtryk af en anden verden, hvor alt rives i stykker og støbes sammen igen. På denne plade bliver man inviteret indenfor i en kaotisk verden, hvor man ikke ved, hvad der venter én. Man fornemmer som lytter, at Ed Wood Jr hele tiden søger efter noget større. Til gengæld  har de deres DNA på plads, hvilket man ikke kan tage fra dem. De ved, hvad de vil, og de er bestemt ikke bange for noget. Det kommer til udtryk flere steder på The Home Electrical. For eksempel på pladens næstsidste skæring, “Norman Bates”, der understreger, at bandet forbliver i deres math- og synthrock-univers lidt endnu. Et tungt guitarriff, der med sin programmerede lyd trækker tydelige tråde tilbage til ligesindede i bands som Liars og Battles understreger, at Ed Wood Jr er et rigtigt rockband – i ordets bedste forstand.

Kulminationen på denne skive findes på den allersidste skæring “Nuits noires”. En tung og rungende bassynth slår an, hvorefter dynamiske trommebeats akkompagnerer i endnu en støjende affære, der igen slår fast, at der er højt til loftet i Ed Wood Jrs univers. Her er der tale om et vaskeægte rocknummer, hvor den sidste energi bruges. På alle måder er det den perfekte lukning af en plade, der rummer alt fra store omfavnende rockkompositioner til små spinkle lydklip. Et rocknummer, der langsomt bygger op for så til sidst at pille det hele ned igen. Et vaskeægte dommedagsnummer.

Ed Wood Jr har med andre ord skabt en 33 minutter lang sanselig rejse, hvor man ikke skal være sikker på, at ens forventninger bliver indfriet. At pladen rummer en stor diversitet i selve lydbilledet burde være en klar styrke, men denne plade vil det hele på en gang. Den vil være storladen og spinkel på en og samme tid. Til gengæld rummer franskmændenes album netop den diversitet, der skal til for at gøre sig uafhængig som værk. Hele pladen oser af charme og viser, at Ed Wood Jr ikke er bange for at prøve grænser af og gøre, hvad de har lyst til. Man kan derfor ikke undgå at blive betaget af den interessante lyd, der udfolder sig på otte skæringer, hvor ikke to er ens. Hvad fremtiden bringer for Ed Wood Jr vides ikke, men én ting er sikkert: De har ikke tænkt sig at gå på kompromis.

★★★★☆☆

Leave a Reply