Plader

Slowdive: s.t.

Skrevet af Søren Jakobsen

Det engelske shoegaze-orkester er tilbage med første album i 22 år; et højst vellykket og underligt ubesværet comeback.

De senere år har budt på efterhånden en del udgivelser fra bands, der var gået i glemmebogen, eller som man i hvert fald troede var pakket permanent i mølposen. I år har vi f.eks. fået den første Jesus and Mary Chain-plade siden 1998’s tvivlsomme Munki, og A Tribe Called Quest sidste år udgav deres ligeledes første plade siden samme år. Ikke nok med det, så er det også værdige comebacks.

Endnu længere siden er det, at engelske Slowdive, der på samme vis som ovennævnte står på årets Roskilde-program, udgav deres foreløbigt sidste plade, den storslåede Pygmalion, der signalerede deres afsked i 1995.

Pygmalion var dog også i høj grad et resultat af primærsangskriver Neil Halsteads anstrengelser alene, for bandet var allerede ved at gå i opløsning inden pladen udkom, martret af en, kan man roligt sige, ubehøvlet behandling fra de engelske musik-tabloider, der længe havde hånet Slowdive for deres, tja, ikke væren britpop eller grunge, eller hvad der nu var oppe i tiden i start- til midthalvfemserne.

Shoegaze, der som bekendt indledningsvis var en nedsættende betegnelse for de blege, indadvendte bands, der strømmede ud af især England i de år, med fokus på pedaler og drømmende lydlandskaber, var IKKE hipt. En behandling, der også gav sig til udtryk i svigtende pladesalg, eftersom der ikke var så mange alternativer til de trykte musikmedier i de dage.  

Siden er der sket en del på den front. Shoegaze er i disse år for alvor kommet tilbage i den kollektive bevidsthed, begyndende med My Bloody Valentines comebackplade MBV, der udkom i 2013.

Og se nu bare, om ikke også Slowdive, der begyndte at turnere igen i 2014, er vendt tilbage for alvor med deres første udgivelse i 22 år. At albummet var på vej breakede Slowdives Simon Scott endda til Undertoner sidste sommer. I den mellemliggende periode siden sidste Slowdive-album har frontfigurerne Neil Halstead og Rachel Goswell især gjort sig gældende i det noget mere folkede Mojave 3, men folk må man kigge langt efter på Slowdives selvbetitlede comeback.

Hvad man til gengæld ikke behøver kigge langt efter, er substans og en umiskendelig fornemmelse af at lytte til en Slowdive-plade, der melder sig få sekunder inde i åbneren “Slomo”. Et nummer, der hen over syv minutter trækker tydelige paralleller til der, hvor Slowdive slap i sin tid, nemlig den ambient-inspirerede Pygmalion. Med en majestætisk opbygning, der stille og roligt lukker flere og flere elementer ind i et indledningsvis ret lufttomt rum, melder Reading-bandet effektivt ud, at intet og alting er, som det plejede. Det er gåsehudsfremkaldende, når Halstead efter to minutters intro første gang åbner piberne og kort efter får selskab af Goswell i den for dem så klassiske call/response-stil. 

Man kan sige meget om Slowdive, især når man, indrømmet, er vældig stor fan, men deres tre udgivelser, der kulminerede med plade nummer to, Souvlaki (1993), holder en høj standard. Derfor kunne man naturligvis frygte på forhånd, at Slowdive ville ødelægge deres succesrate på 100% med et mindre godt værk, men lad det være klart: det gør de ikke.

Hvad de i stedet har gjort, er at udgive en plade, der på elegant vis trækker tråde bagud i tiden til alle tre foregående plader. Nogle gange på skift, andre gange på samme tid. Samtidig er der dog allerede fra de første trommeslag en umiddelbart større modenhed over lyden, der virker mere solid og afbalanceret, end den måske gjorde før tiden. Chris Coady, der har mikset pladen, har gjort et fornemt stykke arbejde.

Føromtalte “Slomo”, der oprindeligt skulle have været et Halstead-solonummer, er en perfekt åbner på pladen, der uden problemer placerer sig i den øvre ende af de bedste numre, bandet har lavet. Nogle vil sikkert kalde det en stiløvelse, men det er nu engang deres egen stil, de i så fald udøver. Herefter stiger og falder Slowdive i intensitet som en albatros på vinden, og det er også en velkendt manøvre.

Men igen er idéerne så fine, lagene af lyd så glimrende afbalancerede og Halstead og Goswells stemmer så intakte på den blåøjede facon, at man relativt nemt kan tilgive det meste “genbrug”. Selvom man kan have den anke, at det i 2017 er sværere end nogensinde at dechifrere, hvad der egentlig bliver sunget. Men altså, who cares.

Første single, der slap ud fra Slowdive er pladens andet nummer, “Star Roving”, der med sit brølende sug af delaytung guitar og harmonierne imellem Halstead og Goswell er decideret Slowdive classic. Det kunne klart have været et uddrag fra Souvlaki, der bød på de mest direkte numre hvad angår sangstrukturer og omkvæd, som Slowdive udgav i løbet af deres begrænsede levetid.

“Star Roving” glider let over i den på skift kværnende og blide (jep, shoegazeklichéerne lever også i bedste velgående) “I Don’t Know Why”, der lige så klart er en tilbageskuen til den mere rå og støjmættede stil, som bandet dykkede ned i på de første EP’er og debutalbummet Just for a Day fra 1991. Det er en slags præstation, at de ikke kommer til at lyde selvparodierende på nogen af de tre indledende sange.

Neil Halstead har i forbindelse med pladens udgivelse erklæret, at de er vinyl/pladeformats-fans, og der er derfor også en fin markør imellem side A og B, der ligner hinanden i opbygning. Som med “Star Roving” på første halvdel er nummer to på den anden halvdel af pladen, “No Longer Making Time”, et nummer, der giver behagelige spasmer i den guitararm, der gerne vil spille på to-tre guitarer samtidigt, kombineret med en relativt simpel opbygning – der strækkes ud over seks minutter, hvor et par mindre sikkert havde været rigeligt, hvis man skulle have sig en reel single. Det glemmer man hurtigt.

Et par steder på pladen virker den lidt vildfaren, som f.eks. den lidt rodede, postrockede ”Go Get It”, hvor det måske bliver lidt rigeligt meget blæs i egen trompet. Rachel Goswells stemme er heller ikke som sådan blevet mere fyldig med alderen, selvom netop den husblas-tynde vokal gav Slowdive en helt særlig, luftig kvalitet.

Det findes der dog også moderne teknologi til at kompensere for, og Goswells harmonier med Halstead er kun blevet mere effektive i løbet af tiden i Mojave 3. Det er et indtryk, der kun forstærkes i løbet af pladen, samtidig med at man fornemmer, at de skejer mere og mere ud.

Den voldsomt smukke afslutter, “Falling Ashes”, er på den led et nummer, hvor bandet træder ud på lidt mere nyfigen jord. Den har med sit spinkle, repetitive klavertema et par fællestræk med Radioheads ret aktuelle ”Daydreaming” , men til forskel fra Thom Yorkes mørklagte dybvandsklokke er det et optimistisk Slowdive, man hører synge pladen ud med mantraet »thinking about love«.

Der lader til at være grund til at se op fra gulvet og få noget mere ud af det hele. Romantikken og optimismen har, uagtet rygtet som et band for deprimerede studerende (ahem) også altid været det dominerende i deres numre, inden under alle effekterne. Og de vulgært store hjelme af hår er trods alt forsvundet i de fleste af bandmedlemmernes tilfælde.

Det er næppe på grund af manglende frisørpenge, Slowdive er vendt tilbage, selvom de nok ikke brokker sig over indtjeningen. De har alle haft fine jobs til at give smør på brødet i mellemtiden, og især Halstead har haft fin succes med Mojave 3. Man skal dog ikke tage fejl af, at muligheden for en slags oprejsning har betydet en del for det, der engang var en bande teenage-generte musiknørder under heftig flak fra de britiske tabloider, der alle dage har været gode til at tjene penge på mobning. Ingen nævnt, ingen glemt.

Pitchfork lavede for et par år siden, i anledning af Slowdives nyligt startede koncertrunde, en dokumentar om hovedværket Souvlaki, hvor nogle bandmedlemmer – åbenlyst meget høfligt opdragede englændere – ikke rigtig var i stand til at omtale perioden hen imod deres opløsning uden en let grad af bitterhed og en fornemmelse af ufærdigt arbejde. Det er derfor nok ikke uden en vis stolthed, at de kommer til at se på denne plade fremover. For Slowdive har heldigvis ikke brudt stimen med dette underligt ubesværede comeback.

Slowdive havde – uanset hvad – også fortjent bedre i første omgang.

★★★★★½

Leave a Reply