Plader

Sort Sol: Stor langsom stjerne

Skrevet af Peter Boier

Sort Sol kombinerer på imponerende vis deres lyst til at være avantgarde og lave sensuelle popsange. Det resulterer i det mest ambitiøse, storladne og gennemførte danske værk, Undertoners anmelder længe har hørt.

Halvandet minut inde i åbningsnummeret “The Weightless” bliver første guitarakkord slået an og én ting bliver slået fast: Dette er ikke et album, som album er flest. Det er stort. Det er voldsomt. Det er smukt. Det er grimt. Og det er utroligt modigt og ambitiøst.

Sort Sols comebackalbum, Stor langsom stjerne, er det mest ambitiøse danske album, denne anmelder har hørt i mange, mange år.

Allerede ved et hurtigt blik mod pladens gæsteliste står ambitionsniveauet stjerneklart. Hvor de på deres sidste udgivelse, opsamlingspladen Circle Hits the Flame – Best Off… (2002), havde allieret sig med Søren Rasted fra Aqua om at skrive sangene “Holler High” og “Golden Wonder”, er der denne gang kigget ud mod verden.

Filmmusikkens spirende stjerneskud Johánn Johánnsson, der med Orphée kreerede et af 2016’s smukkeste album, er med, og i producerstolen sidder Randall Dunn, der har produceret Sunn O)))’s vilde dronemetal.

Og drone-inspirationen skjuler sig slet ikke på Stor langsom stjerne. I langt højere grad end sange er her tale om kompositioner. Lars Top-Galia åbner store, majestætiske lydflader, landskaber og verdener for lytteren, der er tætpakket med strygere, synthesizere og larmende, dronende guitarflader.

Åbningsnummeret, det forrygende “The Weightless”, består netop af disse elementer. Leder man efter et catchy omkvæd som på “Rhinestone” eller “Holler High”, går man forgæves, men de store armbevægelser er soleklare. »Transhumanism, darling / unified us all,« synger Steen Jørgensen, så man ikke er i tvivl om, at bandet tager sig selv meget seriøst. Det er satans prætentiøst. Men når det er så godt, anderledes, imponerende og stort, kan man acceptere det.

På samme måde tårner titelnummeret “Stor, langsom stjerne” sig monumentalt op i landskabet. Steen Jørgensen slæber sig på dansk gennem et imponerende akkompagnement af synthesizere, et minimum af trommer og tætvævede, avantgardistiske korarrangementer. Her nærmest messer Steen Jørgensen spoken word-vers på yderst overbevisende vis, som kun bidrager til at understrege den episke skala i musikken.

På “Søøre” forsøger bandet på tilsvarende vis at skabe afstand til de klassiske rock-mytologier med hvad, der nærmere er dramaturgi end sangskrivning. Nummeret er inddelt i forskellige akter, hvor et flot strygerarrangement åbner lovende, før decideret uhyggelige toner overtager, og Steen Jørgensen indtager rollen som dommedagsprofeterende krigsstemme. Der kan ikke være megen tvivl om, at Top-Galia har lyttet til de senere Scott Walker-plader her.

Men “Søøre” ender som albummets eneste deciderede svipser. Hvor ambitionen lutter skinner igennem positivt på resten af pladen, kammer det simpelthen over her. Især Steen Jørgensens spoken-word fremførelse bliver for andægtig. »Den første cigaret i Europa / Spring ned i urinalerne,« messer han, mens hans danske diktion er for forceret teatralsk og bliver et ekstremt forstyrrende element, der får nummeret til at falde til jorden – ja, endda næsten fremstå irriterende for undertegnede.

Mindre krukkede er de to Depeche Mode-lydende popsange “Nocturnal Creatures” og “Life Took You for a Freq.”, der havde været noget af det mest interessante det britiske orkester havde udgivet længe, hvis de selv havde skrevet og produceret sangene. Begge sange er dunkle, dunkende og sensuelle – og “Nocturnal Creatures” er endda dansabel på sin egen syrede, liderlige måde.

Sort Sol vil gerne være avantgarde, men de kan stadig skrive et solidt omkvæd, når de vil. De formår dog til fulde at fastholde sig selv og deres mørke, troværdige univers i popsangene, hvilket måske ikke altid har været tilfældet.

Stor langsom stjerne slutter med udgangspunktet for pladen: “K-141 Kursk”, en russisk ubåd der tragisk sank, mens bandet indspillede deres sidste originale album Snakecharmer. Den klaustrofobiske rock-opera med Johánn Johánnsson-strygere er et sonisk eventyr i flere akter af ildevarslende toner kombineret med Steen Jørgensens fremføring af ubådskaptajnens sidste ord. Sætningen »I laid myself bare« lukker pladen – en glimrende analogi til Sort Sols alt-eller-intet tilgang til deres første album i 16 år.

Stor langsom stjerne er ikke en nem plade. Det er ikke en, man sætter på til gæster eller til sommer og rosévin. Men giver man den tid, plads og opmærksomhed – og accepterer, at den tager sig selv meget seriøst – bliver man gavmildt belønnet af en af de bedste og mest imponerende danske plader i dette årti.

Jørgensens engelske tekster er lidt klodsede hist og her (»I am forced into speech«?), men det er bagateller, der ikke ændrer på, at Stor langsom stjerne er, ja, en stor, langsom stjerne. Det er det mest ambitiøse, storladne og gennemførte danske værk, undertegnede længe har hørt. Og det giver topkarakter.

★★★★★★

3 kommentarer

  • Skide god anmeldelse – Men “Forced into speech” er et Lovecraft-citat… Bare en lille rettelse:)

  • Præcis sådan jeg havde det da jeg hørte albummet 1.gang. Fik også Depeche mode tanker og elskede det og gør det stadig. Et fantastisk album med masser at byde på. Det giver mig kulde gysninger gang på gang. Nu har jeg bestilt det dobbelte album på hvid vinyl. For som jeg ser det er det et album enhver med respekt for sig selv og mudik, bør eje, og ikke bare streame.
    Desværre er Søøre, som også så fint skrevet, noget lort.

Deltag i debat