Koncerter

Aphex Twin, 01.06.17, Primavera Sound, Barcelona

Aphex Twin. Pressefoto/Primavera.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Richard D. James var ikke kommet for at please hverken Primavera eller festivalpublikummet. Aphex Twin var en nådesløs oplevelse, der dog i sidste ende blev en smule kedelig.

Før man skal anmelde en koncert med Aphex Twin, skal man som minimum tage hensyn til ét grundlæggende spørgsmål: Hvilken udgave af Richard D. James dukker egentlig op? Er det den samarbejdsvillige udgave, der tager notits af omgivelser og stemning og leverer herefter, eller er det grundessensen af Aphex Twin, som hverken går efter at please eller decideret underholde, men i stedet lader publikum nyde koncerten på hans præmisser? Ganske som forventet var det sidstnævnte, vi sent torsdag nat blev præsenteret for på festivalens hovedscene.

Aphex Twin lagde langsomt ud med nogle ret slæbende, mekaniske rytmer og nogle nådesløst repeterende, skæve samples, der næppe kunne have været særligt dansable for de mange gæster, der havde taget turen helt op foran i den spanske sommernat. Pudsigt nok fungerede koncerten faktisk fint i de store, udendørs rammer, der ellers har for vane at ødelægge rigtig mange af de største koncerter på Primavera.

Langsomt, men sikkert muterede numrene over i nogle langt mere håndtérbare sektioner, der dog aldrig for alvor nåede at manifestere sig blandt de fremmødte, før næste skridt i transformationsprocessen var i gang. På den visuelle side var det med fuld fokus på en fuldstændig kaotisk lysopsætning og bizarre kamerafiltre på kameraerne fra forreste række, hvilket heldigvis akkompagnerede lydsiden glimrende.

Med tiden endte vi ovre i en fuldstændig afsporet cocktail af noise og nærmest utydelige beats, førend vi sluttede i et uendeligt, kakofonisk støjhelvede, hvor alle sejl blev sat ind for at presse publikums koncentrationsevne til det yderste, inden lyden blev cuttet til en brat afslutning, opvågning og tilbagevenden til post-Aphex-virkeligheden.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg havde overordentligt svært ved at finde rundt i de forskellige samples og beats, James gjorde brug af, og ret mig gerne, hvis jeg tager fejl, men jeg mindes heller ikke på noget som helst tidspunkt at have noteret mig noget af hans eget materiale – i hvert fald ikke af den mere tilgængelige slags. På den måde er Aphex Twin i hvert fald bestemt noget af et unikum. Der er ikke mange, der kan troppe op på Primaveras største scene og fyre halvanden times dekonstruerende IDM-cirkus af og samtidig forvente at kunne slippe godt fra det. Og det kunne han sådan set heller ikke.

For end ikke hans velfortjente legendestatus og kolossale bidrag til udviklingen af den elektroniske scene i 90’erne kunne redde hans optræden for et være jævnt kedelig. Selv ikke hvis man var gået ind til koncerten på den præmis, at han styrede showet, var det en underholdende fornøjelse set over samtlige 90 minutter. Det er måske også en del af charmen, men rent objektivt var Aphex Twin mest af alt bare endnu en koncert i mængden frem for den (positivt) særegne audio-visuelle oplevelse, det kunne have været.

★★★½☆☆

Deltag i debat