Koncerter

Belako, 02.06.17, Primavera Sound, Barcelona

Belako havde fået plads på en af festivalens største scener. Foto: Sergio Albert/Primavera
Skrevet af Daniel Niebuhr

Lille band, stor scene. Belako led under Primaveras egne forventninger til de spanske indiedarlings, hvis forglemmelige rockmusik heller ikke gjorde kvartetten en særlig stor tjeneste.

En hurtig tretrinsguide til, hvordan man ødelægger et ungt, upcoming bands store festivaldebut:

Læg koncerten så tidligt som muligt
Kl. 18.50 er endog meget tidligt efter spanske standarder. På det tidspunkt havde langt fra nok festivalgæster forladt deres respektive baser i Barcelona, og det var svært ikke at hæfte sig ved den sparsomme menneskemængde på festivalpladsen. Som første navn på Primaveras hovedscene – og et af de første navne overhovedet – denne fredag stod de spanske indiedarlings i Belako for at skulle lokke folk primært fra Barcelonas centrum ud til Parc del Forum, hvilket i sig selv havde været en svær opgave for et hvilket som helst band. Folk var simpelthen ikke dukket op på festivalpladsen på det tidspunkt.

Læg koncerten så langt væk som muligt
Heineken-scenen ligger godt og vel et kvarters gåtur fra hovedindgangen til festivalen. Det er som sådan ikke fordi, ruten derud er helt og aldeles ufremkommelig, men for de musikalsk uindviede synes valget mellem en koncert med et mere ukendt, spansk band 15 minutter væk og så en håndfuld andre optrædende afstandsmæssigt tættere på noget åbenlyst.

Læg koncerten på en alt for stor scene
Der skal lyde stor ros herfra til Belako for i det mindste at tage kampen op fra den store scenekonstruktion, der mere end ofte fik de fire spaniere til at fremstå meget små. Spilleglæden var helt i top, men uanset hvor langt frem mod scenekanten, bandet havde rykket deres udstyr, emmede deres optræden og fremtræden af en vis form for ærefrygt over for rammerne.

Konklusionen på ovenstående punkter synes derfor indlysende – og det var de også – og hvad der kunne have været en mere nærværende oplevelse på en af festivalens mindre scener blev i stedet til en så afgjort skuffelse, hvor festivalens forventninger blev Belakos værste fjende.

Når det så også er sagt, så manglede Belakos materiale simpelthen variation og gnist. Alt for mange gange tog jeg mig selv i at miste al interesse, uanset hvor hårdt kvartetten prøvede at få mig til at genfinde den. Den nye single “Render Me Numb” og den øjensynlige publikumsfavorit “Track Sei” var blandt de få musikalske højdepunkter, hvor Cris Lizarragas vokal også akkurat slæbte sig op på et niveau over det forglemmelige.

Jeg vil vove at påstå, at et band med så svingende kvalitet og manglende karakter aldrig havde fået æren af at spille på eksempelvis Orange Scene, og fredagens fejlbooking gjorde desværre intet andet end at skade Primaveras ellers flotte traditioner med musikalsk fremsynethed og unikke koncertoplevelser.

★★☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Hej Anders,
    Primavera er en byfestival, der sjældent føles som en byfestival. Det hele finder sted i Parc Del Forum, som er et enormt kulturområde bygget i beton ud mod Middelhavet, og man skal regne med at gå en fandens masse under selve festivalen. Betonomgivelserne og den uundgåelige pålandsvind gør fra tid til anden lydbilledet på festivalen helt forfærdelig (især på de to største scener, hvor lydniveauet i forvejen har en tendens til at være alt for lav).
    Man tænker desuden sjældent over, at man er i udlandet, da det meste afvikles med et udmærket, international sigte, som man kender det fra de store, danske festivaler.

    Mad og drikke er af opadgående, men stadig svingende kvalitet (også i forhold til prisen), men heldigvis er der også fine muligheder for at få stillet både sult og tørst umiddelbart over for festivalens hovedindgang.

    På musikfronten er der til gengæld intet som helst at klage over. Fra 16-06 tre dage i træk bliver man bombarderet med et enormt udvalg af forskellige koncertoplevelser, hvor man skal være virkelig kræsen for ikke at kunne finde et eller andet, der kan friste.
    Man skal dog nok enten være meget glad for musik(festivaler) eller have lyst til at opleve Barcelona fra en anden, kulturel vinkel, hvis man skal tage til Primavera. Mange af de optrædende kommer højst sandsynlig forbi Danmark i en eller anden forbindelse i løbet af sommeren, så det er sjældent fordi, Primavera byder på helt unikke koncertoplevelser.
    Omvendt ligger festivalen ofte som den første store europæiske festival i kalenderåret, så hvis man gerne vil se sin(e) favoritartist(er) som en af de første her på kontinentet, kan Primavera hurtigt blive alle pengene værd.

    Jeg har også skrevet nogle yderligere kommentarer i min “best of the rest”-artikel, men jeg har i hvert fald fået noget nær fuld valuta for pengene hver eneste gang.

    /Daniel

Leave a Reply