Koncerter

Bisse, 11.06.2017, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Anna Tarp Klode/NorthSide
Skrevet af Peter Boier

Bisse leverede en hæsblæsende koncert med få virkemidler. Her var intet børnekor. Her var ingen fiskenet. Bare en umenneskelig energi og tilstedeværelse.

Der var ikke så meget pis. Bisse og hans fire medsammensvorne går på scenen og sætter den flotte “Tour de Smackdown” i gang. For ikke længe siden i Store Vega havde han medbragt et overflødighedshorn af børnekor, strygere og blæsere til sin omkring toenhalv time lange, bjergtagende opus af en koncert. På Heartland troppede han op i intet andet end fiskenet.

På NorthSide virkede det som om, at sangeren med det langt mere borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær ville lade musikken tale. Lade musikken fylde og spare på alt det udenom. Udover en næsten umenneskelig, ur-agtig energi, tilstedeværelse og drift. På brutal vis flåede han benene væk under en pakket Red Stage på sidstedagen af NorthSide Festival med et hårdtslående, heftigt sæt. Væk var mange af de finere, elegante numre fra Bisses seneste plade, Højlandet, og ind var de vilde, outrerede og rablende rock- og hiphop-inspirerede sange håndplukket fra hans korte, men omfangsrige bagkatalog.

Tidligt i sættet kom den intense og intensiverende “Kærlighedsbarnet”, hvor Bisse nærmest panisk synger om en frygt for ikke at være et menneske. Den er båret af et tromme- og percussionloop, der blev spillet utroligt tight. Desværre forsvandt guitaren, der er en så stor del af nummerets opbygning, helt i lydbilledet, der var overlæsset med trommerne. Umiddelbart efter kom “Flyder sammen nu”, hvor Bisse smider trøjen, og det ravede omkvæd bliver spillet med en utrolig energi. Herfra kom Bisse ikke ned igen.

På “Drabant” tyrer den krukkede, men charmerende, sanger sin mikrofon i gulvet og crowdsurfer klokken 16.30 en søndag eftermiddag. Vildt. Det er tydeligt, at publikum ikke kender det hele lige godt, men den næsten groteske energi overvinder alle. Bisse krænger sit hjerte ud, råber, skriger og synger samtidig helt rent, som gjaldt det hans liv.

Det hele kulminerer i et af årtiets bedste danske sange, “Shotgun for dig”, som stammer fra Bisses tredje album i 2015, Bitchin. Den bliver fremført lige så vitalt. Lige så levende. Lige så fuldkommen rablende og sindssyg som på pladen. Og det er fantastisk. For undertegnede er dette øjeblik det hidtil absolutte højdepunkt på årets NorthSide Festival. Det giver ingen mening, at man kan levere så vild en energi og fremførelse med så få virkemidler på en grå søndag eftermiddag. Bisse er unik – og det, han kan, når han er bedst, er unikt.

Efter en omgang fællessang af den søde “Seks hjerter” er koncerten slut efter en time. Det kan godt være, at Bisse synger om, at alle anmeldere giver fire hjerter, når de ikke forstår, hvad de ser. I så fald forstår jeg det fuldt ud… Tror jeg. For med så store mængder nærvær, nerve og fandenivoldskhed er det umuligt at kvittere med fire hjerter – eller U’er i dette tilfælde.

Det var ganske vist ikke samme absurde overflødighedshorn som i Store Vega, som alt i alt var en af de mest overdrevne, hæsblæsende danske koncerter, jeg har oplevet. Men at få så meget ud af så få virkemidler, der mest af alt bare bunder i dygtige musikere og god levering, fortjener noget nær topkarakter. Publikum kvitterer samtidig med en overvældende klapsalve. Dybt imponerende.

★★★★★½

Leave a Reply