Koncerter

James Blake, 11.06.17, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide
Skrevet af Niklas Kiær

James Blake returnerede til NorthSide søndag aften, men den britiske minimalist manglede både inspiration og interaktion.

Altid inderlige James Blake besøgte søndag aften NorthSide Festival for anden gang efter sit besøg i 2012. Siden da har ærkebriten udgivet sidste års The Colour in Anything, der var en (endnu) mere minimalistisk sag end hans tidligere udgivelser. Det var da også produktionerne fra denne plade, der fyldte det meste af sætlisten denne aften, desværre kun med blandet effekt.

Siden sidste NorthSide-koncert havde Blake ændret sit setup en smule, og trommeslageren havde i denne omgang et hybridsæt af drum pads og bækken stående i en cyborg-agtig konstruktion, men ændringen havde ikke nogen nævneværdig betydning for koncertens lyd. Faktisk virkede alt til at være ved det gamle, og det kneb generelt med at se kreativiteten i kunstnerens sammensætning af showet.

Det tegnede ellers godt, da Blake med sine to kumpaner satte sig og prompte begyndte på “Life Round Here” fra 2013-udgivelsen Overgrown. Allerede fra start var det tydeligt, at der var tale om tre dygtige musikere, der formåede at forløse de elektroniske produktioner til punkt og prikke i live-sammenhæng. Det flotte nummer blev endda løftet af at få tilført en mere spacet og bastung afslutning, der klædte koncerten med energi og nærvær.

Til min ærgrelse var det dog ikke noget, James Blake havde tænkt sig at fortsætte med. Det meste af koncerten blev således spillet professionelt, men meget mekanisk igennem, og gnisten fra åbningsnummeret overlevede ikke. Måske det var den store scene, der ikke egnede sig til Blakes inderligheder, måske halvanden time var for længe i Blake-land. I hvert fald blev det i stigende grad svært at leve sig ind i hans følelsesunivers søndag aften.

Ikke alt var skidt. Stærke numre som “Limit to Your Love” og “Retrograde” fungerede godt og resulterede i kæmpe jubel fra de mange fans i forreste række. Personligt var jeg særligt glad for dynamikken i at lade sjæleren “The Colour in Anything” følge den tungere og mere tempofyldte “Voyeur”. Det gav noget fremdrift, som jeg desværre savnede for ofte i koncertens løb.

En større grad af interaktion og tilstedeværelse kunne måske have reddet noget. Således var det eneste øjeblik, hvor Blake kiggede op fra keyboardet, under et cover af Don McLeans “Vincent (Starry, Starry Night)”, efter publikum havde grint af en gabende koncertgænger på storskærmen. Sangeren blev forståeligt meget forvirret og kiggede smilende op, mens han formåede at synge videre på den populære hyldest til Vincent van Gogh.

Det blev pludselig tydeligt for koncertgængerne, at Blake troede, han var årsagen til latteren, og en spontan klapsalve udbrød, for at forsøge at afværge den pludseligt akavede situation. Et prekært øjeblik, men der blev et øjeblik skabt en reel forbindelse til publikum, og trods pinligheden var det betryggende at se, at James Blake rent faktisk var til stede.

Afslutningen på koncerten var lige så brat som starten, og det virkede underligt følelseskoldt, da Blake og co. efterlod scenen efter mumlende at have erklæret æren over at spille inden Radiohead. På trods af at have nydt flere øjeblikke, var jeg efterladt med en mangel på tydelig idé eller mening med sammensætningen af koncerten, der i stedet virkede som en James Blake-playliste på shuffle.

★★★½☆☆

Leave a Reply