Plader

Lindring: Giv tid

Skrevet af Morten Madsen

Danmarkshistoriens vingesus bliver støvet grundigt af og kærligt behandlet af den danske kvintet Lindring. De har plukket og udvalgt nogle af tidernes smukkeste værker og givet dem nyt, forførende liv på Giv Tid.

»Vi lærer for livet«. Sådan lød N.F.S. Grundtvigs motto, hvorunder han introducerede danskerne for sine ideer om at højne den folkelige dannelse i 1800-tallets overgang til et demokratisk folkestyre. Meget vand er løbet under broen ved verdens ældste højskole, Rødding Højskole, der blev etableret i 1844, frem mod i dag, men højskolebevægelsen og ikke mindst højskolesangbogen er noget, der stadigvæk har sin gang på jord i dagens Danmark – om end den nok ikke fylder alverden i den musikalske undergrund.

For til dagligt ledes tankerne nok mod fællessang og støvede traditioner, når man nævner højskolesangbogen. Men den nye kvintet i dansk musik Lindring forsøger at lindre på denne forestilling med deres nye plade Giv Tid. Bandet rusker blandt andet op i et litterært værk fra det herrens år 1439, hvor den svenske biskop Thomas af Strängnäs skrev digtet ”Frihed er det bedste guld”, og der trækkes også på lyrik fra blandt andre Halfdan Rasmussen, B.S. Ingemann og Steen Steensen Blicher.

Afstøvningen af fordums tiders nedfældede ord foretages med en meget bevægende omgang indie folkrock, hvor Lindring tilfører de gamle værker nye melodier. Og som pladens titel antyder, så skal der gives tid, og der bliver givet tid. Der bliver kræset om detaljerne. Tempoet er skruet ned, og musikken svæver ud i stuen og omkredser kulturarvens lyrik på en meget bevægende, lindrende måde. Der gives tid til at mærke ordene fra de gamle digte. Berettiget tid.

Lindring er som konstellation et ubeskrevet kapitel på den danske musikscene, men brudt op hver for sig, er besætningen noget af en sværvægter. Annelouise Adolph, der er kendt for sin andenplads i X Factor 2011 og under kunstnernavnet Isefortryller og luller dig hen i en sindsro med sin smukke vokal. Jazzguitaristen Mikkel Ploug opererer på den seksstrengede, mens vinderen af Steppeulven-prisen som årets musiker 2017, Adi Zukanovic (Nikolai Nørlund, Bisse, Irah og mange flere), spiller synthesizer og klaver. Stjerneparaden stopper dog ikke her, for bag bassen står Jeppe Skovbakke, der nok er bedst kendt for sit medlemskab i bandet I Got You On Tape. Som rosinen i pølseenden finder vi den anerkendte jazzmusiker Jeppe Gram bag trommerne, der blandt andet også slår sine folder i Vildnis og Grammofunch.

Alle digte, der er blevet til numre, på Giv Tid har hver især fået en rigtig god behandling af Lindring, men særligt ét nummer skiller sig for mig ud fra de andre med et lidt mere opskruet tempo. Pladens første nummer, der er bygget op om Thomas af Strängnäs’ ”Frihed er det bedste guld,” har trods lyrikkens 578 år på bagen ikke meget med senmiddelalderen at gøre. Nummeret tager afsæt i et melankolsk guitarriff på en bund af svævende synthesizer-lyde, hvorpå bandet anført af Annelouise Adolph udfolder den svenske biskops frihedsvise på meget fornem vis med deres lindrende indie folkrock.

»Frihed er det bedste guld, som sol bestråler over muld / lad den dit smykke være / Ja, dersom du dig selv har kær, da hold den mer end livet værd / Thi frihed følger ære«.

At teksterne hovedsagligt er gravet frem af højskolesangbogen kunne vække en mistanke om et religiøst budskab, men ved nærmere eftersyn står det klart, at religionen er sorteret fra for i stedet at gøre plads til almengyldige temaer såsom forelskelse, død, begær, håb, angst for at miste og meningen med livet. Temaer, der havde sin ret, dengang de blev skrevet, ligesom de har det den dag i dag.

I Lindrings fortolkninger lærer man igen at sætte pris på de gamle værker og især deres fortolkning af ”Stille hjerte, sol går ned” er utrolig smuk. I et roligt tempo med bevægende, storslåede toner luller Lindring dagen i søvn med hjælp fra Jeppe Aakjærs fantastiske, skumringsfavnende tekst fra 1912. »Tavshed over hedesti og langs veje krumme / En forsinket humlebi ene høres brume / Stille, stille, hjerte, sol går ned«.

Den ti numre lange plade tager tid at komme igennem, for mange af numrene varer over seks minutter, men samtidigt omkredser det også essensen af pladens titel Giv tid. Der er ikke tale om sværvægter, der sparker døren ind og brøler: »Her kommer jeg!«. Giv Lindring tid, og du får serveret danmarkshistoriens vingesus på bevægende, svævende vis.

Lindring forsøger at give de gamle tekster nyt liv og føre dem ind i vores samtid, og det lykkes de i høj grad med kamufleret i sprøde og velproducerede, men også eksperimenterende musikalske bidrag. Hvis kvintettens intentioner flugter med Grundtvigs tanker om at bidrage til den folkelige dannelse, er jeg sikker på, de nok skal rekruttere flere dertil. De har i hvert fald åbnet øjnene for de gamle tekster hos en overvældet, positiv stemt musikanmelder lige her.

★★★★½☆

Deltag i debat