Plader

Marika Hackman: I’m Not Your Man

Skrevet af Magnus Eldrup

Den unge britiske sangskriver Marika Hackman er klar med sit andet fuldlængdealbum. Her har hun med stor succes brudt med bagkataloget og ladet sin musik tage en mere poppet og energifyldt drejning.

Hvis man er typen, der bruger sin fritid på at læse pressetekster om britiske Marika Hackman, bliver man hurtigt meget bekendt med betegnelsen “folk”. Hvad enten det er i form af beskrivelser af Hackmans debutalbum fra 2015, We Slept at Last, eller hendes afstandtagen til netop dette genremærkat på sin nye plade. På I’m Not Your Man møder vi en Marika Hackman, der har taget en dyb indånding og genopfundet, hvad det vil sige at være Marika Hackman.

Alle kort på bordet: Jeg gik til dette album med stor entusiasme og høje forventninger. For mens der ikke kan være tvivl om, at We Slept at Last var både smuk og velskrevet, så var det også meget minimalistisk. Æstetikken, der ofte mindede om The xx med strømsvigt, var utvivlsomt dragende, men til tider også lidt træg og monoton. Pressemeddelelsen til I’m Not Your Man lover derimod stolt, at nu skal der være gang i den. Tilføjelsen af indierockkvartetten The Big Moon som band på en del af numrene underbygger umiddelbart også denne annoncering.

Det er dog alligevel ikke før, at pladens åbningsnummer, ”Boyfriend”, buldrer fra start, og jeg omringes af skærende guitarer, at jeg indser, i hvor høj grad jeg er havnet i et lydunivers helt forskelligt fra den Marika Hackman, jeg ellers har været vant til. Mens albummets første rim leveres nonchalant, begynder man allerede at ane, hvor Hackman agter at tage os hen på dette album. »I’ve got your boyfriend on my mind / I think he knows you stayed with me last night.«

Efter lige at have tygget på den formulering, står det klart, at det var kvinden i kæresteparret, som var endt i Hackmans seng den nat og at den kære »boyfriend« faktisk blot er castet til rollen som sølle offer. Herfra kan man så bare sidde smilende tilbage og opleve Hackmans flotte lyrik udfolde sig. Med kæk ironi, slet skjult seksualitet og smukke ligefremme vendinger går hun direkte i kødet på en af de mest stædige fordomme omkring kvindelig seksualitet. Hackman latterliggør fra start til slut den klassiske machotendens til blot at rubricere sex mellem kvinder som noget useriøst, sexet og ufarligt. Sov med et øje på klem. Marika Hackman stjæler din kvinde.

Gennem næsten hele albummet drypper Hackmans lyrik med ucensureret frigjort seksualitet, men ingen steder lige så klart som på sangen ”Violet”. Nummeret er musikalsk mere tilbageholdent end ”Boyfriend”, så mens en tør guitar væver en rolig melodisk baggrund, har Hackmans lyrik alt den plads, den kan ønske sig til at boltre sig på. Og det gør den. »I’d like to roll around your tongue /Caught like a bicycle spoke / You eat, I’ll grow and grow / Swelling up until you choke«

Mens Hackmans lyrik virkelig har fået lov til at være unik, fremtrædende og gennemgående grænsesøgende på I’m Not Your Man, så er der tilsvarende blevet filet på et par andre skarpe kanter. Hendes tidligere stædigt monotone sangstemme er på numre som ”Eastbound Train” og ”So Long aka Cheesy Beat” overgået til en langt mere melodisk og poppet stil. Ofte gøres den endda også selskab af et yderst velkomment kor eller en flot andenstemme. Det efterlader os med nogle dejligt iørefaldende numre, men jeg kan i mit stille sind også til tider savne den undermiksede, tilbageholdne og momentvis fuldstændigt sublime vokal fra Hackmans tidligere udgivelser.

Denne popsensibilitet er skinner igennem på andre aspekter af pladen. Specielt ”Time’s Been Reckless” bider sig fast som en rigtig ørehænger med sin bastante, riffdrevne energi og sit meget let tilgængelige omkvæd. Selvfølgelig er dette stadig en popsang på Hackmans præmisser med et stille og lettere diffust mellemspil, som står flot i kontrast til resten af sangens ekstravagante energi.

Hvis du nu sidder med frygt helt oppe i halsen og tror, at de smukke, skrøbelige folk øjeblikke fra We Slept at Last er helt forsvundne, så lad mig berolige dig. For Hackman har været så generøs stadig at inkludere et par folk perler a la We Slept at Last på den nye plade. Klarest kan det høres på ”Cigarette”, der stort set kun består af et sirligt guitarfingerspil og Hackmans lettere hæse vokal. Så er det heldigvis også næsten umuligt som lytter at overhøre sangens smukke tekst: »And I tried to hold my tongue / But you, you yanked it from my grip / Bathed it in petroleum, lit a cigarette and gave it a kiss.«

Det sidste nummer på pladen, ”I’d Rather Be With Them”, har ofret tempo til fordel for følelse, og følelse er der masser af. Alt imens de sidste toner rinder ud, sidder jeg tilbage med en følelse af, at det er helt passende, at I’m Not Your Man afsluttes med en sårbar ballade frem for endnu et kækt energisk nummer, da denne sårbarhed virkelig får resten af albummet til at fremstå mere ærligt og seriøst.

Med al denne snak om folk, pop og følsomhed mangler det vigtigste måske stadig at blive sagt. Hvert eneste nummer på I’m Not Your Man er upåklageligt skrevet, både hvad angår musik og lyrik. Albummet er fra start til slut en absolut fornøjelse at lytte til. Den hyppige vekslen mellem de energifyldte, poppede momenter og de stille og sårbare stunder holder albummet fra nogensinde at føles trægt eller monotont. Den største anke, der kan lyde mod denne plade, er faktisk rettet mod dig som lytter. For det er alt for let at lade Hackmans lyrik flyde ud og kun være til stede som endnu en melodi i dit øre, mens du cykler på arbejde eller vasker op. Dette ville være intet mindre end en dødssynd. Giv Marika Hackman den opmærksomhed, som hun fortjener. Du kommer ikke til at fortryde det.

★★★★★½

Deltag i debat