Koncerter

Primavera Sound 2017: The best of the rest

Foto: Eric Pamies/Primavera
Skrevet af Daniel Niebuhr

Anmeldelserne er tikket ind fra Primavera Sound i Barcelona, men inden vi lukker for festivalen for denne gang, er der nogle koncerter, som fortjener også at blive nævnt – fra det ringe til det ypperlige.

Primavera Sound var som altid en fuldstændig fabelagtig oplevelse, der mere end nogensinde før synes at favne stort set alt, hvad der kan kravle og gå fra et imponerende genrespektrum. Med tilføjelsen af endnu en scene i det omdøbte Primavera Bits-område nær middelhavsstranden har festivalen også fået dækket sig fuldstændig ind, hvad angår de elektroniske kunstnere, der førhen var henvist til de endog meget sene nattetimer. Der er blevet gevaldigt opgraderet på madfronten, hvor Primaveras kulinariske udvalg tidligere var ganske forfærdeligt.

De to eneste tilbagevendende kritikpunkter er nok det lave lydniveau samt det faktum, at festivalsikkerheden stadig fremstår ret så tilbagelænet, hvor hverken sikkerhedstjek foran festivalpladsen eller scenevagternes indsatser i forbindelse med højrisikokoncerter virker særlig grundige.

Selvom festivalprogrammet ikke kunne hamle op med sidste års fuldstændigt fænomenale lineup, var der i år stadig meget mere god musik, end jeg overhovedet kunne nå at opleve. Fem koncerter fik ekstra opmærksomhed i form af anmeldelser. Men det er også værd at skrive hjem om nogle af de andre navne, jeg fik hørt:

Elza Soares, 01.06.17
Historien var federe end oplevelsen, da 79-årige Elza Soares indtog det imponerende, men dog under halvfyldte Auditori Rockdelux torsdag aften. Legenden om den brasilianske mulher do fim do mundo har i vid udstrækning gjort hende til det idol, hun i dag er, men det var også tydeligt, at alderen havde indhentet hende, da hun mindre fejlfrit charmerede sig gennem en koncert primært bestående af numre fra sin seneste plade. Til gengæld var hendes akkompagnerende musikere garant for en nærmest overjordisk indsats, der holdt styr på hovedpersonens afsporinger og fik folk i auditoriet op fra sæderne og i gang med en ustyrlig samba. Flottest stod den psykedeliske ”Maria de Vila Matilda”, den mere hektiske ”Pra Fuder” samt den noget ældre ”A Carne”, hvor Soares’ adresseren til de sorte blandt publikum blandt andet fik en ung kvinde på forreste række til at stortude – i sandhed et stærkt koncertøjeblik.

Death Grips, 01.06.17
Vi vender tilbage til festivalens til tider sløje lydniveau for en stund, for uanset hvor kaotisk en oplevelse en Death Grips-koncert er, så er det sgu altid fedest også at kunne høre, hvad det egentlig er, der foregår. Således skuffet måtte jeg efter en times totalt anarki i selskab med MC Ride, Zach Hill og Andy Morin acceptere, at den californiske hiphoptrio stadig ikke har formået at levere en for mit vedkommende fuldstændig overvældende koncertoplevelse i Barcelona – og i år var lydbilledet igen synderen.

Gutterne har ellers fået mere materiale at gå i krig med siden sidst, og det var da også en fornøjelse både at opleve gamle slagere som den altid vanvittige ”Guillotine”, bad-trip-soundtracket ”No Love” samt livedebuten på den nyere ”BB Poison” fra sidste års Bottomless Pit. Og ja, MC Ride var selvfølgelig i sit sædvanlige giver-nul-fucks-lune, der tiltrak sig stort set al publikums opmærksomhed, mens Morin og Hill lagde fundamentet for rapperens udskejelser. Især Hill havde jeg glædet mig til at se, da han i mine øjne er en af de mest bemærkelsesværdige trommeslagere anno 2017, men som med så meget andet, druknede hans bidrag sammen med resten af trioens lyd i den catalanske sommernat.

Mogwai, 02.06.17
Rygterne havde allerede svirret, da skotske Mogwai tweetede et billede fra Barcelona lufthavn, og tidligt på fredagen blev det så bekræftet, at de var dagens gæster som et led i festivalens nyeste tiltag, Unexpected Primavera. Konceptet går ud på, at Primavera Sound arrangerer en uannonceret koncert et sted på festivalpladsen. Torsdag gav Arcade Fire en smagsprøve fra en noget mindre scene, end gruppen er vant til, og åbnede med den spritnye single ”Everything Now”, mens Haim fik æren på festivalens sidstedag – det er et fantastisk tiltag, som festivalen meget gerne må gentage de kommende år.

Tilbage til Mogwai, der senere på året er ude med deres niende plade, Every Country’s Sun, som skotterne ganske belejligt valgte at spille fra start til slut på en af festivalens mellemstore scener. Verdenspremieren kunne næppe have været gået bedre, og jeg var langt fra den eneste, der måtte gå fuldstændig lamslået fra koncerten, efter at være blevet blæst bagover af Mogwais kommende udspil. Der var simpelthen så mange overbevisende kompositioner og momenter, at jeg faktisk tog mig selv i at være en smule skuffet over, at pladen ikke kommer til at være længere. Mest imponerende var dog den noget yngre Alex Mackay, der har turneret med bandet siden 2016, og som med et overdådigt arsenal, der rummede både keys og guitar, var med til at udvide gruppens lydtapeter yderligere. Nu glæder jeg mig kun endnu mere til liveudgaverne af de nye numre bliver forfinet, og skotterne lægger vejen forbi Danmark til efteråret.

Swans, 02.06.17
Havde jeg troet, at Mogwai ville blive festivalens bedste koncert, tog jeg grueligt fejl. For kort før midnat åbnede Michael Gira og hans eksplosive medsammensvorne en stor, sonisk forkastning ned gennem Barcelonas nattehimmel med en to timer lang maratonopvisning i støj, dissonans og alt det smukke heri. Swans er efterhånden fast inventar på Primavera, og hvor de førhen har gæstet den amfiteater-lignende scene sponsoreret af Rayban, fik de i år fornøjelsen af at brage deres excentriske kompositioner ud over et noget mindre koncertområde for foden af festivalens største betonkonstruktion.

Så vidt jeg lige kunne regne mig frem til, nåede bandet kun omkring seks individuelle numre – primært fra den seneste skive, The Glowing Man – men det var bestemt også nok. Gira chantede, orkestrerede og sled sig vej gennem de 120 minutter, som kun han kan gøre det, mens samspillet med bandet fungerede upåklageligt. Efter en halv time var man begyndt at træde ind i Swans’ univers, efter en time var man fuldt opslugt af det soniske bombardement, der fortsat regnede ned over en, og efter to timer håbede man på, at det aldrig ville slutte. Det gjorde det desværre, men heldigvis er chancen for at sige ”på gensyn næste år” rimelig stor, hvad angår Swans og Primavera Sound.

Van Morrison, 03.06.17
Brian Wilson gjorde det sidste år, og i år var det så Van Morrisons tur til at se alt for gammel ud på Primavera hovedscene. Fra ”Moondance” til ”Wild Night” og ”Jackie Wilson Said (I’m in Heaven When You Smile)” hverken lød eller lignede Van the Man én, der var i sit es – selvom inkarnerede fans måske er lodret uenige med mig. Der var i al fald langt fra Morrisons storhedstid, som syntes at ligge længere og længere bagud, som koncerten skred frem. I modsætning til førnævnte Brian Wilson, led Van Morrison især også under, at hans materiale ikke stod nær så stærkt i publikums bevidsthed som Beach Boys-klassikerne i fjor. Men Morrison kom også ud i fuldstændig at ødelægge ikoniske numre som ”Have I Told You Lately” og selvfølgelig ”Brown Eyed Girl”, hvor sidstnævnte blev en pinlig kræmmermarkedskopi af sig selv. Han snøvlede og haltede sig vej gennem en uværdig optræden, hvor kun den nostalgiske glæde reddede ham fra at falde helt igennem.

Metronomy 03.06.17
Jeg har aldrig rigtig set Metronomy som værende andet end et band ud af mange, der fiflede med indietronica, og som brød igennem i midt/slut-00’erne. Jeg kan stadig godt lide The English Riviera, der – uden at fornærme for mange – er Metronomys eneste gode plade, men heldigvis gjorde englænderne alt lørdag nat for at ændre på min overvejende ligeglade holdning til deres musik – faktisk så godt, at jeg endte med at blive særdeles positivt overrasket.

Det var ikke det hele, der virkede, mens solen gik ned over Parc del Fòrum, men når det gjorde, var det til gengæld rigtig godt. Det blev bedst eksemplificeret ved de nye ”Back Together” og ”16 Beat” fra sidste års Summer 08, den Motown-inspirerede ”Love Letters” fra 2013-pladen af samme navn samt hittrioen ”The Bay”, ”Everything Goes My Way” og ikke mindst ”The Look”, hvor de to sidstnævnte var med til at binde en flot sløjfe på hele pop-extravaganzaet, som bestemt var med til at skyde den sidste nat i gang i Barcelona.

Deltag i debat