Koncerter

Richard Ashcroft, 10.06.17, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Magnus Hyltoft/NorthSide
Skrevet af Peter Boier

Richard Ashcroft fik det perfekte tidspunkt til sine storladne, melankolske hymner, der smukt lagde solen i seng i horisonten. Når det var bedst, var det lige præcis det, Frank Ocean-koncerten ikke var: Samlende.

Da hedengangne, engelske The Verve toppede i 90’erne sprøjtede de en række sange ud, der på kort tid blev regulære hymner. Tidløse kompositioner, alle kender og kan synge med på. Især deres 1997-album, der meget passende hedder Urban Hymns, indeholder flere af disse. Hvem kan ikke skråle med på “Bittersweet Symphony”, for eksempel? Jeg havde absolut ingen anelse om, hvad jeg skulle forvente inden koncerten, der er The Verve-frontmanden Richard Ashcrofts første på dansk grund siden 2000.

Det viste sig hurtigt, at koncerten kom til at dreje sig om disse hymner. I bedste britpop-stil vælter Ashcroft ind på scenen i RayBan-solbriller og med rockstar-attitude. Klokken 20.15 sharp. Efter en fin fremføring af nummeret “Out of My Body”, som stammer fra Ashcrofts soloalbum These People fra sidste år, kommer den første af de store The Verve-hymner, “Sonnet”. Her slår det mig: For fanden, han synger godt. Der er måske en grund til, at Coldplays Chris Martin engang introducerede ham som »verdens bedste sanger«. Det er fremragende, og der udbryder hurtigt fællessang på det melankolske og storladne omkvæd.

Lige så hurtigt, The Verve stormede ind på den engelske musikscenen, lige så hurtigt forsvandt de igen. Bandet udgav tre album på fire år fra 1993-1997, men det var først med det sidste, Urban Hymns, at de for alvor brød igennem. Og så var det hele slut (indtil genforeningspladen Forth fra 2008). Ashcroft nåede som primær sangskriver dog at bevise, at han kan skrive store, patosladede popsange med enormt syng-med-potentiale.

Denne formular fulgte den efterfølgende håndfuld sange plukket fra Ashcrofts soloplader, som jeg bestemt ikke har skamlyttet. Men det velspillende band og den høje, gode lyd betød dog, at publikum – mig selv inklusive – stod og skrålede med uden at kunne teksten. På den episke “Break the Night With Colour” spillede Ashcroft sågar elguitar med sine solbriller, og publikum lappede det i sig.

Det er dog i perioden før og efter førnævnte sang, at koncerten står svagest. Richard Ashcroft og hans fire mand store backingband spiller en række sange, der tydeligt ikke vækker samme genklang som The Verve-klassikerne, og et par gæster tripper lidt og vælger at forsvinde bagud. Ikke alle solonumrene har samme kvalitet, og under “Music Is Power” bliver det eksempelvis lidt kedeligt.

Men så kommer forløsningen. Og hvilken én. Publikum skrålede først med på omkvædet til “Lucky Man”, før Ashcroft alene med en akustisk guitar slog tonerne an til, hvad der må være nedturshymnen over dem alle, “The Drugs Don’t Work”. Omkring mig sang folk teksten ned til mindste detalje, som gjaldt det deres liv. Jeg ligeså. Gåsehud.

Efter en rocket “Hold On” fra Ashcrofts seneste soloalbum kom “Bittersweet Symphony” forløsende, dedikeret til alle verdens slaver. Da Ashcroft hen mod slutningen af sangen smider jakken, viser sin “Aarhus”-t-shirt frem og banker mikrofonen mod sin mave, slår det mig, at koncerten er præcis det, som hovednavnet Frank Ocean fredag aften ikke var: Samlende. Omkring mig synger folk, som gjaldt det deres liv. Smiler. Holder om hinanden. I horisonten forsvinder solen over de sidste træer efter fem forrygende kvarter i englænderens selskab.

★★★★★☆

Deltag i debat